Europas fremtid afgøres i disse år. Udefra oplever vi i form af flygtninge- og migrantstrømmen et pres, som EU har vist sig ude af stand til at håndtere betryggende. Det fatale svigt vedrørende at lade åbne indre grænser følge af effektiv kontrol med de ydre grænser har øget presset mod EU indefra.
Nationalstaternes befolkninger har gang på gang vist deres modstand mod eurokraternes ønske om at føderalt Europa, hvor de fleste afgørende beslutninger træffes af den politiske elite i Bruxelles. Det demokratiske underskud og den svigtende folkelige opbakning til unionsprojektet har givet sig konkrete udslag i form af briternes beslutning om helt at forlade EU og herhjemme senest i form af det nej til at opgive retsforbeholdet, som danskerne markant udtrykte ved folkeafstemningen sidste år.
Senest har folkeafstemningen i Ungarn, der ganske vist formelt er ugyldig på grund af valgdeltagelsen på under 50%, sat en tyk streg under, at de europæiske befolkninger gang på gang forsøger at fortælle de politiske ledere, at de ikke ønsker at være en del af det multikulturelle unionsprojekt, de har sat gang i.
Ufolkelig elitær politisk styring
Allerede ved valget til Europa-Parlamentet var den helt klare strømpil, at de EU-skeptiske partier havde godt fat i vælgerne. Også herhjemme gik det hårdt ud over de partier, der ikke bare siger ja til EU, men sågar halleluja (!).
Betyder det så, at man har lyttet til de folkelige signaler i kontorerne i Bruxelles? Nej det gør det desværre ikke. Selv om 90% af de vælgere, der stemte i Ungarn, sagde nej til EU’s kvoteordning med flygtninge, der sætter den nationale selvbestemmelsesret ud af kraft, så klynger EU-toppen sig til det halmstrå, at folkeafstemningen er ugyldig, selv om flere ved denne afstemning stemte nej, end antallet af ja-stemmer, der betød, at Ungarn blev en del af EU.
Man nægter fortsat at lytte i EU-elfenbenstårnet, hvor en udenrigsminister, der er tidligere kommunist gang på gang udtrykker holdninger, der er totalt upåvirket af det stigende folkelige ønske om at lægge den kurs om, som EU styrer efter, nemlig mere og mere union, mindre nationalstat og mere føderalisme, fortsat åbne grænser og fordeling af flygtninge, hvor befolkningernes ønske er mere national selvbestemmelse og en effektiv begrænsning af indvandringen med henblik på at bevare sammenhængskraften i de frie europæiske lande, hvis grundlag er en demokratisk kristen kultur.
At være rodfæstet i sin kultur er ikke at være fremmedhader
At det store flertal ikke deler hverken den tyske kansler Angela Merkels eller EU-udenrigsminister Mogherinis udtalelser om, at politisk islam hører hjemme i Europa står klart for enhver, der åbner øjne og ører for det, der foregår.
I stedet for at vise forståelse for, at mange mennesker ønsker at forsvare den kultur og den samfundsorden, vore forfædre har arbejdet og kæmpet for, så beskyldes de af beslutningstagerne for at være ekstremt højreekstremistiske og hjerteløse fremmedhadere.
Det er en fatal fejltagelse af den politiske elite på den måde at sætte sig til dommer over folket og forsøge at belære vælgerne. Den manglende evne til at lytte og forstå, at der ikke ligger noget hadsk eller aggressivt bag at holde af sit land og sin kultur med deraf følgende vilje til at forsvare det, er netop med til at fremelske de ekstreme og yderligtgående kræfter, som ikke blot de politisk korrekte, men de allerfleste af os, meget nødigt ser fremmet.
Det er den politiske elites selvretfærdige og naive døvhed og blindhed over for nogle reelle trusler mod Europas demokratiske fremtid, der fremelsker ekstremistiske synspunkter, fordi de stædigt holder fast i en multikulturel føderalistisk drøm, som er dømt til undergang ligesom ethvert andet Utopia i denne verden tidligere har været det.
Enten erkender man i EU, at det store flertal går ind for et tæt og forpligtende samarbejde mellem suveræne frie nationer, men er imod et føderalt Europa med åbne grænser. Eller også beder man selv ragnarok om at komme – Europas fremtid afgøres i disse år!
