Der var engang, hvor uddannelse blev anset for en alvorlig sag, så alvorlig at forældrene sørgede for, at børnene kom til timerne, og kun holdt ferie, når skolen holdt ferie.
Det var dengang, hvor også skolerne tog mødepligten alvorligt og holdt omhyggeligt regnskab med fremmødet.
Nogle skoleledere stod ligefrem ved skoleporten og hilste på elever, der kom for sent, og andre ringede hjem til forældrene, hvis børnene ikke var mødt op. Dengang var der heller ikke tvivl om, at undervisningsministeriet og folketingets politikere bakkede skolerne op, når de stod fast på mødepligten.
Skolen er blevet en slags fritidstilbud
Sådan er det ikke mere. En påfaldende stor del af forældrene har ikke respekt for skolens undervisning og tager uden blusel deres børn ud af skolen, når det passer dem, for at tage på ferie.
De betragter tilsyneladende skolen som en art fritidstilbud med børnepasning, der skal tilpasse sig deres individuelle liv. De er altid parate til at kræve deres ret, hvad enten de har det eller ej, men har straks sværere ved at acceptere, at der også følger pligter med børnenes skolegang og en tilpasning til skolens fællesskab.
Derved nedbryder de skolens autoritet, og heri er de gennem flere årtier blevet støttet af politikerne, som har ladt skolerne i stikken og fjernet stort set alle skolernes sanktionsmuligheder. Lærerne og skolelederne har ikke fået det opbakning, de har brug for til at være skole. Det er ikke så mærkeligt, at der har været problemer med ledelse af folkeskolerne, og at det ikke er de bedst kvalificerede, der søger læreruddannelsen.
Rundspørge
En rundspørge, som Berlingske har gennemført (11/3), viser, at der i hver klasse er mindst tre elever væk uden for skoleferierne. På én folkeskole er der i gennemsnit 10 forældre om ugen, der beder deres børn fritaget for undervisning, og hvis de ikke får fri, tager de bare børnene ud alligevel.
Folkeskolens ledere var tidligere stærke modstandere af ferier uden for skolernes officielle ferier, men nu siger størsteparten, at de ikke ser det som et problem, at eleverne holder ski- eller badeferie i skoletiden. En skoleleder hævder ligefrem, at ”børnene profiterer af samværet med forældrene i ferierne.
Uanset om det er en skiferie i Norge eller en ferie på Mallorca, lærer de noget af det”. I stedet for at stå vagt om undervisningen, sådan som de tidligere gjorde, udsender de i realiteten en falliterklæring og forsøger at gøre en dyd af en nødvendighed. Nu hedder det altså fra skolens ledere, at en uge på ski i Norge uden problemer kan erstatte en uges undervisning i Folkeskolen.
Nogle forældre beder om tilladelse fra skolen til at tage på ferie i skoletiden, men flere skoleledere siger ligeud, at det kan være lige meget med at give tilladelsen, for forældrene gør det alligevel, og skolelederen har ingen magtbeføjelser til at gøre noget ved det. Hvad værre er, hverken Skolelederforeningen eller Danmarks Lærerforening ønsker magtbeføjelser i sådanne tilfælde. Det havde man i princippet indtil 1970, hvor man kunne give bøder, hvis børnene ikke overholdt mødepligten, og man kan selvsagt ikke lede en skole uden at have sanktionsmidler. Det forstår foreningerne åbenbart ikke. De har tilsyneladende givet helt op.
Skoleledernes: Det lever vi med
Skoleledernes formand siger, at lederne har ”lært at leve med, at det er sådan, det er, og man ønsker ikke krig i samarbejdet med forældrene”. Det er en interessant ledelsesstil, skolelederne forestiller sig passende for en folkeskole. Ledere der ikke vil lede, men gerne lader sig lede af forældrene.
Det er måske alligevel forståeligt, at skolelederne er blevet demoraliserede, for hvor tidligere undervisningsministre uanset partifarve insisterede på, at børn og forældre skulle holde deres ferier i skoleferierne og ikke i skoletiden, lyder der ganske andre toner fra den ny undervisningsminister. Hun glæder sig i stedet over det gode samarbejde mellem skoleledere og forældre om at placere ferier i skoletiden. Skolelederne har ”en god dialog med forældrene, og det er det vigtigste for mig”, siger hun. Dialog er åbenbart vigtigere end undervisning.
Ministeren: Forståelse
Ministeren bruger som et godt eksempel en skoleleder i Albertslund, der har fortalt hende, at nogle familier rejser uden for skoleferierne, fordi det er billigere, og at man der har besluttet at vise forståelse, for ”ferierne giver en merværdi for eleverne, fordi de kommer ud og får nogle oplevelser med familien”.
En fast vinterferie for alle elever blev ellers indført for nogle år siden for netop at give familierne mulighed for at få nogle fælles oplevelser, men uden at det gik ud over undervisningen.
Nu har vi altså en minister med ansvar for uddannelsen af børn og unge i dette land, der glæder sig over, at skolen ikke gør vrøvl, når forældrene tager på ski- eller badeferie med deres børn i skoletiden, fordi det er billigere, selv om eleverne derved mister en eller flere ugers undervisning. Det er et interessant skolesyn og på værdien af undervisning og uddannelse.
Det ville være spændende at få at vide, om ministeren støtter rejser uden for skoletiden til alle destinationer, for hun vil formentlig få svært ved at forklare somaliske familier, at det ikke går an at sende lille Amira på koranskole i Mogadishu, mens det er helt i orden at lille Charlotte går på skiskole i Val d’Isere.
Vi har formodentlig de ledere og den minister, vi fortjener, men har folkeskolen og eleverne virkelig fortjent ledere, der kryber i flyverskjul og er bange for at lede, og en minister, der mener, at en uge i livets skole på løjperne sagtens kan opveje en uges undervisning?