Er din nabo en ”kriger”?

Jeg sidder på terrassen i sommerhuset og ser solen glide fra en mursten til den næste. I hele 15 minutter observerer jeg, hvordan vores klode langsomt roterer omkring solen. Om sommeren kan man næsten følge dens usynlige bevægelse. Fuglene pipper, der er vindstille, freden kan aflæses i hver lille del af naturen på denne, varme sommerdag.

 

Men et øjeblik efter bringer min lille radio en anden verden til mig, hvor krig, vold og ødelæggelser er hverdagens realiteter. Voldelige, blodige handlinger i Nice, Istanbul, Tyskland, Afghanistan, Teheran og Somalia. En urolig verden. Mange uskyldige mennesker er døde. Men de, som dræbte de uskyldige, er også døde – som krigshelte i deres selvforståelse.

 

Hvorfor er verden sådan? Hvis jeg skal generalisere, så vil jeg påstå, at den menneskeskabte verden er delt i to dele, nemlig i de lande, hvor samfundet er baseret på fredstanker og handlinger, og hvor den bedste måde at dø på, er en fredelig død med familie og pårørende omkring sig. Sådan ønsker vi det i vores samfund.

Læs også
Ny film: “Detroit” – en beretning om politivold i sort-hvid

 

Og så har vi de lande, hvor krig er legitimt, og hvor krig er en del af historien og problemløsningen. I de samfund er det heltemodigt at være kriger. Her foretrækker man en død som krigshelt.

 

I Danmark har vi gennem mange generationer opbygget et fredsbaseret samfund, hvor problemerne løses med samtaler og forhandlinger – og ikke med krig og vold. Vi er lang væk fra Vikingetiden, hvor krig var det eneste måde at sikre sig fremtidige ressourcer på. Vi tror på fredelige løsninger og på Grundvigs fornuft. Vi tager afstand fra volden, og vi hjælper med at få genetableret fred i andre lande.

 

Vi hylder vores fredshelte. Vi elsker vores fred. Vi hjælper gerne og frivilligt andre, når krig ødelægger deres hverdagsliv.

 

Lige nu modtager vi mange mennesker, som er flygtet fra krig. De – mænd og kvinder – kommer fortrinsvis fra krigsbaserede samfund, hvor man hylder krigshelte og giver dem en hellig status. De kommer fra lande, hvor mor med stolthed fortæller, at hendes søn er død i kamp – som hellig kriger. De kommer fra lande, hvor man vokser op med krig i tankerne og med en Kalashnikov i hånden.

 

Og nu er de i Danmark, Tyskland, Frankrig, Spanien og i andre europæiske lande. De bor nu i de fredsbaserede samfund, de bruger de fredelige samfunds ressourcer, men de er stadig krigere indvendige. Deres mor har fortalt dem godnathistorier om de store, nationale krigshelte, som de stadig husker. De hører militante, religiøse prædikanter i moskeer og på Youtube, som legitimerer drab, hvis målet er helligt. De føler en indre trang til at vise – og tit bevise – deres indre kriger. De er iblandt os, men de er ikke fredeligt indstillede. Nogle gange er en lille gnist, et ord, en blik nok til, at deres indre kriger kommer op til overfladen –  med en økse i hånden eller en lastbil, som køres ind i en menneskemængde.

 

Hvad skal vi gøre? Hvordan kan vi formindske risikoen for, at vores fælles fred ødelægges? Kan vi “opdrage” de nye, yngre krigere til at blive fredelige i deres tanker og handlinger? Skal vi straffe dem? Eller skal vi måske begrænse deres antal og ikke tillade dem at bo i separate samfund?

Læs også
Er vi ved, at blive et samfund af berøringsangste brokkehoveder?

 

Hvad er løsningen? Jeg har den ikke. Men en ting er tydelig: vi må ikke tolerere angreb på vores fælles fred – fra vore egne -eller fra de fremmede, som er kommet til os med krig i blodet.

 

Nu har solen nået terrassen, hvor jeg sidder, og IPaden begynder at blive for varm. Jeg kan ikke skrive mere, og jeg kan ikke løse alle problemer med ord i avisen. Vi skal handle i fælleskab. På fredelige, men meget bestemte måder. Jeg ved, vi kan. Vi ønsker alle at videregive vores fælles, fredelige samfund til vores børn og børnebørn – eller gør vi?

 

www.belbooks.dk

www.belbooks-ru.com

www.belbookstoday.com

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…