Kirsten Sarauw er medlem af Venstre, men hun er utilfreds med partiets holdning til grænsekontrol og konventionerne

Det har været ud over alle grænser skuffende at følge Venstreregeringens politiske udmeldinger i forbindelse med denne sommers mange islamistiske terrorangreb i Europa. Med god ret er både statsminister Lars Løkke Rasmussen og justitsminister Søren Pind blevet kritiseret for endnu engang at komme op med de sædvanlige røgslørs-besværgelser: terrorangrebene har intet med islam at gøre. At mene det er det samme som at ønske krig med halvanden milliard muslimer.

 

Det er naturligvis en fuldkommen absurd udmelding, som – foruden at gå islamisternes ærinde – vidner om regeringens manglende forståelse af, at der altid må skelnes mellem en ideologi/religion og dens tilhængere. Masser af liberale muslimer kritiserer deres egen religion for nøjagtig det samme som islamkritikere i Vesten. Begge parter ser en forbindelse mellem visse voldelige middelalderlige islamiske kilder, samt 1400 års islamisk krigshistorie og moderne islamistisk terror. Derfor er der bl.a. borgerkrig i mellemøsten, hvor mennesker med håb om en tilnærmelse til modernitet med oplysning, kritisk tænkning, respekt for individet og den personlige frihed står over for et undertrykkende og ekstremt voldeligt islamisk stamme-og klansamfund, som aldrig har formået at skabe en holdbar civilisation. Når Vesten bekriger islamismen så gør den det for sin egen overlevelses skyld, som også er en kamp for alle de muslimer, der ikke kan kritisere deres religion endsige forlade den uden at få en dødstrussel på halsen.

 

Med den feje udmelding, som ingen ved deres fulde fem i øvrigt tror på, er det lykkedes Lars Løkke og Søren Pind at forplumre hele den politiske debat og skabe mistanke om, at regeringen ikke ved ret meget om islam og værre endnu heller ikke har de pålidelige rådgivere, den bør have. For hvem er det blandt vores hjemlige islameksperter, har lagt regeringen disse udmeldinger i munden?

 

Er vores borgerlige regering uvidende om, at der hersker voldsomme uenigheder blandt islameksperter?

 

Man kan i grove træk dele eksperterne op i to kategorier. På den ene side venstreorienterede, kulturradikale tilhængerne af de multikulturelle, socialkonstruktivistiske og postmoderne ideologier, som på vore universiteter erstattede nymarxismen efter den kolde krigs ophør. På den anden side de forskere, som holder sig til den historisk-kritiske metode og fastholder substans, årsag og virkning, samt modsigelsens grundsætning: to udsagn, der modsiger hinanden, kan ikke begge være sande. Disse sidste udleder af deres forskning, at der i de hellige islamiske kilder og islams  historie findes klare tråde til den moderne totalitære islamiske ideologi, som er grundlaget for de forskellige former for islamisk jihad-terrorisme.

 

Den første kategori forskere påstår, at der ikke findes nogen substans, ingen ”essens” d v s  intet indhold. Islam er, hvad enhver muslim finder for godt at sige, at islam er – og det kan jo være alt muligt: fred og kærlighed f.eks. – helt uafhængigt af, hvad kilderne eller den faktuelle historie så ellers siger. For historien findes heller ikke. Kun ”historier”, som man ikke kan udlede noget af. I følge disse forskere kan islam overhovedet ikke identificeres. Hvad man i stedet må undersøge er de sociale og psykologiske forhold. Og her kan man hurtigt komme frem til, at de islamistiske jihadterrorister er ”ofre” for sociale forhold som fattigdom, udstødelse, undertrykkelse, dårlig integration etc. Eller kort fortalt: vestlig undertrykkelse og imperialisme. Til syvende og sidst er Vesten selv skyld i det hele. Så står det bare tilbage at forklare, hvorfor alverdens andre fattige og undertrykte i øst og vest ikke bliver selvmordsterrorister?

