Ensom galning eller skummel konspiration? – Ny dansk bog om Palme-mordet

BKP / Wikipedia

Der er gået mere end 30 år, siden Sveriges statsminister, Olof Palme, på klods hold blev dræbt af et revolverskud en kold februaraften i Stockholm. Sagen er aldrig blevet opklaret. Hvem var morderen? Eller var der flere? Hvorfor skulle Palme dø?

 

Og hvorfor gik alting galt i opklaringsarbejdet? Disse spørgsmål har affødt en mindre bogbjerg, hvor alle mulige – og ikke mindst umulige – teorier er blevet afprøvet.

 

Nu er der udkommet endnu en bog om sagen, og man kan spørge sig selv, om det nu også er påtrængende. For bogen bringer ikke noget egentlig nyt, men opsummerer kendt stof.

 

Efter en kort gennemgang af sagens hovedperson – ”den klassiske klasseforræder” – får vi den velkendte historie om et politiarbejde, der allerede fra starten var pinligt forkludret, og om en enke, som nærmest modarbejdede en opklaring.

 

Vi hører om jagten på ”den ensomme galning” og bliver trukket igennem kurdiske vildveje. En vis Christer Pettersson dukker selvfølgelig op, ligesom forskellige konspirationsteorier gennemgås.

 

Palme-sagen er så fuld af ’crap’ – ligesom så mange andre berømte mordgåder. Ikke kun politiets rolle er forstemmende; det er pressens også. Det så man desværre også i danske aviser ved den nylige markering af 30-året for mordet. De samme overfladiske gentagelser om, at det var Christer Pettersson – for det havde Lisbeth Palme jo selv sagt! Kunne journalisterne da ikke bruge bare et par timer på at sætte sig ordentligt ind i stoffet?

 

Thomas Ladegaard, der tidligere har udgivet en bog om mordet på John F. Kennedy, har i modsætning til journalisterne godt fat i stoffet, som er enormt og sine steder labyrintisk. Bogen bygger ikke på selvstændig forskning, men formidler på udmærket vis, hvad andre har gennemtygget. Den kan anbefales til alle travle mennesker, som hurtigt ønsker at sætte sig ind i sagen eller få den genopfrisket. Den giver blod på tanden til mere dybdegående studier, for den er både vanvittigt spændende og uhyre traumatisk.

 

Det er befriende, at forfatteren ikke kommer med sin egen forkromede teori, men giver plads til, at læseren selv kan tænke tanker. Loyalt lægger han de mange forskellige opklaringsforsøg frem og sætter sine plusser og minusser.  Dog er det tydeligt, at han selv hælder mest til det såkaldte ”politispor”, som går ud på, at det var højrekræfter inden for politi, efterretningsvæsen og militær, som stod bag.

 

Konspirationsteorier har det med at fascinere. Men måske er sagen meget mere enkel og ukompliceret, jf. den korte gennemgang af Paul Smiths teori om en vis anden Christer. En meget besnærende løsning, hvor rigtigt meget taler for – og en enkelt ting imod.

 

Én ting er sikkert: den sidste bog om Palme-mordet er ikke skrevet. Ladegaards er et godt sted at begynde.

 

Læs også
Dannebrog: Folkets flag og et nationalt symbol – en bog skrevet med et varmt, dansk hjerte

Torsten Dam-Jensen

Thomas Ladegaard, Palmemordet.

Nyt Nordisk Forlag 2016.

206 sider, illustreret, kr. 269,95

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…