Hvis man skal forhindre en ødelæggende tilstrømning til Europa, må man kraftigt begrænse befolkningstallet i specielt Afrika

Arkivfoto/Skærmprint YouTube

Nyligt udgav FN:”WORLD POPULATION PROSPECTS: The 2017 revision” tilgængelig på websiden:esa.un.org/unpd/wpp/publications. Det er 25.runde af denne officielle FN rapport, der blev startet i 1951 og kendt for ret præcise forudsigelser. Den omhandler verdens befolkningssituation og dens udvikling i 233 lande.

 

Frygtindgydende er, at FN forventer, at EU (og andre udviklede lande) resten af dette århundrede vil være udsat for et langt større indvandringspres end hidtil. Det er et tabuområde, som hverken FN, politikere eller førende medier i EU-landene ønsker at diskutere. Efterfølgende bringes de vigtigste beregninger og overvejelser i 2017 rapporten.

 

Den globale befolkningsvækst

År 1900 var jordens befolkning 1,6 mia. mennesker, i 1950 2,5 mia. og i 2000 6,1 mia. FN-rapporten fra 2017 oplyser, at befolkningstallet midt-2017 er 7,6 mia.- en tilvækst på én mia. mennesker på 12 år. Det er rigtig mange ekstra mennesker. På ét år ville denne tilvækst kunne genopfylde et mennesketomt Tyskland.

 

Den centrale tabel viser jordens befolkning i mia. i årene 2017 og de beregnede værdier for 2030, 2050 og 2100 i verdens regioner:

2017      2030     2050     2100              2017 i %

Afrika                                               1,3         1,7         2,5         4,5                   16

Asien                                                 4,5         4,9         5,2         4,8                   59

Europa                                             0,7         0,7       0,7         0.6                    10

Latinamerika & Caribien               0,6           0,7         0,8        0,7                      8

Nordamerika                                 0,4           0,4         0,4       0,5                      6

Oceanien                                     <0,1         <0,1     <0,1     <0,1                   <1

VERDEN IALT                                 7,6           8,6         9,8       11,2                   100

 

Befolkningstilvæksten vil næsten udelukkende ske i Afrika med tilvækst 3,2 mia. eller 256 %, de øvrige fem regioner har tilsammen en tilvækst på blot 0,4 mia. eller 7%.

 

Jordens befolkning består nu af lige mange mænd og kvinder. Børn under 15 år udgør 26 %, ældre over 60 år 13 % og aldersgruppen 15-59 år 61 %. Gennemsnitsalder 30 år.

Læs også
Der er næsten 200.000 flere personer i Danmark med indvandrerbaggrund, end hidtil oplyst – tredje generation er ikke talt med

 

Befolkningstilvæksten er lidt langsommere end tidligere. For 10 år siden pr. år 1,2 % nu 1,1 %. Alligevel er den årlige befolkningstilvækst ret fast på ca. 83 mio. Årsagerne er høj fertilitet i få lande, aftagende børnedødelighed, flere unge fødedygtige og længere levetid.

 

FN regner med fald i den globale fertilitet fra 2,5 levendefødte pr. kvinde i 2010-2015 til 2,2 i 2045-2050 og til 2,0 i 2095-2100. Som de øvrige beregninger er disse baseret på, at den nuværende udvikling fortsætter.

 

Regionale forskelle

På mellemlangt sigt fra 2017 til 2050 vil den forventede globale befolkningstilvækst være 2,2 mia. mennesker, hvoraf 1,2 mia. i Afrika sv.t. mere end halvdelen af tilvæksten. Asien vil blive den andenstørste bidragyder med 0,7 mia., medens de øvrige regioner kun vokser lidt.

 

Europa er den eneste region, der opnår et lavere befolkningstal.

