Autoforhandler Andreas Collatz forhandler biler på Lolland-Falster. I slutningen af november sidste år lod han derfor en kunde prøvekøre en sort varevogn fra sin forretning.
Der var bare et problem. Manden kom aldrig tilbage med varevognen, skriver TV Øst. Han var fræk nok til at beholde den.
Men Andreas Collatz havde videoovervågning og fandt hurtigt ud af biltyvens identitet. Han troede derfor, det ville være en nem og hurtig sag for politiet at få varevognen igen. Den er 135.000 kroner værd.
Men nu er der gået næsten tre måneder, fra tyveriet fandt sted, og politiet har stadig ikke skaffet varevognen tilbage til butikken. Andreas Collatz har henvendt sig igen på politistationen, men der fik han en melding om, at sagen lå i bunken, fortæller han til TV Øst.
”Vores retsfølelse er ramt. Man har lyst til at gøre selvtægt i sådan et tilfælde. Vi er simpelthen så frustrerede over, at vi har identitet på ham, og at der nu er gået næsten tre måneder, uden at han er blevet pågrebet”, siger Andreas Collatz.
Politiet har ikke ønsket at kommentere sagen, men har ifølge Folketidende været ude på tre adresser tilbage i september for at prøve at finde biltyven.
Men indtil videre har det altså ikke givet gevinst. Gerningsmanden er stadig på fri fod, og tålmodigheden er ved at slippe op hos autoforhandler Andreas Collatz fra Lolland-Falster. Han ved, hvem der stjal hans varevogn, men kan ikke stille andet op end at vente.
Kilde: http://www.tveast.dk/artikel/biltyveri-syltet-af-politiet