En ny, lang og langsom 9. april

”Aldrig mere en 9. april”, sagde man, da Danmark i 1945 var blevet befriet efter den tyske besættelse.

 

Dengang i 1945 var det blevet klart for danskerne, hvad frygt og fejhed, angst for konfrontation og manglende vilje til at forsvare landet og befolkningen måtte føre med sig af ydmygelser og fremmed besættelse. Ikke at krigslykken under et militært forsvar ikke kunne gå Danmark imod; ikke at man ikke kunne lide nederlag over for en stærkere modstander.

 

Men dette: at de danske regeringer og politikere i førkrigsårene og i tiden op til 9. april bestandigt flygtede fra alt, hvad der lugtede af konfrontation og fast og kynisk vilje til at forsvare Danmark; at de bestandigt druknede sig i løgnagtig nedtoning af truslerne.

 

At de lod Danmark dukke sig og ligge død af politiske hensyn og tilpasninger til Tyskland og den europæiske situation; at de slapt og uden modstandsvilje lod tingene ske trin for trin i stedet for selvbevidst, selvstændigt, årvågent og trodsigt at forberede og gennemføre det kontante, effektive og barske danske forsvar, der var brug for i et Europa, hvor der ikke var orden, men hvor kaos og trusler tegnede sig tydeligere og tydeligere. Ganske som i dag.

 

Og endelig på selve dagen, den 9. april: at de lod Danmark ydmyge sig selv ved kun at ville forsvare sig på skrømt; forsvare den danske grænse på skrømt. Ganske som i dag.

 

Nogle symbolske spredte skudvekslinger, nogle få timers ærefuld kamp af de tapre og trofaste, og nogle få døde, så var det slut. En fremmed magts besættelse af Danmark var en kendsgerning.

 

Systemets fallit – ganske som i dag

”Systemet (Stauning og) Munch havde endt sin gerning. Det kunde i den æreløse kapitulation høste, hvad det havde sået,” skrev historikeren Vilhelm la Cour om de regeringer og ministre, der havde ført Danmark ud i den 9. april 1940. Slaphed havde siddet i de danske regeringskontorer – ganske som i dag.

 

”Aldrig mere en 9. april.” Dette danske forsvarsmotto skulle udtrykke, at det efter befrielsen var slut med at lyve sig bort fra truslerne mod Danmark uanset arten af disse trusler; slut med at flygte bort fra den konfrontationsvillighed, som altid vil være nødvendigt for og forbundet med dette at imødegå en trussel og forsvare sit land, sit folk, sin kultur og samfundsindretning, og sin frihed; slut med i føjelighed, konfrontationsangst og servilt samarbejde skridt for skridt at lade sig føre ud i den ustandselige servilitets endelige konsekvens: fremmede magters besættelse af Danmark.

 

”Aldrig mere en 9. april” skulle udtrykke, at sandhed, klarsynet bevidsthed om farerne mod Danmarks frihed, forudseenhed, viden om truslerne, forsvarsvilje, frygtløs handlekraft, standhaftighed i hævdelsen af den danske grænse og omkring dansk selvstændighed i europæisk politik – alle disse ting skulle herefter være ledetrådene i dansk politik.

 

Blev de det? Er det disse egenskaber og ledetråde, der styrer vore regeringer og politikere i dag?

Læs også
Racisme mod franskmænd – de kalder os “hvide svin”

 

Historien gentager sig

”Aldrig mere en 9. april.” Man diskuterer ofte både akademisk og mand og mand imellem, om historien gentager sig. Da man engang stillede forfatteren Martin A. Hansen dette spørgsmål: ”Gentager historien sig?” svarede han: ”Ja, det gør den; for mennesker er så dårlige til at høre efter.”

 

I vor tid oplever vi igen, hvordan viljesvaghed, konfrontationsangst og manglende viden og forståelse for de trusler, som Danmark skal forsvare sig imod, behersker vore ledende politikere. Næsten alle til hobe er de inkompetente undermålere og krystere, hvad angår et standhaftigt forsvar for det danske folks frihed, sikkerhed, sammenhæng, stabilitet og tusindårige tro og kultur i danskernes eget hjemland.

