Det får dig op af sofaen og ud i den friske luft. Det får computerfikserede børn ud i den virkelige verden, hvor de får masser af nye venner. Det får forældre til at lave noget sammen med deres børn og så taber man sig, imens man spiller.
Ideen med spillet er, at man er nødt til at forlade den virtuelle verden og begive sig ud i den virkelige verden med sin smartphone i hånden. Man skal finde og fange Pokémoner og det kræver at man bevæger sig rundt.
Man kan ikke snyde og f.eks. køre i bil, fordi farten skal være under 20 km i timen. Så man må enten op på cyklen eller gå i jagten på Pokémonerne. Man kan også udklække sjældne æg og jo længere man går, jo større er sandsynligheden for at få et sjældent æg.
Og man møder Pokémon-jægerne overalt, hvor man færdes. De snakker og de hygger sig og de er i alle aldre. Kort sagt må man bare konstatere, at Pokémon Go er en kæmpesucces, der endelig har knækket den kode, der fik motion ind i spilleverdenen. Noget Nintendo Wii havde knap så meget held med.
Men ak, der er altid en “Rasmus Modsat” en pessimist eller en lyseslukker, der skal ødelægge glæden og succesen. Findes det negative element ikke, så opfinder man lynhurtigt et. Det virker næsten som om, at det skal tales ned for enhver pris.
Som med så meget andet, er det så også sket for Pokémon Go. For spillet ekskluderer nemlig de børn, der ikke har den rigtige smartphone, mener lektor ved psykologi på Københavns Universitet Pernille Hviid:
“Den kommercielle kultur har rigtig meget at sige i forhold til børns fællesskaber. De giver både gode muligheder for at børn kan lave noget sammen, men der sker også en udskilning. Lige meget om det er Pokémon GO eller andet dyrt computerspil, når det handler om så mange penge, som en smartphone nu engang koster, vil der altid være en stor gruppe, der ikke har råd til at være med. Og det er synd for de, der er udenfor og ærgerligt for fællesskabet”, siger hun til Ekstrabladet.
Hun mener, at man skal forholde sig kritisk og konstruktivt til den kommercielle børnekultur
Måske var det bedre, at en lektor ved psykologi lærte børn, at der faktisk er forskel på folk og at dette ikke kan ændres. Fremfor at forsøge at tilpasse virkeligheden til børnene, var det bedre at forsøge at tilpasse børnene til virkeligheden.
Der er altid nogen, der har noget andre ikke har og det må man bare lære at leve med. Pernille Hviid overser fuldstændig, at hvis en gruppe børn er uden mulighed for at spille Pokémon Go, så har de jo allerede et fællesskab sammen som “de ekskluderede”. Mon så ikke de finder på noget andet at lave sammen? Børn er jo faktisk meget kreative, selvom voksne som Pernille Hviid forsøger at styre hvert minut af deres liv.