 

På langt sigt dvs. efter 2050 forventes Afrika at blive hovedleverandør til den globale befolkningstilvækst, selvom FN`s beregninger forudsætter en betydelig reduktion i den afrikanske fertilitet fra 4,7 i 2015 til 3,1 i 2050 og 2,1 i 2100. De øvrige regioner ligger ret stabilt. Afrikas befolkning vil vokse fra 17% af klodens befolkning i 2017 til 26% i 2050 og 40% i 2100.

 

Læs også
FN har ikke en effektiv håndtering af klodens befolkningseksplosion

Af 22 lande med den højeste fertilitet ligger 20 i Afrika og 2 i Asien. De største lande er: Nigeria, Den demokratiske republik Congo, Tanzania, Uganda og Afghanistan.

 

Mellem 2017 og 2050 vil befolkningstallet i 26 afrikanske lande mindst fordobles og i 2100 vil 6 lande have en befolkning på mere end 5 gange deres nuværende størrelse: Angola, Burundi, Niger, Somalia, Tanzania og Zambia. Herved vil udløses en stærk forøgelse af især den lokale men også den globale miljøbelastning.

 

Flere unge, faldende børnedødelighed og forlænget levetid

Den høje fertilitet i nogle lande er ikke den eneste årsag til den globale befolkningsvækst.

 

I 2017 er 42% af jordens befolkning i alderen 0-24 år. Afrika ligger højest med 60% og Europa lavest med 27%. Dvs. mange unge kvinder i den fødedygtige alder. Samtidig falder den globale børnedødelighed.

 

Den forventede levetid er globalt steget fra 67 til 71 år dvs. 4 år fra 2000-2005 til 2010-2015.Der var levetidsforlængelse i alle regioner, men Afrika har haft den største på 7år i perioden. Levetiden forventes globalt at vokse 6 år fra 71 år i 2010-2015 til 77 år i 2045-2050. Højest bliver væksten i Afrika med 11 år til 71 år.

 

Vanskeligheder for indsats mod befolkningseksplosion

Læs også
Frem mod valget må partierne tage klart stilling til det helt store spørgsmål i asylpolitikken

Området er et minefelt med stærke meninger og moralske dilemmaer. De store religioner har altid haft interesse i en vækst i antallet af deres troende, og de ser gerne, at tilhængere får mange børn. Pavestolen er i den henseende ikke anderledes med intens bekæmpelse af prævention og abort.

 

I mange kulturer betragtes det som mandigt at få mange børn og helst drengebørn. Mange mindre udviklede landes mangel på sociale institutioner betyder, at en stor børneflok anses som en fornuftig foranstaltning, der sikrer forældrene en god alderdom.

 

At sætte børn i verden giver forældrene et ansvar for selv at tage sig af dem, men dette sker ikke altid i tilstrækkelig grad, hvorfor resultatet er for mange dårligt uddannede unge primært i Afrika. Færre børn i en familie ville gøre det muligt at give hvert barn en bedre uddannelse.

 

FN hylder det overordnede og fornuftige princip, at hvert land har det primære ansvar for sin egen økonomiske og sociale udvikling.

 

De mindre udviklede lande for eksempel i Afrika har imidlertid ikke haft evne til at udvikle et tidssvarende statsapparat til støtte af især uddannelse og sundhed og heller ikke et passende produktionsapparat.

 

Den stigende overbefolkning beslaglægger eventuelle produktivitetsforbedringer og sammen med lokal korruption og perioder med ugunstigt vejrlig medfører dette, at befolkningerne ikke oplever forbedrede livsvilkår eller lavere arbejdsløshed selv med næsten permanent katastrofe- og udviklingshjælp.

 

Læs også
Udskiftning af svenskere: I forhold til antallet af etniske svenskere udgør flygtninge og vestlige og ikke-vestlige indvandrere nu næsten halvdelen

De fleste unge ender som langtidsarbejdsløse og føler, at fremtiden i eget land er trøstesløs. Naturligt nok søger de, ofte med livet som indsats, at opnå et bedre liv andetsteds og de søger primært mod EU for at opnå uddannelse og arbejde. Her er imidlertid kun et begrænset behov for uuddannet, kulturelt meget afvigende arbejdskraft.

