“Lille Dannevang, lille Dynevang, vågn op og se, hvad der lige nu kan ske her. Du har så meget at passe på, min skat!”

I går var jeg til balletundervisning. Den mulighed findes i Danmark for både børn og voksne. Den ældste dame på vores hold er 71 år, og den yngste er 19 år. Vi danser på en scene, men er ikke professionelle.

 

På vores hold er der kun kvinder, men på et andet hold er der to mænd. Vi er ret internationale, og der er danskere, russere, englændere, amerikanere, koreanere og kroatere på holdet. Men ingen muslimer. Deres religion forbyder dem at danse ballet og at optræde på en scene.

 

Ved siden af vores dansestudie ligger et fitnesscenter. Da vi var færdige med undervisningen, mødte jeg flere muslimske kvinder med mørkt, langt tøj og hovedbeklædninger. De var på vej til et specielt fitnesshold – kun for kvinder. I deres omklædningsrum er der lukkede kabiner for at separere dem fra andre kvinder.

 

Så tænkte jeg på forskellen mellem deres religion og vores. For mig er de to som ”yin” og ”yang”. Kristendommen er blød, tilgivende og inkluderende – typisk feminin og ”yin”. Den kræver ikke så meget af sine tilhængere, blot de kender bibelen og er ordentlige mennesker i deres hverdag. Ingen specielle forudsætninger. Ingen visuelle tegn.

 

Nogle kristne holder religiøse fester og fastedage, andre gør ikke, men alle er velkomne i kirken og til at få tilgivelse og trøst. Alle – uanset klædedragt, spisevaner eller køn. Kristendommen er en meget feminin religion, som tolererer homoseksuelle vielser, kvindelige præster, spaghetti-gudstjenester med børn og gospel koncerter. Den kristne religion er omfavnende og inkluderende, viser medfølelse og beskytter flygtninge – uanset deres tro. Jesus har sagt:  “Tilgiv, trøst og elsk din næste”. Det gør vi.

 

Så kom der andre religioner til os og vores land. En af dem er Islam – maskulin, krævende, intolerant og ekskluderende. Den har  ubøjelige regler om kvindesyn, mandens overlegenhed og sharia-loven. Den stiller krav – ikke kun til sine tilhængere, men til hele samfundet. Den er meget synlig.

 

Muslimerne kom til os med deres traditioner og mange regler. De kalder dem “deres kultur”, men er det “kultur”? De vil gerne ændre vores syn på kvinder, på homoseksuelle, på mindreårige brude, på deres råbende bønner fra minareterne, på deres begravelsesregler, på deres spisevaner etc. – en maskulin, ubøjelig, ekskluderende “yang” religion. Men vores “feminine” religion vil ikke inddrages i konflikter, og lader sig ikke provokere.

 

Da jeg kom hjem fra min balletundervisning, var der et T.V. program om Dirch Passer – den majdag ville han være blevet  90 år. Det nåede han ikke. Hans store, bløde hjerte bristede, da han kun var 54 år gammel. Han var et lille barn i en kæmpestor krop. Hans sang ” Lille Dannevang, lille Dynevang” rullede over skærmen, da jeg åbnede. Der var tårer i hans øjne, da han sang den sang. Et ”babysmil” spillede om hans læber og store mund.  Han  viste sin kristne blødhed på trods af hans størrelse og styrke.

 

Og jeg tænkte: “Lille Dannevang, lille Dynevang, vågn op og se, hvad der lige nu kan ske her. Du har så meget at passe på, min skat!”

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…