 

I de seneste årtier har skiftevis Systemet Socialdemokratiet og systemet Venstre villigt og føjeligt i både udenrigspolitik og indenrigspolitik kastet den fulde danske kontrol over adgangen til Danmark for fremmede menneskers undertrykkende og imperialistiske tro og kultur fra sig.

 

Af føjelighed over for menneskerettigheder, EU-bestemmelser, internationale konventioner. Og ud fra en højtravende overtro på den frie bevægeligheds fagre socialistiske og liberalistiske muligheder baseret på den virkelighedsfjerne proklamation: ”Kulturer og religioner og markeder i alle lande! Foren jer!”

 

Muslimsk erobring af Danmark

Så skal det jo nødvendigvis ende galt og resultere i, at Danmark bliver oversvømmet af mennesker, indvandrere og flygtninge, der mener, at de har ret til at invadere Danmark med deres kultur og religion uden at tage hensyn til, hvad Danmark er, hvad danskerne selv ønsker at være, og hvilket samfund danskerne selv ønsker at have.

Læs også
DA: Kommuner kan spare millioner ved færre indvandrere på offentlig forsørgelse

 

Muslimsk erobring af Danmark, det er dette, Danmarks politikere gennem de seneste 50 år har ført os ud i. Som man sår, sådan høster man.

 

Danmark uden statsmænd

Standhaftige danske statsmænd, der er karakterfaste i deres forsvar for Danmark, har Danmark overhovedet ikke. I det seneste halve århundrede har de alle ladet det ske: Anker Jørgensen, Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen.

 

Alle til hobe har de kun opfattet sig selv som bureaukratiske funktionærer til intern udvikling af dansk velfærd uden blik eller forståelse for de enorme, katastrofale kræfter, som folkevandringer og kulturelle og religiøse forskelle indeholder.

 

Selv de ministre, der enkelte gange gennem de seneste årtier har mandet sig op til stramninger for indvandring og fremmedes ophold i Danmark, har gennemført disse som stramninger i de nyankomnes velfærdsydelser og opholdsbetingelser, som i sidste ende lod det være op til de nyankomne selv, om de alligevel ville finde disse stramninger og opholdsbetingelser tilstrækkeligt attraktive.

 

Afgørelsen var fortsat de fremmedes egen, ikke danskernes – ud fra den servile devise: ”Vi beder jer så mindeligt om at blive væk; vil I ikke godt? Vi ved ikke, hvad vi ellers skal gøre!”

 

Læs også
Tyrkiet oversvømmer Europa med migranter

Intet modigt dansk: ’No way’

Der er ingen dansk statsminister, der som australierne siger: ”No way!” Der er ingen dansk statsminister, der som tjekkerne siger, at muslimerne i praksis er umulige at integrere i europæisk kultur, og at de derfor ikke vil have muslimer ind i landet.

 

Der er ingen dansk regering, der som Ungarn og andre østeuropæiske lande overhovedet vil eller tør rejse et 65 km langt grænsehegn langs den dansk-tyske grænse og opstille permanent passagekontrol for at markere, at det alene er danske myndigheder, der bestemmer, hvem der har adgang til Danmark, og hvordan grænsen skal passeres.

 

Og oh, skræk og gru! Ingen dansk regering ville overhovedet turde at håndhæve dansk myndighed og forsvare et opstillet dansk grænsehegn med våbenmagt: at skyde mod de flygtninge, der ikke respekterer national og territorial myndighed, men rask væk gennembryder eller nedriver de grænsehegn, der forhindrer dem i at færdes, hvor det passer dem – ganske som vi ser flygtninges rasende angreb på og nedrivning af grænsehegn på Balkan.

