Det siges og skrives ofte, at EU hindrer de europæiske nationalstater i at føre krig mod hinanden, og at kommissærerne i Bruxelles alene af den grund ikke kan undværes. Påstanden bygger på den antagelse, at de hidsige, racistiske, irrationelle og hadefulde borgere i de 28 medlemslande ikke kan styre sig! Således skulle der opstå alvorlig risiko for, at national identitet og national suverænitet frembringer voldsanvendelse mellem nabolande.
Derfor skal Europas befolkning belæres, kontrolleres og afrettes af en håndfuld kloge bureaukrater, som udsteder forordninger og dekreter. Dermed formodes det, at god opførsel sikres. Samtidig har kommissærerne i Bruxelles indledt en befolkningsudskiftning ved at åbne for masseindvandring fra en stribe islamiske lande og et antal ikke-fungerende afrikanske stater.
Plads til politisk islam
Federica Mogherini, som er EU’s kommissær for udenrigsanligender og sikkerhed kræver højlydt, at Europa “skal give plads til politisk islam” – dvs. sharia og dermed ikke-muslimers lydighed overfor det nye herrefolk. Kommissionens næstformand Timmermans har fremsat lignende erklæringer
EU-toppen har ikke dementeret disse uhyrligheder, og dens beregninger er tydeligvis forkerte. Had, vold, terror og kriminalitet breder sig overalt som følge af massetilstrømningen af illegale immigranter. Men på linje med fortidens kommunistiske strategi maskerer EU-toppen sin praksis med fredsretorik.
Fakta mod myte
En omskrivning af historien om EU-ledelsens funktion som fredsbevarende styrke bliver aldrig dokumenteret. Der er simpelthen ikke belæg for, at det skulle forholde sig sådan. Som andre smukke myter er denne udlægning i strid med fakta. Ifølge et spansk ordsprog fører én usandhed til hundredevis af løgne (una mentira hace cientos).
Hvem ønskede krig?
Allerede før Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 ønskede de fleste regeringer at undgå en gentagelse af katastrofen fra 1914 til 1918, da Europa – og desuden USA, Tyrkiet (det Osmanniske Rige) og flere andre lande – sendte millioner af unge mænd i kødhakkemaskinen.
Kun nazister og kommunister ønskede krig. Italiens fascistiske diktator angreb og besatte Etiopien (Abyssinien) i 1935, og Japan invaderede Kina. Men Europas demokratiske stater – især Frankrig og Storbritannien – anstrengte sig på at bevare fred og stabilitet ved at efterkomme en stribe krav fra Adolf Hitler, som var Tysklands enehersker fra 1933. Denne “appeasement” kulminerede i 1938 ved en konference i München, hvor de to vestlige stormagter accepterede nazistisk indlemmelse af Østrig og halvdelen af Tjekkoslovakiet (den sidste rest blev besat det følgende år).
Anden Verdenskrig
De totalitære bevægelser i først og fremmest Tyskland og Sovjetunionen satsede selvfølgelig på krige, de mente at kunne vinde. Et oplagt eksempel var den spanske borgerkrig (1936 til 1939), hvor begge parter blandede sig og støttede hver sin fraktion i kampen mellem “røde” og “sorte”. Her indkasserede den kommunistiske side et eftertrykkeligt nederlag.
Hitler ræsonnerede på baggrund af A: en tysk-sovjetisk samarbejdsaftale, B) britisk og fransk føjelighed i München og C: venstrefløjens nederlag i Spanien.
Da han nu havde “ryggen fri” mod øst, og da han var overbevist om, at regeringerne i London og Paris ville forholde sig passive, angreb han Polen. D. 1. september 1939 blev dette land invaderet og delt mellem Tyskland og Sovjetunionen.
