Fra Weinstein til den kulturradikale overmagt i DR

Ole Hyltoft (Foto:Privat)

Liderlighed er en dyd, skrev jeg engang i en bog. Det står jeg ved. Men fænomenet Weinstein er noget andet end sundt begær. Han er liderlighed som hjemsted for magtudøvelse. Eller sagt med andre ord: en slibrig, snaskende grisefest.

 

Hollywood, herunder Weinstein, er et af det demokratiske partis magtcentre i USA. Ligesom Danmarks Radio er et af Det kulturradikale Partis knudepunkter i Danmark. De Kulturradikale er et flerpartisystem, der rækker fra Enhedslisten til Det radikale Venstre, og som også dækker majoriteten af Journalistforbundets medlemmer samt de kreative klasser. Det er altså en meget omfangsrig medlemskreds blandt dem, der fører ordet i vores land.

 

Det er svært at få gode jobs og legater, bl.a. som skuespiller, uden at være kulturradikal. Ligesom det er svært at gøre sig gældende i Hollywood uden at tilslutte sig Demokraterne.

 

Men det er også vigtigt at huske, at de Kulturradikale ikke udgør flertallet af befolkningen her i landet. Vist ikke engang i Sverige.

x

Politiken er de Kulturradikales hovedavis. Information er en sikker nummer to. Hvis man vandrer rundt i Danmarks Radios lokaler på Amager – og det har jeg jo gjort i en del år som næstformand i DR – vil man se, at det er Politiken der ligger og flyder alle vegne.

 

Derfor er det ikke så mærkeligt, at Politiken er den avis, Christian den Tiende læser i DR’s danmarkshistorie. For DR’s medarbejdere tror åbenbart, at Politiken er den eneste avis, der udgives i Danmark.

 

Er man en smule historisk interesseret, vil man dog vide, at Nationaltidende ( nu desværre hedengangen )  stod Christian den Tiende væsentlig nærmere end Politiken.

 

Det er heller ikke spor mærkeligt, at frihedskampens to store konservative koryfæer, Kaj Munk og Christmas Møller, ikke fik plads i DR’s danmarkshistorie. Jeg kan ellers som historiens vidne betro DR’s hjernetrust, at selv om min far og mor og min øvrige familie var overbeviste socialdemokrater, var Kaj Munk og Christmas Møller de to frihedskæmpere, som min familie tog dybest til hjertet.

x

 

For 1800 og 1900-tals perioderne er det de Kulturradikales danmarkshistorie, Danmarks Radio har vist os i sin Danmarksfilm. Og det er ikke spor uventet. For det er den eneste udgave af danmarkshistorien, Danmarks Radios medarbejdere kender. De tror den er hele Danmarks historie. De har lært den at kende gennem årtiers daglig læsning af Politiken og Information og af Bo Lidegårds og andre kulturradikales bøger.

 

Men der er en verden uden for denne kulturradikale lilleverden. En verden, hvor folk stemmer på andre partier end Det radikale Venstre. Nogle stemmer på Dansk Folkeparti, andre på de Konservative eller Venstre. Nogle stemmer såmænd også på Alternativet, SF eller Enhedslisten uden at være kulturradikale.

Læs også
I DR’s lille lukkede verden fatter man ikke en snus af, hvad der foregår i sagen om de ”grisefarvede danskere”

 

Jeg tror godt om mine medmennesker. Så jeg tror egentlig ikke, at DR’s ensidige syn på Danmarks historie skyldes et ønske om at  støtte et bestemt parti. Jeg tror  snarere, de er så indspiste eller så lidt dannede i DR, at de tror deres opfattelse af historien er den eneste mulige ”blandt ordentlige folk”. DR-kulturdirektøren Tine Smedegårds svar på kritikken af serien tyder på en sådan huhejsa-hæsblæsende naivitet: ”Der skulle bare have været billeder på”. Ja, det sagde Tine Smedegård gudhjælpe DR, for at imødegå kritikken.

 

Dette er sagen.

 

Hvis vi herfra går til årsagen, så tror jeg den historiske misvisning ligger i bemandingen af DR’s ledelse. En kulturinstitution skal naturligvis være ledet af kulturpersoner, helst af kulturpersonligheder. Det var Danmarks Radio i sine første år  af den entusiastiske kammersanger Emil Holm. Senere af en høj begavelse som Hans Sølvhøj.

 

I dag er DR ledet af djøffere, folk med administrativ, økonomisk eller juridisk baggrund. Suppleret med en overflod af journalister. Journalister er selvskrevne til nyhedsprogrammer. Men DR er primært en dannelsesinstitution. Ved et selskab for nylig kom en ældre herre hen til mig og sagde: ”Du skal vide, at alt det, jeg ved, har jeg lært af Danmarks Radio.”

 

Sådan har det ikke været de senere år. Dannelsestabet er den største ulykke, der har ramt DR. Mit slægtled lærte de klassiske skuespil, de klassiske romaner, noveller og digte, lærte sprog – tysk, engelsk, fransk – lærte naturvidenskab af DR. Alt formidlet sjovt og levende af kundskabsrige mennesker.

 

Den næststørste ulykke for DR er, at DR’s perspektiv på verden er blevet ensidigt venstreorienteret.

Læs også
Nedskæringerne i DR går hånd i hånd med et større samfundsopgør, som de politisk korrekte er ved at tabe

 

På grund af disse to ulykker er DR forvandlet fra en radio/tv, som hver dag glædede og fornøjede os, til et hadeobjekt.

 

Dette problem, dannelsestabet og venstreorienteringen, løses ikke ved at skære dybt i licensen.

 

Forfatteren Ole Hyltoft var indtil for nylig en programkritisk næstformand i DR’s bestyrelse.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…