 

Danskernes sikkerhed og overlevelse kræver 100% grænsekontrol

En sådan sikkerhed og omsorg for den danske befolkning har aldrig ligget disse inkompetente danske politiske velfærdsfunktionærer på sinde. De har overhovedet ikke andre overordnede eller ophøjede nationale mål end dette ene: Velfærd. Nationale statsmandstanker ligger dem fjernt; de har slet ikke modet til at gøre sig sådanne tanker.

 

Den grænsekontrol, Danmark har i dag, er en stikprøvekontrol på ganske få grænseovergange; dvs. den er ufuldstændig, ineffektiv og altså latterlig symbolsk i sin føjelighed og skræk for effektiv og konfrontativ markering af, hvad det er, Danmark vil forsvare.

 

Læs også
Ved dette valg står Danmark over for to store kriser: ændringen af befolkningen og klimakrisen – men kun den sidste omtales

Og hvad er meningen, når Lars Løkke Rasmussen nu siger: ”Der kommer ikke flere stramninger?” Det betyder: at indvandringen af muslimer langsomt, men sikkert fortsætter; og at det danske samfunds indre harmoni, stabilitet og sikkerhed undergraves mere og mere dag for dag.

 

Som man sår, sådan høster man. Det var konsekvensen den 9. april 1940; det er også konsekvensen i dag.

 

Advarsler mod muslimsk religiøs imperialisme

250.000 muslimer befinder sig nu i Danmark.

 

Der har i årevis lydt advarsler til politikerne om konsekvenserne af dette; mange indsigtsfulde mennesker har kaldt til modstand og skrevet bøger og massevis af avisartikler om dette. På internettet florerer danske modstandsaviser og frihedsblade, der grundigt, sobert, klarsynet og uden frygt dokumenterer alt dette – og maner til modstand.

 

Dag ud og dag ind har der gennem årene været episoder i Danmark og resten af Europa, der taler realiteternes tydelige sprog om, hvad islamisk underkastelse betyder, og hvordan det gennemføres. Ingen kan være i tvivl om situationen og farerne. Men politikerne har været totalt døve.

 

Og nu igen! Nu igen skulle man tro, at ingen, der har fulgt TV2´s udsendelser om ”Moskeerne bag sløret” kan være i tvivl om, hvad det danske samfund er oppe imod. Danmark er besat. Af en fremmed lovfundamentalistisk religion og en islamisk livsforståelse, som forkaster alt, hvad vi opfatter som kerneværdier i det danske samfund og i Europa.

Læs også
Vi skal ikke give os selv skylden for muslimers radikale holdninger

 

Besættelsens konsekvenser

Det har medført splittelse, kultursammenstød, udbredte seksuelle og korporlige overgreb, oprør mod myndighederne, ringeagt for og fordækt kamp mod dansk lov og tænkemåde, religiøs tvang, udnyttelse af Danmarks sociale systemer, apartheidagtige holdninger til danskerne, terror, bandementalitet og forøgelse i antallet af religiøst motiverede overfald.

 

Autonome parallelsamfund, overbelastning af dansk politi, behov for militær støtte til politiopgaver, almindelig frygt, indskrænkning af ytringsfriheden, uanstændige velfærdsmæssige krav stik imod det danske socialsystem, chikanering af danske socialkontorer og sygehuse, muslimsk særbehandling i påklædning og i socialt samliv, opbygning af muslimske enklaver og uintegrerede zoner – alt dette og meget mere er ført ind i Danmark; af vore egne politikere.

 

Danmark er blevet gjort til et krigens hus, et hus i splid med sig selv; af vore egne politikere.

 

Uophørlig strid og umulig integration

Og dette vil aldrig ændre sig. For al fremtid vil de mest pinefulde og krævende temaer i dansk indenrigspolitik være stridsspørgsmål i medfør af islams stigende og mere og mere selvbevidste dominans i Danmark; de stridsspørgsmål, som vi med et eufemistisk udtryk kalder integration. Allerede gennem mange år har vi sat en hel minister på dette tema.

