Mandagens forside på Politiken fortæller læserne, at grænsekontrollen er blevet overflødig. Som sandhedsvidne bruger man en grænseforsker ved navn Gerd Battrup, der altid er god for en kommentar, som Politiken kan lide.
Derefter har TV2, specielt TV2 News, ført Politikens angreb på grænsekontrollen videre.
Her er grænseforsker Battrup blevet til ”flere eksperter” – dog uden navne.
I TV2 News kunne man se studievært Janni Pedersen som vildt politiserende interviewer i forhold til Dansk Folkepartis Peter Kofod Poulsen.
Janni Pedersen talte nærmest længere end manden, hun skulle forestille at interviewe. Så ivrig var hun for at forklare seerne, at grænsekontrol efter hendes mening er en rigtig dårlig idé.
Hver gang Kofod Poulsen forsøgte at svare, blev han hurtigt og inkvisitorisk afbrudt af studieværten med de rigtige meninger. Det var aldrig sket med Johanne Schmidt-Nielsen.
Lukningen af Balkan-ruten var afgørende
TV2’s og Politikens dækning var ikke bare stærkt tendentiøs. Den begravede også seerne og læserne i et jordskred af vrøvl.
Man serverede således flere gange en usandhed om, at asylstrømmen er blevet bremset på grund af EU’s aftale med Tyrkiet.
Som læserne af Den Korte Avis vil vide, skete den afgørende opbremsning i asylstrømmen allerede før EU’s aftale med Tyrkiet.
Asylstrømmen blev radikalt formindsket, da en række lande i og omkring den såkaldte Balkan-rute lukkede af ved deres nationale grænser. Dermed blev det meget vanskeligt for asylansøgere at komme nordpå fra Grækenland.
EU’s aftale med Tyrkiet kom så til som et supplement til lukningen af Balkan-ruten.
Dette er ikke noget, som kun Den Korte Avis siger – selv om vi var de første herhjemme til at sige det. Det er såmænd EU’s grænseagentur, Frontex, der har slået fast, at lukningen af Balkan-ruten skabte den afgørende opbremsning i asylstrømmen.
National grænsekontrol efter EU’s fallit
Der er på ingen måde tale om nogen ligegyldig bagatel.
Den lukning af Balkan-ruten, der har haft så stor betydning for at få styr på asylstrømmen, er nemlig ét stort eksempel på, hvor vigtigt det er at have en stærk national grænsekontrol.
De enkelte lande lukkede af, fordi EU slet ikke formåede at bringe asylstrømmen til Europa under kontrol.
Hvis landene på og omkring Balkan-ruten igen fjernede deres nationale grænsekontrol, ville migranterne endnu engang strømme op gennem Europa – herunder til Danmark.
En særlig meddelelse til Janni Pedersen
De andre landes effektive kontrol betyder, at presset på den danske grænsekontrol er lettet ganske betragteligt lige i øjeblikket.
Hvis dette varer ved i en længere periode, kan det betyde, at der ikke er behov for en bemanding i samme omfang som den, der findes i dag. Måske kan der på et tidspunkt frigøres nogle politi-ressourcer til andet arbejde.
Men her kommer en særlig meddelelse til Janni Pedersen og hendes kolleger. Man må holde to spørgsmål adskilt:
Det ene lyder: Er en vedvarende national grænsekontrol en god idé? Svaret er ja.
Det andet lyder: Hvor stor en bemanding er der brug for ved denne grænsekontrol? Det kan variere noget efter omstændighederne.
Læren af sidste års kaos
Der kommer formentlig et nyt asylpres, og så er det vigtigt at have infrastrukturen klar til at styrke kontrollen med kort varsel.
Vi skal aldrig igen opleve en situation som sidste efterår, hvor folk bare vadede ind over den danske grænse.
Det er naturligt at føre en løbende debat om, hvor stor bemandingen ved grænsekontrollen skal være. Men der bør ikke være tvivl om, at Danmark skal have den kontrol med egne grænser, som er nødvendig.
Er der noget, vi burde have lært af sidste års asylkaos, må det være dette. Uanset hvor meget Politiken og TV2 forsøger at begrave debatten i et jordskred af vrøvl.