Efterårets politiske forhandlinger ligner en gyser, der kan måle sig med selv den mest spændende kriminalfilm. Meget er på spil for det danske samfund, og situationen er alt for alvorlig til, at statsministeren blot kan lege politisk håndværker og strikke et bredt forlig sammen, der gør, at hans regering kan fortsætte.
Skal Danmark tage et skridt i den rigtige og helt nødvendige retning, kræver det andet og mere end en gang politisk biksemad med lidt af hvert for at tilfredsstille alle. To afgørende problemer skal der under alle omstændigheder tages alvorligt fat på at løse.
Stærkt behov for skattelettelser i både bund og top
Det ene er, at efterårets politiske forhandlinger som et minimum bør resultere i mærkbare skattelettelser i både top og bund samt en lettelse af det samlede skattetryk. Altså ikke noget med, at flytte rundt med skattetrykket. Det skal lettes reelt. Det skal det, fordi Danmark skal ud af en negativ spiral bestående af kombinationen af et højt skattetryk og en væsentligt lavere økonomisk vækst end de lande, vi normalt sammenligner os med.
Derfor er skattelettelser ikke – som det fremgår af rød bloks og Dansk Folkepartis forvrøvlede argumentation – en trussel mod velfærden. Det er tværtimod et nødvendigt og effektivt redskab til at sikre velfærden. Det kan et højt skattetryk nemlig ikke.
Det eneste, der kan danne basis for fortsat velfærd, er øget vækst – altså at samfundskagen bliver større. Og gælder det om at skabe denne øgede vækst, så er netop et fortsat højt skattetryk en alvorlig bremseklods. Det har vi jo desværre oplevet i rigt mål de senere år, hvor den ene virksomhed efter den anden flytter sin produktion til udlandet, fordi rammevilkårene herhjemme gør, at det går ud over konkurrenceevnen.
Når derfor Socialdemokraternes formand og statsministerkandidat kan citeres for følgende: ”Vi skal have viljen og evnen til som samfund til at bruge flere penge på dem, der står i en rigtig svær situation på vores arbejdsmarked. Og det haster”, – ja, så gør hun lige det stik modsatte (!).
En lettelse af topskatten med til at sikre fortsat velfærd
Rød blok og DF vil således ikke lette topskatten. Som regel lægger politikerne afgift på den type af varer og aktiviteter, man gerne vil have mindre af. Det er derfor besynderligt, at man fortsat vil have en tårnhøj afgift på det, man gerne vil have mere af, nemlig arbejde og arbejdspladser.
Den ene økonom efter den anden fastslår da også, at en lettelse af topskatten ikke vil koste samfundet noget. Ligesom lettelsen af bilafgifterne har øget provenuet til statskassen på grund af et mersalg af nye biler, så vil en lettelse af skattetrykket give øget aktivitet og skabe en dynamisk effekt, der giver en større kage at beskatte og altså øget mulighed for at opretholde velfærdssamfundet på det ønskede niveau.
Nu som altid er socialister mere optaget af at fordele rigdom end af at skabe noget rigdom at fordele. Derfor ender tilhængerne af et højt skattetryk altid med at fordele fattigdom og skabe øget ufrihed.
Topskat rammer bredt og er reelt en ren misundelsesskat
Alene udtrykket ”topskat” er jo misvisende i og med, at den sætter ind ved indtægter på omkring kr. 460.000 årligt. En halv million borgere rammes således af, at skulle aflevere op mod 60% af den sidst tjente krone. Derfor lyder det hult og helt forvrøvlet, når modstanderne af at lette ”topskatten” argumenterer med, at man ikke skal begunstige de ”allermest velhavende” i samfundet.
Betegnelsen ”topskat” bør derfor udskiftes med den mere dækkende ”misundelsesskat”. Topskatten rammer ikke blot i toppen – den rammer meget bredt!
Opgør med misforstået politisk korrekthed i udlændingepolitikken påkrævet – og det haster!
Skatteområdet er således et af de centrale områder, hvor der skal gennemgribende reformer til og ikke blot småjusteringer. Et andet centralt område er udlændingepolitikken og hele det kaos, et handlingslammet EU og en lige så handlingslammet politisk korrekt elite har skabt.
Hvis vi skal undgå, at vores land kastes ud i tilstande, ingen af os bryder os om, kræver det også her en helt anderledes stålsat og konsekvent holdning hos både regering og et folketingsflertal. Konventionerne bruges som en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget, selv om de samme konventioner faktisk åbner mulighed for at reagere, hvis landets ve og vel er truet.
Hvor mange gange skal Lars Løkke, hans ministre og et folketingsflertal til blomsterhandleren med den bekymrede mine på, inden de tager deres ansvar for Danmark alvorligt og sætter konkret politisk handling bag de mange ord? – Vi venter med tilbageholdt åndedræt. Med Mette Frederiksens ord om noget helt andet: Det haster!
Hvilket samfund vil vi videregive til vore efterkommere?
Danmark og den danske befolkning går således et afgørende politisk efterår i møde, der kan komme til at betyde meget for, hvad det er for et samfund, vi afleverer til vore børn og børnebørn……! Forhåbentlig bliver det et kristent, demokratisk folkestyre med en sund sammenhængskraft, hvor få har for meget og færre for lidt!
