Oberst Eigil Schjønnings tale 4. maj på Kastellet: Vi står med et et utilstrækkeligt, uforberedt og irrelevant forsvar

forsvaret.dk

Eigil Schjønning er oberst og chef for Totalforsvarsregions Sjælland med hovedkvarter på Kastellet. Her blev der traditionen tro holdt en mindre parade, hvor Eigil Schjønning talte for officerer og befalingsmænd samt andre interesserede.

Vi bringer her talen, som vi bringer i sin helhed:

 

Mine damer og herrer

 

Velkommen til Totalforsvarsregion Sjællands markering af 71 års dagen for Danmarks befrielse.

 

Modstandsbevægelsen

I 71 år har Danmark været et frit land. Et land hvor den enkelte har ret til frit at tænke, tale og tro.
Men det er en ret, der ikke er kommet af sig selv. Derfor markerer vi stadigvæk dagen, i respekt for dem der kæmpede og faldt.

 

Uden militære forudsætninger, uden organisation og uden våben startede få danskere under besættelsen den nødvendige kamp for at bevare det danske rige, den danske kultur og den danske styreform.

 

De gjorde modstand mod en besættelsesmagt, der havde angrebet og besat Danmark. De valgte at kæmpe i stedet for at leve med bøjet nakke i et land, de ikke længere kunne føle var deres.

 

Mange betalte den højeste pris. Det er derfor vi i dag hilser dem i respekt for deres beslutning, for deres vilje og for deres kamp.

 

NATO

”Aldrig mere en 9. april” blev mottoet for genopbygningen af landets forsvar, for etableringen af Hjemmeværnet, og for at vi blev medlem af NATO.

 

Danmark er en småstat. Småstaters sikkerhed er helt afhængig af alliancer som for eksempel NATO. For at være et troværdigt medlem af en alliance skal man yde sin del og betale sin del. Man kan ikke betale sin del til en forsvarsalliance med en stor villighed til at gå i krig langt væk i verden, med en del af et supersygehus eller med en ældrecheck.

 

Læs også
EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde

Et land må betale for sin sikkerhed før der overhovedet er grund til at diskutere eller endsige investere i ”velfærd”.

 

Netop nu i bliver der af de nuværende politikere holdt taler, og mon ikke både modstandsbevægelsens indsats bliver fremhævet og ”aldrig mere en 9. april” bliver nævnt.

 

Men ordene er ikke det papir værd de er skrevet på, før de samme politikere tør have holdninger, tør diskutere og tør tage de hårde beslutninger om landets sikkerhed.

 

Hjemmeværnet

I 1945 sendte de politiske partier, i enighed, den bevæbnede modstandsbevægelse ned for at bevogte grænsen, indtil politi og militær atter var bragt på fode, så de kunne overtage opgaven. I tiden efter lovede de samme politiske partier, at Danmark ikke igen skulle tages på sengen med et utilstrækkeligt, uforberedt og irrelevant forsvar.

 

Nu står vi så her 71 år efter.

 

Aggressive statsledere agerer præcis som de har lyst til i vores nærområde. De tilsidesætter almindelige anerkendte spilleregler mellem stater, og de anvender i stedet “den stærkes ret”.

Læs også
Danmark skal have et stærkt forsvar

 

Der er tydelige paralleller til truslen, som den manifesterede sig op igennem 30erne.

 

Den arabiske verden og store dele af Afrika står i flammer, og mørkets kræfter, der vil kvæle den måde vi har valgt at leve på, rykker stadig nærmere. Terroren er de mørke kræfters våben, og den bliver stadig voldsommere og stadig mere professionelt udført.

 

Alligevel har landets politikere – i enighed – over en årrække neddroslet Danmarks evne til at kunne forsvare sig mod både ydre og indre fjender.

 

På trods af flere års fremragende indsats i de fredsstøttende operationer er landets militære styrker nu kun i begrænset omfang i stand til at hævde Danmarks og Rigsfællesskabets suverænitet, kun i begrænset omfang i stand til at indgå i alliancens forsvar, og samtidig kan de kun yde en helt minimal støtte til totalforsvaret af Danmark ved terrorangreb og anden usikkerhed.

 

Med andre ord, så står vi faktisk netop nu med et utilstrækkeligt, uforberedt og irrelevant forsvar.

 

Hjemmeværnet – opstået fra den modstandsbevægelse, som vi mindes i dag – har gennem en årrække desværre tillagt sig en stadig mere civil tilgang til de opgaver, der skal løses. Vores image er kraftigt på vej væk fra det, der burde karakterisere en militær organisation.

Læs også
Muslimer i forsvaret blev et alvorligt problem, da soldaterne skulle yde førstehjælp

 

Et tydeligt tegn på dette er, at når der i disse dage ofte tales om støtte til et nedslidt politi, så føler både politikere og embedsmænd sig automatisk kaldet til at understrege, at hjemmeværnets indsats naturligvis skal ske ubevæbnet.

 

Hver eneste gang der herhjemme bliver talt om våben i forbindelse med indsats med soldater fra forsvaret eller med soldater, der er frivillige i hjemmeværnet, så ryster myndighederne i bukserne. Det er som om de ikke kan forestille sig, at for 71 år siden var der ingen stat, der var ingen politi, og der var ingen retfærdighed. Der herskede kun den stærkes ret og terror.

 

Virkeligheden er jo, at vores sikkerhed og vores ret til at tænke tro og udtrykke os er ganske skrøbelig.

 

Derfor er det jo ikke i balance at forbyde soldater at bære våben under løsning af en bevogtnings- eller en sikkerhedsopgave!

 

Kan man forestille sig nogen større desavouering af en soldat? Noget mere markant udtryk for mistillid til os?

 

Jeg vil her gerne udtrykke min uforbeholdne tillid til jer og til de hundreder af frivillige hjemmeværnsoldater, der bruger al deres fritid på at opbygge militære kompetencer til gavn for forsvaret af Danmark, og som en garanti for, at vi trods alt kan imødegå fjenden, når angrebet igen rammer os.

Læs også
Partier kræver redegørelse: Grotesk at bruge tvangsarbejdere

 

Der påhviler os alle en stor opgave med at få korrigeret omgivelsernes opfattelse af hjemmeværnet og vores militære kompetencer.

 

Tak for jeres tålmodighed – jeg glæder mig til arbejdet sammen med jer.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…