Hvis Danmark blev et islamisk kalifat, så …

Lad være med at læse videre, hvis du ikke vil blive forskrækket!

 

Den 8. marts var international kvindedag. Mere præcist den internationale kvindekampdag. Dagen før var jeg på kvindekursus med dans, latter og skønt fællesskab. Da jeg kom hjem, var jeg temmelig udkørt men meget lykkelig. Jeg gik sent i seng og kunne ikke falde i søvn. Lige pludselig befandt jeg mig midt i København, men hele scenen var meget underlig.

 

Jeg var klædt i en muslimsk klædedragt, og jeg var sammen med en anden, muslimsk kvinde. Vi var på vej hjem til vores fælles mand. Vi var iført lange, sorte kjoler og fuldstændigt tildækket. Omkring os var gaderne fyldte med de samme, sortklædte, og tildækkede kvinder. Nogle af dem nikkede til os. Mange var synligt gravide. Mange var tykke. Men det var ingen mænd i gaderne.

 

Dog susede biler forbi os med mænd som chauførere. Pludselig kom der underlige lyde fra en højtaler på gaden. Min ledsager stoppede og sagde: “Tid til bøn!” Vi gik hen til en lille port. Der stod flere kvinder og bad. Alle var ens klædt.

 

Efter bønnen forsatte vi i samme retning. Efter fem minutter var vi hjemme. Døren blev åbnet af en yngre kvinde. “Velkomme hjem, kære! Vores mand er ikke kommet endnu, men han kommer snart.” Jeg tog mit sorte tøj af og gik på toilettet.

 

Pludselig forstod jeg, at jeg virkelig skulle tisse. Jeg åbnede øjnene, og rystede min drøm væk. Jeg fik tisset og gik i seng igen.

 

– Ikke flere af den slags mareridt! – tænke jeg.

 

Jeg lukkede øjnene, og befandt mig igen samme sted. Nu forstod jeg, at jeg var kone nummer to, og at min muslimske mand havde fire koner. Vi boede alle i en stor lejlighed i Danmark, og jeg havde fem børn med ham. Danmark var et land under muslimske love, og alle var styret af religion og sharia-love. I stedet for socialrådgivere havde vi imamer. De bestemte, hvordan lovene skulle implementeres i vores liv, og hvordan vi kvinder kun havde magt indenfor hjemmets 4 vægge – magt til at føde børn og lave mad, men ikke magt til at sige nej til vore mænds krav.

 

Mine børn gik i koranskole, og pigerne blev undervist separat fra drengene. Alle pigerne bar tørklæder og muslimske dragter –  og alle var muslimer. Alle bad fem gange om dagen, og alle fastede under Ramadanen. Svinekød og alkohol var forbudt, og der var fred i Danmark. Danmark havde stadig sit navn, men på arabisk hed landet nu Alddanimark (الدنمارك). Bankerne tjente ingen penge, fordi dette var forbudt – haram. “Haram” er et vigtigt begreb til at forstår, hvad der er rigtigt eller forkert.

 

Menneskene var meget lykkelige. Alle sammen. Fordi de ikke skulle vælge mere. Alt var bestemt på forhånd. Kvinderne arbejdede ikke udenfor hjemmet. Mændene bestyrede og organiserede et fredeligt samfund. Danmark var stadigvæk det mest lykkelige land i verden.

 

Læs også
“Forfølgelse af kristne er næsten på folkemordsniveau” – politisk korrekte politikere og medier gør ingenting

Men nu kaldte folk sig: muslimer, brødre og søstre. Dem, som tjente meget, hjalp dem, som tjente mindre – sådan fungerede samfundet.

 

Jeg vågnede meget tidligt næste morgen, og prøvede at glemme alt om mit mareridt. Det var d. 8 marts, kvindernes internationale kampdag, og jeg skulle flyve til Budapest. I Kastrup mødte jeg en flok gymnasieelever, som skulle med samme fly. De var smukke, livsglade og samtidig frække unge danskere. Drengene og pigerne kyssede hinanden og grinede højt. De var vant til at udtrykke sig selv og deres følelser. De var åbne og moderne. Troede de på Gud? Måske, men de viste ikke deres tro. De viste deres frie, danske ånd, og jeg blev meget glad af at være sammen med dem – specielt efter nattens mareridt. Tænk, hvis de var muslimer, som i min drøm? Puha!

 

Ifølge muslimske love, skulle de kønne, langhårede, danske piger stenes, fordi de kyssede drengene, og fordi de ikke alle sammen var jomfruer – sikkert! Og mig? Jeg har haft flere mænd i mit liv, det har jeg. Og jeg fortryder det ikke! Skal jeg også stenes?

 

Gudskelov har vi demokrati i Danmark. Ligestilling og demokrati. Først derefter kommer religionen. Og jeg gentager for mig selv: “Gud bevare Danmark! Gud bevare det danske demokrati! Vi vil hjælpe dig, almægtige Gud, med at gøre det rigtigt! ”

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…