Vinbranchens wonderboy fylder 60

Det er de færreste mennesker beskåret helt fotografisk at optage et smagsbillede, så det står lynende klart år efter år. Men denne nærmest autistiske evne besidder vinhandler Christian Philipson, Philipson Wine, som søndag den 11. september 2016 runder de 60 år.

 

Denne egenskab er kommet og kommer mange af os vinelskere til gode, når han sammen med navnkundige vinpersonligheder som f.eks. Michel Guigal – Rhône-dalens ukronede kældermester og slotsejer – blander vin fra et udvalg af 150 forskellige fade til en af de efterhånden mange legendariske Cuvée Philipson’er, der har set dagens lys.

 

Vinnydelse

Samarbejdet med verdenseliten af vinmagere, hvad enten det er i Europa eller i de oversøiske lande, er den højeste vinnydelse, han kan opleve, men skal han nødtvungent svare på, hvilket vinområde der ligger ham nærmest, så lyder det umiddelbare svar: Bourgogne. Men straks efter understreger han, at han for intet i verden vil undvære Malbec-vin fra Andesbjergenes højtbeliggende vinmarker.

 

Entréen

Christian Philipson gjorde som 31-årig sit indtog på den danske vinscene i 1987, og uden at overdrive for meget, så blev det starten på en revolution og en brat opvågning for flertallet af de private vinhandlere, som på det tidspunkt gik og småhyggede sig i deres fine butikker. Pludselig vågnede de op til en aggressiv markedsføring, og i helsidesannoncer i aviserne dukkede tilbud på tilbud op til priser, hvor selv supermarkeder og discountbutikker havde svært ved at holde trit.

 

Enkelt koncept

Konceptet var simpelt: ”Direkte køb og salg”, hvor forbrugerne fik varerne til engrospris mod til gengæld at købe minimum 12 flasker. Hver søndag holdt han for fulde huse vinsmagninger med forskellige temaer i sit og konen Syssers hjem i Hørsholm. Senere flyttede han virksomheden til industrikvarteret i Kokkedal, hvor der blev indrettet et enormt showroom og kontorer.

 

-Det er kun muligt at tjene penge på vin, hvis indkøb og afsætning har stor volumen med lav avance, og hvis man samtidig garanterer god kvalitet. Denne forretningsmodel har givet Philipson Wine succes, men vi fortsætter med at dygtiggøre og udvikle os. Det gælder ikke mindst mig selv, og derfor deltager jeg i alle større vinmesser over hele verden for at holde mig ajour, fortæller Christian

 

Philipson, som også understreger, at uden sin stab af 35 engagerede og flittige medarbejdere ville man næppe råde over 4000 forskellige produktnumre fra 19 lande over hele kloden.

 

Vin på nettet

En anden årsag til vinfirmaets fremgang fra år til år er, at der i 2002 blev taget beslutning om i takt med internettets fremmarch at gøre virksomheden til en 100 pct. on line business, hvor kunder må til tasterne for at handle. Det udviklede sig så positivt, at firmaet i dag er den største i branchen med levering af flasker fra dag til dag.

 

Læs også
Gode vintilbud til kriseplagede danskere

-Så snart vi fik økonomiske muligheder for det, gik vi direkte til vinproducenterne og købte rigtigt og stort ind på de rigtige tidspunkter. Vi har således ingen fordyrende led som agenter, grossister eller andre mellemhandlere, og når vi baserer salget på hele kasser, altså 12 flasker ad gangen, har vi mulighed for at have en meget mindre avance end vore kolleger i den traditionelle vinhandel og kan dermed tilbyde markedets måske mest attraktive priser på kvalitetsvin. Vi er som online forretning os meget bevidst, at de varer, vi sender er sted, er helt i top. Vi lægger således mange kræfter i at kontrolsmage, for der er ikke plads til mange fejl i vin, før kunderne er væk, siger Christian Philipson.

 

Handelsmand

Virksomheden, der traditionen tro markerer sin fødselsdag 22. og 23. september med store vinsmagninger i Århus og København, består af tre enheder: Philipson Holding, Philipson Wine og Philipson Wine Trading. Det er specielt i den sidste, at omverdenen i fremtiden vil se Christian Philipsen udfolde sig som passioneret indkøber og produktudvikler.

 

Der er ingen kronprins eller kronprinsesse blandt familiens tre børn, der står og tripper som afløser, og som skal ind ad bagdøren, for far skal ikke på pension de næste mange år. Men han vil blande sig mindre og uddelegere noget mere, hævder han med henvisning til, at Philipson Wines administrerende direktør ikke længere hedder Christian Philipson, men Peter Wedelheim.

 

Christian Philipson.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…