Men d. 3. september erklærede Frankrig og England krig mod Tyskland i overensstemmelse med et formelt løfte om at bevare et uafhængigt Polen. Her begik Hitler den første store fejltagelse. Den næste kom i 1941, da han erklærede krig mod både Sovjetunionen og USA.
Storhedsvanvid
Derefter satsede Hitler forkert gang på gang. Han forårsagede en ubeskrivelig katastrofe for resten af Europa og den vendte tilbage som en kollektiv “karma”, der ramte den tyske civilbefolkning med ubeskrivelige rædsler. Det tyske militær blev knust til lands, til vands og i luften. I 1945 var landet en dynge ruiner, opdelt i fire besættelseszoner (britisk, sovjetisk, fransk og amerikansk).
Kommunismen opløses indefra
I 1992 brød Sovjetunionen og hele “Østblokken “ sammen. Både kommunisme og nazisme er for længst blevet udslettet, og de yngre generationer har ingen eller kun ganske svage forestillinger om disse sækulære ritualmordere. Denne mangel på kendskab til fortidens ulykker muliggør udbredelse af myter og regulære løgne.
At vinde freden
Efter afslutningen på Anden Verdenskrig opstod en ny orden, som for Vestens vedkommende var kendetegnet af fred, demokrati, samarbejde, velstand og offentlig velfærd. Der var flere årsager til, at freden blev “vundet” relativt let. Her er de to vigtigste grunde:
1) De fleste krigsophidsere var forsvundet, omend Stalins kommunistiske partier bag en façade af fredspropaganda arbejdede i døgndrift på at skabe had og fjendskab mod kapitalistisk økonomi og demokratiets institutioner og procedurer.
2) Bortset fra Italien og Frankrig fungerede intet kommunistparti som massebevægelse i efterkrigstiden, fordi den økonomiske Marshallhjælp fra USA og forsoningen mellem de tidligere fjender i krigen skabte velstand og fred.
Fransk-tysk samarbejde
Både socialdemokratiske og borgerlige (konservative eller kristelige) partier deltog i oprettelse af institutioner og aftaler, der kunne modvirke et nyt blodigt sammenstød mellem Frankrig og Tyskland. De to staters regeringer dannede således Kul- og Stålunionen, der skulle “gøre krig ikke blot utænkelig, men umulig”.
Mekanismen var en politisk styring af sværindustri (“kul og stål”) – den såkaldte “Høje Myndighed”. Den blev formelt lanceret i 1951 med tilslutning fra Italien, Holland, Belgien og Luxemburg.
På denne basis af sikkerhed og frihandel skabte parterne senere EF – et “fællesmarked” med Rom-traktaten fra 1957. Forsoning og fred var på plads med både NATO og fransk-tysk alliance. Mindre uroligheder med lokal strid kan siges at have skæmmet billedet af fuldstændig europæisk idyl – eksempelvis i det italienske Sydtyrol og den langt blodigere kamp mellem fanatikere i Nordirland. Men løsningen på disse problemer kom ikke fra EU-kommissionen.
Ingen dokumentation
Det kan simpelthen ikke dokumenteres, at kommissærerne på noget tidspunkt har forhindret krig mellem EU’s medlemslande. Den enkle grund er, at der aldrig har været optræk til noget sådant! Europæernes overvældende majoritet er fredelige og føler ikke trang til slagsmål med andre nationalstater.
Noget helt andet er de blodige begivenheder udenfor EU – først og fremmest Jugoslaviens sammenbrud. Men netop her var kommissærerne uforberedte, desorienterede og handlingslammede, mens de nationale regeringer og Rusland skændtes om den rette fremgangsmåde.
En skrøbelig fred i det forhenværende kommunistiske fallitbo blev omsider skruet sammen på grund af Indgreb fra USA’s side (Dayton-diktatet fra 1995).
Historien om EU-rokraterne som fredsengle er en and! Deres arrogance og uhørte foragt for virkeligheden smider tværtimod en katastrofe i hovedet på Europas befolkning.
