Troløshed mod Danmark

Ifølge Folketingets formand, Pia Kjærsgaard er den danske sammenhængskraft truet. Hun ser for sig, hvordan Danmark i værste fald kan ende som to folk; kløvet midt over mellem på den ene side en overlegen storbyelite, der hylder globalisering og multikultur, og på den anden side en underkendt provins, der skal leve med konsekvenserne og af samme grund ikke ser storheden i projektet.

 

Ifølge Kjærsgaard kan konsekvensen bl.a. blive faldende valgdeltagelse og dermed et tab af demokrati. »Jeg synes, Danmark er ved at knække over. – – – Jeg er bekymret for, at vi – ikke i morgen, men en dag – bliver to forskellige folk i det lille land, vi er.« (Berl 13. august).

 

Misforståelse af Kjærsgaard

Dette kan den forhenværende Venstre-politiker Britta Schall Holberg slet ikke forstå.

 

Schall Holberg siger om Kjærsgaards udtalelse: »Hvis landet er splittet, bærer fru Kjærsgaard en stor del af ansvaret. Men sådan opfatter hun det åbenbart ikke. – – – Hvad ville fru Kjærsgaard gøre ved den splittelse, hun er så bekymret over? Hvilke forslag har hun? Ingen. Kun bekymring for, at den politik hun og hendes parti har stået for i snart en menneskealder, har skævvredet landet. Uden at hun dog selv vil tage ansvaret derfor. – – – Det er ikke ønsket om fællesskab, heller ikke over grænserne, der har præget DFs politik. Splittelse er det blevet til. Angst og usikkerhed for fremtiden for lande og mennesker.« (Berl 17. aug.).

 

Schall Holberg tror, at truslen mod dansk sammenhængskraft er et spørgsmål om holdningsmæssig splittelse over indenrigspolitiske spørgsmål. Holdninger til kommunalreform, politireform, kommunal og privat handlefrihed, til graden af statslig og offentlig centralisering eller decentralisering, bymæssig koncentration eller det modsatte. For alle disse ting nævner hun.

 

Splittelsens årsag – troløshed mod Danmark.

Men hvis man vil forstå, hvad det er, Kjærsgaard siger, så er det slet ikke alle disse indenrigspolitiske spørgsmål, der er sagens kerne i den splittelse, som Kjærsgaard frygter.

 

I alle disse spørgsmål kunne danskerne og de politiske partier være splittede og indbyrdes rygende uenige.

Men uanset om disse spørgsmål blev afgjort til fordel for enten blå eller rød vælgerblok, så lå der som forudsætning for enhver afgørelse, at røde og blå og andre vælgere var loyale og solidariske over for hinanden i dette ene: At de var trofaste i den politiske afgørelse, der faldt dem imod, fordi de var hinandens danske landsmænd.

 

At danskerne derfor skyldte at være særligt trofaste mod andre danskere, mod danskernes særlige identitet, kultur, fælles tro, politiske tænkemåde og samfundsorden. Og at de politiske afgørelser derfor blev truffet i en fælles loyalitet om – på trods af de indbyrdes uenigheder – netop at forsvare danskerne ret til at indrette det danske samfundshus, som danskerne selv ville det. For at danskerne kunne vedblive at være det, de altid har været – dvs. danskere på en særlig måde, der adskiller os fra alle mulige andre folkeslag. Og for at vi ikke blev tvunget til at skulle blive alt muligt andet end det, vi danskere allerede er.

 

Dansk sammenhængskraft er troskab mod Danmark.

I denne troskab ligger det, der binder danskerne sammen til et ganske særligt folk. Dansk sammenhængskraft er troskab – troskab mod det særligt danske.

 

Derfor kan ingen dansk sammenhængskraft bevares i fremtiden – hverken folkeligt, politisk, samfundsmæssigt eller kulturelt – hvis ikke man er trofast over for det, der i unik og enestående forstand bestemmer det danske gennem Danmarks tusindårige historie. Og derfor kan ingen dansk folkelig samdrægtighed bevares, hvis ikke man som det første forsvarer dansk selvstændighed, danske geografiske grænser og dansk identitet – uden fremmed indblanding.

 

Hvem skaber splittelsen?

Når denne troskab alligevel forrådes, hvem er det så, der har svigtet? Hvem har så bragt splittelsen ind i det danske folkeægteskab og brudt troskabsforholdet? Hvem har så ødelagt freden i huset og undermineret den folkelige samdrægtighed i Danmark ved sin utroskab?

 

Er det dem, der ønsker opgør og skilsmisse og afklaring? Brud med de troløse og undsigelse af dem, der ikke regner det danske hjem og det danske folkeægteskab for noget særligt værdifuldt, der skal forsvares?