 

Det vil aldrig høre op, men blive værre og værre. Indtil enhver tanke eller politisk tale om integration fordufter op i den blå luft som det naive drømmesyn, det er.

 

Indtil Danmark er muslimsk og de sidste kristne danskere om mange år må flygte ud af landet, for at redde livet – sådan som det gennem århundreder er sket alle andre steder, hvor islam og muslimerne gennem deres religiøse imperialisme og flokmentalitet har presset al anden religion ud.

 

Hvorfor skulle det gå anderledes i Danmark? Må Gud i Himlen bevare os!

 

Muslimers mængde og jihadisk magt og ret

Ikke enhver muslim er terrorist eller antidemokrat. Ikke enhver muslim nærer uvenlige, mistænkelige, antidanske holdninger, som vi har set det i ”Moskeerne bag sløret.” Ikke enhver muslim er en bevidst religiøs antagonist.

 

Men 250.000 muslimer i et samfund som det danske giver en kollektiv muslimsk selvsikkerhed, styrke og en religiøs flokmentalitet, som ingen af politikernes socialpædagogiske integrationsteknikker kan fjerne eller assimilere bort.

 

250.000 muslimer giver de muslimske samfund i Danmark tilstrækkelig selvbevidsthed til at kunne sige: ”Vi har mængdens ret til at være her. Ingen har ret eller magt til at afvise os og vores egen måde at leve på. Vi har mængdens ret til at afvise dansk levevis, dansk myndighed og dansk moral og adfærd. Vi har ret til at være et muslimsk samfund i jeres samfund. Og vi har ret og mængdens magt, ja pligt til at arbejde for, at alt omkring os i Danmark bliver muslimsk; for vores ret og pligt er en guddommelig ret og pligt hævet over al danskhed, dansk lov og myndighed og danske traditioner.”

 

Som det blev sagt i moskeen: ”Vi går ikke til danskerne.”

 

Den evige og overalt gældende jihad er kommet til Danmark; i form af den overalt i historien og verden synlige imperialistiske alliance mellem muslimernes store antal og deres guddommelige islamiske ret over alle de vantro.

 

Den alliance, der er baggrunden for muslimsk ekspansionsiver, som ikke tolererer tilbageslag, og som derfor evig og altid må opretholde et højt jihad-beredskab, for at udøve et konstant religiøst og kulturelt pres på de vantro omgivelser.

 

Islams jihadiske tro er netop at afvise al integration og assimilation: ”I, der tror. Tag jer ikke jøder eller kristne til venner. De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Gud retleder ikke de folk, der handler uret” (Sura 5,51).

 

Denne alliance gør enhver skelnen mellem moderate og radikaliserede muslimer aldeles og principielt ligegyldig for det forsvar i form af det benhårde indvandrings- og flygtningestop og for den hjemsendelse af muslimer, der er nødvendig, for at Danmarks og Europas traditionelle demokratiske, religiøse, borgerlige, kulturelle og adfærdsmæssige frihedsrettigheder ikke skal undermineres af islamisk lovreligion.

 

Moderate og radikaliserede muslimer – i afgørende og skæbnesvanger grad er de allierede i den samme ideologi, hvad der til Europas overraskelse og skræk er dokumenteret i hyppige undersøgelser af muslimers holdninger til de vestlige samfund. Det ligger ikke i måden, men i holdningen.

 

Alle gruer vi for vold og terror, og vil bekæmpe dette, for at få fred og sikkerhed i vore samfund. Men til syvende og sidst er det ikke måden, hvorpå Danmark og Europa islamiseres, der er afgørende, men derimod at det sker.

 

Det tabte Danmark

Danmark bliver aldrig det samme igen.

 

Helle Thorning-Schmidts: ”Vi skal genskabe Danmark, som det var.” Eller Helle Thorning-Schmidts bedrøveligt handlingssvage ord efter seneste terror-aktion i Danmark: ”Nu må vi stå sammen.”

