Der bor mange flygtninge i Danmark, og dem taler politikerne meget om at få i arbejde. Men det kan være noget af en udfordring i de små lokalsamfund rundt omkring i landet.
I øjeblikket bor der for eksempel 350 flygtninge på Samsø. Øen har samlet set omkring 4000 indbyggere. Næsten hver 10. beboer er altså flygtning.
Flere politikere på Christiansborg har talt varmt for, at nogle af de mange nye flygtninge skal overtage de jobs, som østeuropæiske arbejdere har i dag.
Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet har ligefrem kaldt det et hovedformål i forbindelse med de kommende forhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter (Fyens Stiftstidende).
På Samsø er flere arbejdsgivere imidlertid noget kritiske over for ideen. En af dem er Søren-Peter Kjeldahl, som driver landbrugsvirksomhed på øen med sin bror.
De to brødre har i øjeblikket otte litauere ansat, og de bliver ikke skiftet ud, slår han fast over for TV2 Østjylland:
”Det kommer ikke på tale her hos os. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Medarbejdere, som troligt er mødt op hver eneste morgen og har passet deres arbejde, de bliver ikke smidt ud, fordi der kommer 350 flygtninge til Samsø”, siger Søren-Peter Kjeldahl.
En anden selvstændig på Samsø er Mogens Mahler, som er bæravler. Han er lidt mindre kritisk over for politikernes ide, men nærer en vis bekymring for kulturforskellen:
”Hvis de (flygtningene, red.) vil lave noget og vil gå til den som østeuropæerne normalt gør, så skal de også have muligheden for det. Jeg kan måske frygte lidt, at deres kultur er en anden, men det må jo komme an på en prøve”, siger Mogens Mahler til Tv2 Østjylland.
Forestillingen om, at de mange nye flygtninge rask væk skal overtage østeuropæiske arbejderes job, vækker altså ikke ligefrem jubel hos de to erhvervsdrivende på Samsø, selvom Mogens Mahler ikke afviser det.
Om ideen så kan blive til virkelighed andre steder på Samsø og i landet som helhed, må tiden vise.
Kilder:
http://www.fyens.dk/indland/Partier-vil-sende-flygtninge-ud-i-oesteuropaeernes-job/artikel/2941609