Farvel Burka og niqab! I hører ikke hjemme i Danmark

Muslimsk kvinde i niqab

Af Martin Henriksen. Udlændinge- og integrationsordfører. Dansk Folkeparti

 

Hos Dansk Folkeparti glæder vi os i disse dage over, at et burka- og niqabforbud endelig bliver en realitet.

 

Samme glæde er imidlertid ikke at finde hos dem, der betegner forbuddet som et symbol på demokratisk afmagt.

 

Hvilken vej man så burde gå, står imidlertid hen i det uvisse?!

 

Modsat Dansk Folkepartis modstandere mener jeg nemlig, at forbuddet er et værn om dansk kultur og danske værdier.

 

Man kan ikke assimileres ind i det danske samfund, hvis man bærer tøj, der forhindrer én i at arbejde og indgå i almindelige sociale sammenhænge.

 

Vi kan heller ikke acceptere udemokratiske, ekstremistiske parallelsamfund, hvor kvinder ikke bliver anset for ligeværdige.

 

Det står i skærende kontrast til den kultur, vi danskere har bygget vores land på.

 

Der er nogle værdier vi ikke må give køb på. Vi skal tværtimod blive bedre til at kæmpe for vores kultur og vores værdier, for der er ingen andre, der gør det.

 

Derfor glæder det mig også, at Venstre langt om længe fik tøjlet den interne ubeslutsomhed, mens også Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Konservative valgte at støtte forbuddet. Det vil jeg gerne takke for!

 

Det er altafgørende for vores lands fremtid, at vi får gjort op med ekstreme, religiøse symboler, der er uforenelige med alt, hvad vi står for.

 

Det er burkaen og niqabben klare symboler på, og derfor hører de heller ikke hjemme i et land som Danmark.

 

Nu vil vi bruge noget tid på at udarbejde lovgivningen i samarbejde med regeringen.

 

Og så vil vi fra Dansk Folkepartis side forsøge at samle flertal for at forbyde endnu flere muslimske symboler.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…