Mindre smertefuld skilsmisse

En skilsmisse eller et brud er en alvorlig livsforandring for alle familier – både voksne og børn.

 

Mine egne forældre blev skilt, da jeg var 4-5 år. Og jeg husker det tydeligt som en smertefuld og konfliktfyldt proces. Skilsmisser er i det hele taget ofte en lang og hård kamp med indblanding, af mange forskellige myndigheder.

 

Op mod halvdelen af alle ægteskaber ender tragisk nok med en skilsmisse, og hvert tredje barn i Danmark oplever brud i familien. I Venstre ser vi ingen grund til at trække konflikten i langdrag, idet det specielt går ud over børnene.

 

Vi sætter nu borgeren i centrum ved at indføre 22 nye initiativer der skal modernisere systemet, så vi skåner familier for et kompliceret forløb ved skilsmisser.

 

Langt størstedelen af alle familieretlige sager starter og behandles i Statsforvaltningen, hvor nogle sager kører videre til domstolene. Samtidig køres der sager i kommunen.

 

Det er et unødvendigt og alt for kompliceret system. De mange veje, en sag kan gå, bliver kun flere af, at hver myndighed har sin egen klage- eller ankestatus.

 

Ved at indføre et forenklet system med en samlet struktur, gør vi processen hurtigere, mere effektiv samtidig med, at vi moderniserer systemet.

 

Mange familieretslove er helt tilbage fra 1920’erne, og måden hvorpå familier lever og indretter sig sammen, har ændret sig betydeligt – derfor skal vi have et mere enkelt og gennemskueligt familieretligt system, der gør skilsmissen mindre smertefuld og lettere for familierne. Det er slemt nok endda.

 

Kristian Pihl Lorentzen, MF, transportordfører for Venstre og medlem af Folketingets Præsidium

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…