 

Manglende indsats over for befolkningstilvækst

I mange år har der været grund til at glæde sig over den FN-ledede indsats mod global fattigdom, som har reduceret antallet af klodens fattigste. De FN ledede sundhedsindsatser har også resulteret i et betydeligt fald i børnedødeligheden og en højere levealder.

 

Derimod er der ingen grund til at glæde sig over den indsats, der ydes for at reducere den globale overbefolkning.

 

FN efterlyser altid en bæredygtig global udvikling, men har aldrig turdet fastslå, at dette i princippet ville kræve, at klodens befolkning næsten halveres fra de nuværende 7,5 mia. mennesker, såfremt den nuværende levestandard skal opretholdes og udbredes.

 

I 2015 mødtes verdens ledere hos FN i New York for at beslutte FN´s udviklingsplan for årene 2015-2030: ”2030 Agenda for Sustainable Development”. Vor egen nuværende statsminister deltog og vor egen Mogens Lykketoft var mødeleder.

 

Planen opstiller 17 mål med 169 tilhørende målepunkter. De første tre mål er naturligt nok fortsat fjernelse af fattigdom og sult samt sikring af et liv i sundhed og fremme af velfærd for alle. Det sidstnævnte mål omfatter befolkningsudviklingen og herom lyder:

Læs også
Indvandringen til Danmark er slet ikke under kontrol – problemerne vokser fortsat, og snart kan de ikke længere stoppes

 

”I 2030 skal der være sikret universel tilgang til sundhedsservicer med familieplanlægning, information og uddannelse samt integration af reproduktiv sundhed i nationale strategier og programmer”.

 

Denne næsten uforpligtende ordlyd følges ikke af handlingsanvisninger som fx gradvis indførelse af nationale 2 eller 3 barns politiker for lande med ikke-bæredygtig overbefolkning. FN-planens resterende mål 4-17 er primært af økonomisk art eller omhandler forskellige tekniske udviklinger. Her er præcise målsætninger.

 

Tilsvarende manglende interesse for internationalt at diskutere overbefolkningen og dens mange uheldige effekter var der ved FN`s COP15 møde i København i 2009 og ved COP21 mødet i Paris 2015.

 

På forhånd var planlæggere/beslutningstagere ved begge møder blevet anmodet om at inddrage den globale befolkningsudviklings effekt på klimaforværringerne. Arrangørerne afviste dette under henvisning til, at den globale fertilitet var aftagende, hvorfor overbefolkningsproblemet ville løse sig selv!

 

At føde, skaffe arbejdspladser og boliger mv. til endnu 3,6 mia. mennesker, dvs. 50% flere end i dag, vil med sikkerhed betyde en stærk forværring af klodens klimatilstand.

 

Desværre må det konkluderes, at der ikke synes at være politisk interesse for at iværksætte en bæredygtigheds-orienteret international debat som et første skridt mod den globale overbefolkning.

 

Problemet opfattes pt. som politisk ukorrekt og det er i realiteten blevet et politisk tabuområde. En sådan laissez-faire/strudsepolitik skubber et allerede stort og voksende problem til løsning af de kommende generationer.

 

Hvad kunne gøres, hvis man internationalt havde viljen?

FN´s befolkningsrapport fra 2017 giver en del svar på, hvordan videnbaserede problemløsninger kan opnås. Behovet for at opnå befolkningsligevægt er langt størst i Afrika, som er hærget af problemer svarende til Apokalypsens fire riddere omtalt i biblen som de begivenheder, der vil finde sted ved verdens undergang: krig, erobring, hungersnød og til slut død.