 

En anden ting er, at islamforskningen på mange vestlige universiteter i løbet af de sidste decennier har modtaget kolossale summer fra diverse salafistiske mellemøstlige oliestater. Således Oxford universitet og London School of Oriental and African Studies(SOAS), som også danske forskere har frekventeret. Denne pengestrøm er dybt betænkeligt, idet forskningen dermed kommer under mistanke for ikke at være uafhængig. Især når man kender Golfstaternes holdning til kritik af islam, som vi fik smerteligt at føle herhjemme under hin skrækkelige ”Muhammed-krise”.

Den samme mistanke om en bestemt ideologisk farvning hos regeringens rådgivere omkring islam dukker uvægerligt op efter denne sommers udmeldinger. Kan det virkelig passe, at en borgerlig regering ikke kan gennemskue universitære forskeres ideologiske dagsorden? Man forbavses. Og man bliver alvorligt bange for, at vores nuværende regering ikke er den truende situation voksen, som vores land og hele Europa står over for i den nærmeste fremtid.

 

Regeringens manglende vilje til – som lovet i sidste valgkamp – at tage et opgør med de forældede dele af konventionenerne, som (muligvis) forhindrer os i at føre en selvstændig udlændingepolitik, som Liberal alliance og Dansk Folkeparti har foreslået, tyder ikke på, at regeringen tør gå sine egne veje og gøre, hvad der er nødvendigt for at ”passe på Danmark”. Tørre tal viser, at vi står over for en fremtidig befolkningsudskiftning, som vil gøre etniske danskere fremmede i deres eget land. Det er regeringens pligt at forhindre det ved rettidig omhu.

 

EU’s flygtningepolitik sejler. Overalt, ikke mindst i det hårdt belastede Tyskland, syder befolkningerne af vrede mod deres regeringer over de illegale flygtninge- og emigrantstrømme, som har fået ophold. Vold, hærværk, ildspåsættelser, voldtægter, tyverier, indbrud hører til dagens orden. For ikke at tale om de rædselsfulde islamiske terrorangreb, som har skræmt livet af alle og enhver, og fået tænksomme folk til at frygte for fremtiden, ikke mindst for den sønderrevne verden, vi overlader til vore børn og børnebørn.

 

EUs ydre grænser er stadigvæk ubevogtede, skønt det er en forudsætning for Schengen-aftalen og de åbne indre grænser, at der er styr på de ydre grænser. Illegale asylanter strømmer –  med hjælp fra Frontex – fortsat ind fra Middelhavet. Ca. 260.000 er ankommet i 2016. Merkels aftale med Tyrkiet vakler. Situationen i Mellemøsten varsler nye flygtningestrømme til efteråret. Frankrig er i undtagelsestilstand og på randen af en regulær borgerkrig. Alligevel nægter regeringen med øjeblikkelig virkning at omlægge flygtningepolitikken, så grænserne lukkes permanent, indtil EU har fået kontrol med sine ydre grænser, asylanter afvises på grænsen og asyl kun kan søges fra flygtningelejre i nærområderne. Lejre, som så selvfølgelig skal have meget massiv økonomisk støtte. Forslag, som også er kommet fra andre borgerlige partier.

 

Nu må vi så vente og se, hvad regeringen kommer op med til efteråret. Jeg spår mig intet godt. Men er villig til at lade mig overraske til den gode side. Jeg har det meste af mit voksne liv stemt på Venstre og været medlem af partiet de sidste mange år. Alle de nødvendige stramninger af asyl-og flygtningepolitikken, som Venstre har stået for i partiets første regeringsår ufortalt, så står der meget afgørende beslutninger tilbage, som desværre må tages for at beskytte vores land. Jeg vil ikke forny mit medlemskab næste gang og heller ikke stemme på mit gamle parti, dersom Venstres holdning til konventioner og grænselukning ikke ændres. Og jeg er ikke den eneste af Venstres trofaste vælgere, som har det på samme måde. Vi er mange, der er dybt skuffede. Venstre passer ikke nok på Danmark!

 

Kirsten Sarauw, medlem af Venstre

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…