 

Ganske som Folketingets daværende formand Hans Rasmussen udtalte som de afsluttende ord under den danske Rigsdags møde om aftenen den 9. april 1940: ”Sammenhold må til! Tvedragt må forsvinde. Nu er det Danmark og Danmark alene, det gælder”.

 

Hvad mente Thorning-Schmidt og Hans Rasmussen? Mon blot dette, at vi skal huske at holde hinanden i hånden i nederlaget og mens vi drukner? Nej, de mener, at danske politikere skal holde hånden over hinanden for deres katastrofale fejltagelser. Og fortsætte i den samme servile ånd, som de altid har gjort. De stiller sig jo ikke op og siger: ”Nu kan det fand´me være nok”, og handler barsk og standhaftigt derefter. For modstand og konfrontation til forsvar for Danmark og det danske folks frihed, dét vil de ikke.

 

Eller Lars Løkkes Rasmussens: ”Vi skal passe på Danmark” – alt sammen er det drømmesyner om, hvad der allerede er tabt, fordi ingen dansk statsminister havde viden, mod eller format til at forsvare Danmark, mens tid var. En ny, lang og langsom 9. april er over os.

 

Nu håber vi lige som sidst på, at andre og mere markante europæiske lande skal gøre arbejdet for os, og gøre en ende på den frie bevægeligheds kaos i Europa, for at lade fornuften og ikke det rene sværmeri råde.

 

Kan vi forvente, at dette sker?

 

Appeasement – migrationen fortsætter

Efter aftalerne med Hitler i München 1938 udtalte den britiske Neville Chamberlain ved sin hjemkomst: ”Der er sikret fred i vor tid.” EU-præsident Donald Tusk har netop her efter EU-topmødet marts 2016 kort og godt konkluderet, at »tiden med ulovlig migration til Europa er ovre.«

 

Ja, smart! Europas paralyserede politikere lovliggør bare ved hjælp af aftaler med Tyrkiet den tyrkisk-muslimske migration, som de hverken har dygtighed, mod eller kynisme nok til at afværge. Appeasement! Selv om det i dag er en ganske anden sag og en anden situation, så vil aftalerne med Tyrkiet ligne Chamberlains naive aftaler med Hitler i 1938.

 

At EU i sine aftaler med Tyrkiet er på vej til at løse indvandringskrisen ved at ”lovliggøre” migrationen er en fejlkurs og en latterlig måde at sikre friheden og freden i Europa på; islamiseringen og undergravningen af Europas frihedsbårne kultur fortsætter, men nu bare lovligt!

 

Vor moderne og oplyste tid, hvor evindelige modsætninger på Balkan og i det sydlige Rusland mellem kristen og islamisk kultur, herunder Balkankrigene i 1990-erne, to verdenskrige og et sikkert kendskab til de islamiske samfunds splidagtige og undertrykkende karakter, har lært os alt om de fundamentale modsætninger i Europa og mellem kristne og islamiske kulturer.

 

Og dog må man spørge: ”Hvad har vi dog gjort, at vi skal tåle politikere af en så ringe indsigt, visdom, mod og standhaftighed?”

 

Modstand!

Modstand! Sent skulle man under Danmark besættelse 1940 – 45 finde ud af, at konfrontation og opgør var den eneste nødvendige vej for forsvaret af Danmark. Det overlod politikerne fejt til andre, nemlig til de almindelige danske borgere, der fandt vej ind i modstandsbevægelsen. Og det var danske borgere, der i augustoprøret 1943 tvang regeringen og politikerne ud af den servile samarbejdspolitik med tyskerne og ud i den nødvendige konfrontation.

 

Den nye, lange og langsomme 9. april for Danmark fortsætter. Hvornår mon danskerne har fået nok? Det bliver ikke kønt, hvis danskerne og andre europæiske folk må gribe til ”fortvivlelsens selvhjælp.”

 

Jens Kristian Bech Pedersen er cand. theol., præst og pensioneret oberstløjtnant

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…