 

Treogtredive afrikanske lande defineres af FN som tilhørende gruppen: ”Verdens mindst udviklede lande”. Mange af disse er såkaldt fejlslagne nationer, der ikke har evnet at udvikle sig og at organisere et tilstrækkeligt statsapparat.

 

Den voksende befolkning i disse lande umuliggør, at de selv vil kunne gennemføre den udvikling, som FN lægger op til i sin 2015-2030 plan.

 

En befolkningsmæssig reduktion i disse lande til et bæredygtigt niveau bør ikke opnås ved sundhedsmæssige tilbageskridt som reduktion af levetid eller forøgelse af børnedødelighed. I praksis er der kun at reducere fertiliteten samt at øge tidsrummet mellem børnefødslerne.

 

Det drejer sig derfor udelukkende om at få gennemført effektiv familieplanlægning ved anvendelse af svangerskabsforebyggende midler.

 

FN har allerede markedsført disse synspunkter i :”Family planning/Contraception” fra december 2016. Men organisationen synes ikke at være indstillet på at løfte opgaven jf. dets 2015-2030 plan.

 

USA har under præsident Trump fjernet den amerikanske støtte til organisationer herunder FN, der arbejder med svangerskabsforebyggelse inkl. abort.

 

Kina med sine mange erfaringer fra ét barns politikken synes ikke at have ambitioner om at blande sig i globale anliggender bort fra dem, der direkte styrker Kinas egeninteresser.

 

  1. & M. Gates Foundation har derimod medio 2017 bevilliget 375 mio. dollars til finansiering af familieplanlægning, der skal sætte verdens piger og kvinder i stand til selv at bestemme antallet af børn.

 

Ellers er der yderligere kun EU som tilstrækkeligt vidende og magtfuld til at initiere den nødvendige indsats Afrika.

 

EU´s opmærksomhed er i dag koncentreret om de nutidige folkevandringsproblemer. Det ville dog være klogt allerede nu også at forberede en langsigtet egentlig forebyggende indsats for hurtigt at hjælpe med at opnå familieplanlægning i de mest udsatte afrikanske lande med reduktion af fertiliteten til et bæredygtigt niveau på ca. 2 børn pr. kvinde.

 

I betragtning af en kulturelt baseret betydelig formeringstrang blandt især afrikanske mænd vil det være en vanskelig opgave, men der kan forventes betydelig støtte fra afrikanske kvinder i hvert fald i landene syd for Sahara.

 

Det ville være oplagt at prøve at opnå en delvis omstilling af de efterhånden mange NGO´er, der indtil nu især har arbejdet med at bekæmpe overbefolkningens følgevirkninger med fx katastrofehjælp, drift af flygtningelejre mv.

 

De bør med deres tilskud af statslige midler også kunne påtage sig et ansvar for at gennemføre en langsigtet forebyggende indsats mod overbefolkningen især i Afrika. En organisation som ”Red Barnet” burde måske endda overveje at ændre navn til: ”Red barnet, men få kun 2”!

 

At undlade en langsigtet forebyggende indsats er at lukke øjnene for de faktiske forhold og dermed acceptere de enorme problemer, som en befolkningseksplosion i et ikke-bæredygtigt miljø erfaringsmæssigt udløser.

 

Endelig kunne man ønske sig, at læger generelt, men selvfølgelig især inden for de relevante specialer bidrager til at bekæmpe tabuiseringen af overbefolkningsproblematikken blandt politikere, medier og såmænd også blandt læger.

 

HUSK: En befolkningseksplosion er lige så farlig og ødelæggende som en atomeksplosion. Den udvikler sig blot langsommere. I begge tilfælde er resultaterne ens: krig, erobring, hungersnød, død.

 

Ib Andersen er speciallæge i miljø og arbejdsmedicin, dr med og tidl lektor i hygiejne ved Hygiejnisk Institut, Århus Universitet og derefter direktør for Arbejdsmiljøinstituttet til min pension i 2003.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…