Frøken Pigli blev født i Danmark på en svinefarm. Hendes mor var en gammel so, der havde fået mange unger. Hun vidste imidlertid ikke, at for hver indbygger i Danmark, var der tre svin. Og at det var derfor, at dette lille land kunne bygge skoler, hospitaler, plejehjem og beskyttede boliger. Det var nemlig sådan, at skatten fra salget af svin, var et vigtigt led i den bistand, som de arbejdsløse var berettigede til at få.
Og det berømte svinekød, fra det lille kongerige Danmark, blev solgt til både England, Japan og oversøiske lande. Alt dette vidste Frøken Pigli ikke noget om, men hun følte sig som en “vigtig person”, der blev ofret tid, kræfter og energi på. Dette nød hun meget. Hun holdt af svinefarmen, sin mor, sine brødre og søster – og de mennesker, som gjorde hende livet behageligt og let. For disse mennesker var svinenes liv lig med penge, og derudover havde svinekød været netop det kød, som vikingerne satte højest. Vikingerne kunne bl.a. lide stegt flæsk og flæskesteg med sennep og peberrod.
Svinekød har også altid spillet en vigtig rolle i kvinders skønhedspleje. Læbestifter og mange anerkendte ansigtscremer indeholder svinefedt. Desuden bruges svinelæder til sko og støvler, læderremme og uerstattelige punge til de uundværlige penge. Der er også mennesker, som lider af diabetes. De kan kureres med insulin, der blandt andet produceres af indvolde fra svin. Svin er desuden det mest intelligente dyr efter hunde og aber, og derfor bliver de også brugt til medicinsk forskning og eksperimenter.
Det vidste Frøken Pigli intet om, men hun fornemmede, at hun var en vigtigt ”person” i denne verden. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hverken muslimer eller jøder kunne lide hende eller hendes brødre. Var hun virkelig så ”beskidt”? Lugtede hun dårligt ligesom fårene og gederne med de filtrede skind? Nej, hun lignede en lille, nuttet baby både af udseende og lugt.
Frøken Pigli kunne ikke forstå disse religiøse mennesker, med deres mærkelige love og normer. Her i Danmark blev hun elsket, og blev næsten betragtet som ”nationaldyr” af efterkommerne af de skandinaviske vikinger, for hvem flæskestegen var synonym med jul og fester.
Da der i 90’erne begyndte at komme indvandrere fra Allahs lande, der ikke brød sig om de lyserøde grisebasser med de nysgerrige, runde øjne, troede Frøken Pigli og hendes familie, at deres tid nu var forbi. Kunne der nu ikke længere tjenes penge på svin? Men sådan blev det ikke. Der blev ikke nedlagt nogle svinefarme, så grise-pengene fløj gennem skattesystemet og ned i lommerne på de ortodokse muslimer, med deres fem daglige bønner. Muslimerne gik flittigt til de danske bistandskontorer og fik penge til at leve for – penge, der kom fra svineproduktionen – og de penge blev lagt ned i punge fremstillet af svinelæder. Samtidig brugte deres hustruer og døtre læbestifter lavet på basis af svinefedt.
Men hvad med Allah? Måske havde Han ikke bemærket, at hans folk ikke overholdt reglerne, og måske havde Han ikke bemærket, at ortodokse troende muslimer slog sig ned i et land med ateister og folk, der spiste svinekød og drak alkohol?
En dag blev Frøken Pigli slagtet, men hendes jordiske liv var ikke forbi. På et af slagteriets samlebånd blev Frøken Piglis krop parteret og delt op i kød, indvolde, hud og knogler. For enden af samlebåndet var der en pakkemaskine og kasser, der allerede var fyldt med frisk svinekød. Det bedste, ferske kød og hovederne med øjne og tryner, blev sendt med første fly til Japan, hvor prisen afhang af kødets friskhed. De resterende dele blev sendt til forarbejdning med sigte på leverancer til andre lande, hvor det ikke skulle gå så hurtigt.
Dele af Frøken Pigli befandt sig nu i Paris, London, Hong Kong, Berlin, Parma, og mange andre steder på jorden. Nu blev hun også sendt til de små butikker i Damaskus, hvor man solgte lædervarer – og til hospitaler i Tel Aviv og Teheran, hvor insulin blev anvendt til behandling af lokale, muslimske mennesker, der havde spist for mange søde sager, og derfor fik diabetes.
Frøken Pigli findes nu overalt og er uforgængelig. Hun fortsætter sit liv i – og på – andres kroppe. Hun kysser smukke, frække franske kvinders læber, og læberne på de syriske kvinder, der bærer tørklæde. Hun holder liv i børn på hospitaler i Irak, og gamle mennesker i Jerusalem får varmet fødderne i sko, fremstillet af hendes hud. Hun er uopslidelig og eviggyldig.
Ligesom Gud selv, der skabte hende. Ligesom Allah selv, der forbandede hende.
Fra en nye bog “Kaleidoscope” se her.
