Uskyldige mennesker er blevet myrdet i islams navn – alligevel har de danske TV-stationer været meget modvillige over for at tale om islamisk terror

I går aftes blev en fransk politimand myrdet af knivstik uden for sit hus i Magnanville, en forstad til Paris. Derefter tog gerningsmanden den dræbtes kone og lille søn på 3 år som gidsler.

 

Det endte med, at elitestyrker stormede huset, og her fandt de konen dræbt og barnet i chok.  

 

Ifølge telegrambureauet AFP svor gerningsmanden troskab over for Islamisk Stat, og terrororganisationen har taget ansvaret for den bestialske aktion.

 

Politisk ukorrekt

I Orlando, Florida, myrdede Omar Mateen 49 mennesker på en natklub for bøsser og lesbiske. Også Mateen svor troskab over for Islamisk Stat. Også denne aktion tog Islamisk Stat ansvaret for.

 

Alt tyder således på, at der var tale om islamiske terrorangreb.

 

Men nogle danske medier med DR og TV2 i spidsen har været påfaldende modvillige over for at kalde en spade for en spade og islamisk terror for islamisk terror.

 

Journalistisk Venstreparti bryder sig nemlig ikke om, at man taler om islam i forbindelse med terror. Det er politisk ukorrekt.

 

Forskruet problemstilling

Da nyheden om blodbadet i Orlando kom frem, kastede TV2 News sig ud i at diskutere, om det nu var terror, eller om det snarere var en såkaldt hadforbrydelse.

 

En fuldstændig forskruet problemstilling. Islamistiske terrorister hader normalt homoseksuelle, og Islamisk Stat slår dem ihjel ved at smide dem ned fra høje hustage. De laver terror, og et led i denne terror er blodige angreb på homoseksuelle. Længere er den ikke.

 

Læs også
Han blev ansat som sikkerhedsvagt i supermarked – så sprang han ud som frådende islamist

Men TV2 News gjorde alt for at tale om noget andet end islamisk terror.

 

Obama: Det var terror

Så gik præsident Obama ud og sagde, at det var en terrorhandling.

 

Alligevel gjorde TV-Avisen på DR det stadig et døgn efter (mandag kl. 18.30) til et stort og åbent spørgsmål, om det nu også var terror. Man vred sig som ål på en stegepande.

 

På samme tidspunkt tog Nyhederne på TV2 fat på endnu en mærkværdig debat. Det blev gjort til et meget vigtigt spørgsmål, om Omar Mateen havde handlet på egen hånd, eller om angrebet var direkte organiseret af Islamisk Stat.

 

Underforstået: Hvis Mateen havde handlet på egen hånd, var det nok ikke rigtig islamisk terror.

 

Men også denne problemstilling var helt hen i vejret. Islamisk Stat fungerer i høj grad på den måde, at de inspirerer enkeltpersoner i Vesten til at begå terroraktioner på egen hånd. Det er et led i organisationens strategi.

Læs også
Mette Frederiksen begår vælgerbedrag med forslag om tidlig pension – og medierne hjælper hende til det

 

Måske handlede Mateen på egen hånd. Det gør det bare ikke en snus mindre til islamisk terror.

 

Det skulle blive endnu værre

Både DR og TV2 undlod stort set at bruge begrebet islamisk terror. Man foretrak et ord som ”masseskyderi”, der lyder så dejlig korrekt. Hvis man ikke kunne undgå det, fik man lige tvunget ordet ”terror” over sine læber. Men ”islamisk terror”? Nej, ellers tak.

 

Mens TV-Avisen i studiet kørte rundt i, om det overhovedet var terror, kom USA-korrespondenten på banen. Han kunne referere FBI for, at Mateen gennem længere tid havde haft ekstreme islamiske holdninger, og at han havde svoret troskab til Islamisk Stat.

 

Først kaldte Obama det for terror. Så gjorde FBI det klart, der var tale om islamisk terror. Det var hårde slag for Journalistisk Venstreparti. Men det skulle blive endnu værre:

 

Senere tonede den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton frem med en tale, hvor hun tordnede mod islamisk ekstremisme! Det var en klokkeren anerkendelse af, at der var tale om islamisk terror.  Den kom givetvis, fordi Hillary Clinton frygter, at terroren kan give Donald Trump kraftig medvind.

 

Læs også
BBC: Kilde siger, at den efterlyste tyrker fra Utrecht har været terrorist for Islamisk Stat

En kanin op af hatten

Hvad søren skal de stakkels journalister på TV-Avisen og Nyhederne stille op? Nu har de aset og maset for at undgå al snak om islam og terror, og så går selveste Obama og selveste Clinton ud og bruger den slags ord. Det er ikke let.

 

Heldigvis havde Nyhederne tirsdag morgen en ny kanin, man kunne trække op af hatten: Der er kommet påstande frem om, at terroristen Omar Mateen selv har færdedes på den homo-natklub, som han angreb. Med andre ord skulle han også være til mænd.

 

Men det har heller ikke noget med sagen at gøre.

 

Der er intet i vejen for, at Omar Mateen i hemmelighed kunne dyrke homoseksuelle tilbøjeligheder og så alligevel beslutte sig for at ramme bøsser med islams straf. Gerningsmændene bag 11. september dyrkede også vestlige ”udskejelser”, inden de gik i aktion.

 

Forskel på folk

Det er yderst interessant at sammenligne TV-stationernes dækning af Orlando med deres dækning af en anden terrorsag i sidste uge.

 

Læs også
Tre partier siger nej til at lade Islamisk Stats tilhængere komme tilbage til Danmark

Dengang drejede det sig om en franskmand, der var blevet anholdt i Ukraine. De ukrainske myndigheder hævdede, at han planlagde hele 15 terrorangreb under EM i fodbold.

 

Her havde DR og TV2 ingen problemer med at banke historien op og tale om terror i én uendelighed. Der var absolut ingen af de spørgsmålstegn, som man hele tiden prøver at sætte ved Orlando. Det var ellers let at se, at det lignede en værre røverhistorie.

 

Hvorfor talte DR og TV2 glad og gerne om terror i forbindelse med Ukraine, mens de meget nødigt vil tale om det i forbindelse med Orlando?

 

Manden i Ukraine blev omtalt som højreekstremist, og dem vil man gerne hænge ud. Med islamister forholder det sig åbenbart ganske anderledes …

 

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…