 

Eller er det dem, der har bragt udenlandske, fremmede magter ind i det danske familieliv? Og gjort det danske hjem til et allemandshus? Dem, der har ødelagt den enkelte danskers mulighed for at være sig selv blandt sine landsmænd i det fælles hjem? Dem, der gennem en sværmerisk og udsvævende globalisme og multikulturalisme har ført deres troløse politik imod Danmark.

 

Det er de sidste, der skaber splittelsen i det danske folk. For det er dem, der forråder den indforståede og stiltiende forudsætning om trofasthed over for danske landsmænd, dansk identitet og dansk selvstændighed.

 

Man kan mindes besættelsestiden med den tyske besættelse af Danmark. Hvem skabte splittelsen i den danske befolkning dengang?

 

Var det de folkedemonstrationer, der i august 1943 gjorde oprør og skabte uro i Esbjergs, Københavns og andre byers gader; og som med dette oprør og disse folkeprotester tvang regeringens samarbejde med den tyske besættelsesmagt til ophør, fordi folk så dette samarbejde som utroskab over for det danske? Var det modstandsbevægelsens folk, der med deres sabotage og frihedskamp tog troskaben over for den danske sag alvorligt? Var det virkelig disse mennesker, der egentlig skabte splittelsen?

 

Nej! Det var tværtimod de partier og den regering, der samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Den regering, der ikke så dansk selvstændighed, frihed og identitet som noget, der var værd at forsvare. Den regering, der derfor først tænkte på ’ro og orden’. Først tænkte på ’sikkerhed’ og ’hensyn til udenlandske magter’. Troløshed.

 

Der er overhovedet intet, der splitter nationalt, sådan som national troløshed gør det? For i denne troløshed undermineres det hele.

 

Venstre svigt – Venstres troløshed

Her finder vi Schall Holbergs eget parti Venstre som troløshedens parti i Danmark. Dette liberale lurepasser-parti, der aldrig klart har villet holde fast i den indforståede og selvfølgelige troskab mellem danskere. Det parti, der i en liberalistisk troløshed altid er parat til at blæse dansk selvbestemmelse og dansk folkelig sammenhæng en hatfuld; og som i sin troløse liberalistiske internationalisme er parat til at sælge ud af hvad som helst, der er dansk.

 

Det parti, der altid er parat til at ligge i med internationale ludere, som splitter den danske folkelige sammenhæng og nedbryder den folkelige troskab. Og som gennem EU, internationale konventioner og menneskerettigheder bringer en grænseløs international, globaliseret magt og ret ind i Danmark. Som forråder det folkelige sammenhold og fællesskab ved at ved at bringe en overflod af fremmede mennesker, fremmed religion og kultur ind i Danmark. Og som bruger disse ting i den politiske kamp for at nedbryde troskaben mod Danmark og dansk sammenhængskraft.

 

Og så skal vi høre, at en repræsentant for dette troløshedens lunkne lurepasser-parti, Britta Schall Holberg, påstå, at det er Dansk Folkeparti, Kjærsgaards eget parti, der splitter det danske folk. DF, der om nogen har stået for troskaben mod danskheden, dansk identitet og dansk selvstændighed. Og som er blevet svinet til for netop denne troskab.

 

Venstre er et udansk parti, der fremmer den folkelige opløsning. For i alt væsentligt ligger Venstres troskab og hjerte uden for Danmark.

 

Det var Venstres statsminister Erik Eriksen, der i 1953-Grundloven fik indført den § 20-bestemmelse, der muliggør overdragelse af de danske myndigheders beføjelser til mellemfolkelige myndigheder, herunder EU. Og det er Venstre, der gennem mange tiår har medvirket til at misbruge denne paragraf ganske uhæmmet til opløsningen af det danske folks selvbestemmelse og identitet. Og som stadig gør det. Og det er Venstre-manden Lars Løkke Rasmussen, der nu nægter at tage et opgør med de internationale konventioner, der forhindrer Danmark i at få fuld kontrol med sine grænser og indvandringen. For Venstre kender ingen fasthed i troskab mod det danske. Venstre er troløshedens parti.

 

Sammenhængskraft, fred og orden i et samfund kræver troskab mod den nationale selvbestemmelse og den folkelige identitet. Men alt dette er ødelagt i ikke blot Danmark, men i hele Europa.

 

Hvis store dele af den danske befolkning og et politisk parti (og flere nydannede partier) protesterer – og gør oprør – mod dette, så er det sandelig ikke disse protesterende danskere, der skaber splittelse. For med deres protester ytrer de trofasthedens anklage mod dem, der ikke vil forsvare Danmark og danskerne.

 

Så er det Venstre og Britta Schall-Holberg, der skaber splittelse. Vi ser det tydeligt i dag; for Venstre er et skrupforvirret parti. Det er enhver, der ikke ved, hvad troskab er.

 

Jens Kristian Bech Pedersen er pensioneret oberstløjtnant og cand.teol.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…