Mistillid til vore soldater – de skal beskytte borgerne, men de må ikke bære våben

Foto: Asger Bonnevie

Forsvarets øverste ledelse har besluttet, at danske soldater, der skal bistå politiet med bevogtning af og sikkerhed ved modtagecentre for flygtninge og migranter mv. ikke må bære våben.

 

Man må være enig med oberst Eigil Schjønning, når han af hensyn til soldaternes sikkerhed protesterer imod, at de skal løse disse opgaver uden våben. Soldaternes sikkerhed kræver våben. Men det er ikke den basale kerne i sagen.

 

Kernen i sagen er mistillid

Kernen i sagen er, at det er våbnet, der gør soldaten til soldat. Og det er netop opgaver med et våben, der gennem hele soldatens uddannelse har givet ham professionalisme, dømmekraft og særlige evner i ekstreme situationer. Situationer, der er mere ekstreme end de situationer, politiet i almindelighed kommer i.

 

Man skiller ikke en soldat fra hans våben, uanset hvilke opgaver soldaten skal løse. Det er sådan, man viser respekt for soldatens uddannelse og professionalisme. Det er sådan, man ærer soldaten for den opgave og det mod, der kræver en soldat og en uddannelse som soldat.

 

Netop dette burde forsvarschefen Peter Bartram være den, der om nogen skulle stå fast på – over for både regering og Rigspolitichef.

 

Soldaten er til at stole på

Men hvem siger, at der skulle blive behov for våben under løsningen af de omtalte opgaver? Hvem siger, at nogle internerede flygtninge ikke kunne blive utilpasse ved synet af bevæbnede soldater? Hvem siger, at det ikke skulle være et uvant billede for danskerne at se bevæbnede soldater i vore byer og vore gader? Hvem siger, at der ikke skulle kunne opstå uønskede situationer?

 

Nej, men så skulle man sandelig ikke have indsat soldater til disse opgaver. Så skulle man have erkendt, at man slet ikke har modet til og heller ikke er egnet til – hverken som regering eller forsvarschef – at have den myndighed, der omfatter indsættelse og brugen af soldater. Men det er jo det, der sker: i disse terror- og krisetider åbenbares myndighedernes mangel på mod, risikovillighed, fasthed og standhaftighed.

 

Uanset hvad der sker: når man indsætter en soldat i en opgave, må man stole på ham, og give ham opbakning i alt, hvad han kommer ud for. Er det da ikke sådan, vi døgnet rundt ser på vort eget politi, uanset hvor meget vi kan tvivle på deres kunnen?

 

Og er det da ikke netop aldeles gavnligt, at den danske befolkning i disse usikre tider omsider kommer til at opleve, at der er nogen, der tager deres sikkerhed alvorligt. Oven i købet, at det er danskernes egne sønner og døtre, der med våben i hænderne bevogter bygninger og mennesker, og værner om befolkningen, uanset hvad nogle uforstandige og tankeløse mennesker kunne få af skræmte tanker over at se et våben eller en bevæbnet dansk soldat midt i den danske offentlighed?

 

Læs også
Dansk politi går ikke med religiøse og politiske symboler – det vil muslimen Maja el-Bitar have ændret

Godt, at vi ikke er i krig

Hver eneste gang, der herhjemme bliver talt om våben i forbindelse med soldater eller hjemmeværnsfolk, så ryster myndighedspersonerne i bukserne. Ak, ak Danmark – man synes ligesom om man har hørt og oplevet det hele før. At danske myndighedspersoner inderst inde er skræmt fra vid og sans over det redskab, som ligger inden for deres myndighedsområde: det militære forsvar.

 

Hvad hjælper alle de stolte og rosende ord om vore soldaters indsats i internationale operationer? Man sender soldaten ud på farlige operationer verden rundt; men når han kommer hjem, tager man våbnet fra ham. Hvad Forsvarschefen afslører her er, at han ikke tror på det, han selv er chef for. Forbud for soldater mod at bære våben under løsning af en bevogtnings- og sikkerhedsopgave! Kan man forestille sig nogen større desavouering af en soldat? Noget mere markant udtryk for mistillid til, hvad en soldat er? Godt, at vi ikke er i krig!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…