Den europæiske Union er ikke en del af løsningen men en del af problemet. Sammen med central- og østeuropæerne må vi bremse alle forsøg på at øge EU-apparatets magt.
Jeg har aldrig været til en kongres i et kommunistisk parti, men det må have været meget lig den samling i Europaparlamentet, som i forrige uge hørte Kommissionens formand Jean-Claude Juncker holde sin tale om ”Unionens tilstand”.
Ligesom en kommunistisk generalsekretær, som berettede om seneste femårsplans resultater, fortalte også overkommissær Juncker om store resultater og fremskridt: Euro-krisen var overvundet, millioner af unge var kommet i arbejde og uddannelse takket være EU, flygtningestrømmen var standset, og Storbritanniens afsked med EU var kun en anledning til at tage nye dristige skridt i retning af øget europæisk integration: en samlet plan for fordeling af migranter, øget militært samarbejde og nye enorme investeringer såvel i som uden for EU.
Og såvel røde, grønne som blå føderalister klappede på de rigtige steder. Men virkeligheden uden for EU’s osteklokke er tværtimod, at den fælles valuta frem for at forene de syd- og nordeuropæiske lande har skabt en kløft af mistillid så dyb som nogen sinde. Virkeligheden er, at mens folkevandringen gennem Balkanruten er aftaget, er nærved 100.000 hovedsagelig afrikanere ankommet til Italien, hvor der hverken er vilje eller vej til at tilbageholde dem. Virkeligheden er, at frem for at få det Fort Europa, som borgerne ønsker, sørger europæiske skibe for sikker transport af migranter fra Libyen.
Men der er heldigvis modstand imod galskaben, og den kommer fra Central- og Østeuropa.
Den seneste måling fra Eurobarometer viser, at det altdominerende problem, som overskygger økonomi, miljø og sundhed, er indvandringen fra de islamiske lande og Afrika. Og mens EU intet gør for at forsvare Europa mod indvandringen, men til gengæld forhindrer landene i at forsvare sig selv, så er det Slovakiet, Tjekkiet, Bulgarien, Polen og Ungarn, som leverer svarene på truslen. For at imødegå en trussel er man naturligvis nødt til at definere den, uden multikulturelle omsvøb, og det har Ungarns ministerpræsident Viktor Orbán gjort i Frankfurter Allgemeine:
”De, der kommer hertil, er opfostret i en anden religion og repræsenterer en radikalt anderledes kultur. De fleste er ikke kristne men muslimer. Og det er et vigtigt problem, for Europa og europæisk identitet har sine rødder i kristendommen”.
Det er netop sagens kerne. Men hvordan kan det være, at det er de nytilkomne medlemslande, som jerntæppet skilte os fra i et halvt århundrede, som skal minde europæerne om, hvad der definerer dem i forhold til andre kulturer, og som vover at stå op imod Bruxelles’ direktiver om tvungen ”inklusion” og ”tolerance” og forsøgene på kulturel ensretning? Måske fordi netop de landes folkeslag har lidt under invasioner fra mongoler, tatarer og muslimer og ikke forventer nogen tolerance over for kristne fra den kant. Måske fordi netop de lande i 50 år måtte se deres liv ned i de mindste detaljer bliver dirigeret og kontrolleret fra et andet fjernt center: Moskva.
Jeg frygter, at de central- og østeuropæiske lande nu bliver udsat for den samme indspiste Bruxelles-arrogance, som efter min mening har bidraget stærkt til at skubbe Storbritannien længere bort fra kontinentet. Især Polen og Ungarn må lægge ryg til fornærmelser fra såvel EU-kommissionen som EU-parlamentet, hvor indre anliggender om landenes forfatninger, deres forhold til domstole og medier og deres traditionelle forhold til f.eks. abort og homo-ægteskaber bliver beskrevet som en tilbagevenden til mellemkrigsårenes autoritære styreformer. Den slags kan man diskutere, men man kan ikke med nogen ret hævde, at de central- og østeuropæiske lande, som nu bliver lagt for had, ikke er parlamentariske demokratier. Man kan synes, at valg i enkeltmandskredse som i Storbritannien ikke er retfærdige; men at påstå, at Storbritannien derfor ikke er et demokrati er uden hold i virkeligheden.
Virkeligheden er, at den islamiske masseindvandring er den største kulturelle, sociale og økonomiske trussel mod Europa. Men svarene på truslen bliver ikke formuleret i Bruxelles men i Warszawa, Budapest, Prag, Sofia og Bratislava.
