Er de israelske bosættelserne illegale?

Udskriv

Det er der mange, der ganske fejlagtigt mener. Hvilket er meget forståeligt, når selv FN synes at have glemt, at international ret stadig garanterer jøder retten til at bosætte sig overalt på Vestbredden.

 

Det er sjældent, at medierne beretter om problemerne i Mellemøsten, uden at de samtidig hævder, at det er de jødiske bosættelser på Vestbredden, der er årsagen til hele miseren. Hvis ikke de var der, ville freden sænke sig over hele området, og alle ville blive glade. Denne pointe blev igen bøjet i neon den 23. maj i DR 2s program om de franske jøders flugt fra Europa, hvor det blev kraftigt understreget at flugten i virkeligheden skyldtes bosættelserne.

 

Ja, bare disse grimme torne blev trukket ud af det ømfindtlige arabisk/muslimske legeme, ville alt blive fred og fordragelighed. Er det sandt? Ja, måske hvis man kun ser på sagen med ahistoriske briller. Men det giver næppe det korrekte perspektiv, og for at forstå sagens rette sammenhæng er man nødt til at dreje tiden tilbage til Palæstinas opståen i kølvandet på Første Verdenskrig. Dengang verden så anderledes ud.

 

Da krigen begyndte i 1914, var der intet Palæstina. Det eksisterede kun som et ikke særlig præcist geografisk begreb i Vesten, men i Mellemøsten var navnet ukendt. Der var ingen region ved navn Palæstina i det enorme osmanniske rige, og nyskabelsen Palæstina blev til – ganske vilkårligt – ved at de sejrende vestmagter sammenlagde tre osmanniske provinser: Akko, Jerusalem og Nablus.

 

Det begyndte ved San Remo-konferencen i 1920, hvor stormagterne under anførsel af Storbritannien og Frankrig skabte en politisk enhed, som under højlydte protester fra den arabiske verden blev døbt ”Palæstina”. Det var et område, der i 1000 år havde været kendt i Mellemøsten som Sydsyrien. Og nu skulle det samles under et for araberne så godt som ukendt navn –  og foreløbig være under britisk overhøjhed (mandat).

 

Men det var kun en del af det. Der blev samtidig oprettet to andre mandatområder i Mellemøsten: Syrien/Libanon under fransk overhøjhed og Mesopotamien (senere Irak) under britisk overhøjhed. Men nyskabelsen ”Palæstina” havde dog en anden status end dem. Og her begynder tingene at blive indviklede.

 

Læs også
“Slaget om Jerusalem er lige begyndt”

Men først det historiske. Der har aldrig i områdets lange historie været noget, der bare minder om et palæstinensisk folk eller en palæstinensisk stat. Ordet Palæstina forekommer hverken i den danske udgave af Ny Testamente eller Gammelt Testamente –og heller ikke i Koranen. Men ikke nok med det, forhandlingerne mellem Storbritannien og araberne om Mellemøstens fremtid (briternes berømte ”løfte til araberne” i 1915) nævnte ikke ordet ”Palæstina” en eneste gang. Og vel af den gode grund, at det ikke fandtes – og araberne kendte heller ikke til det.

 

Hvad var der før ”Palæstina”?

Men hvad var der så i et område, som bibelen omtaler som Kana’ens land, og som i kraft af de mange besættelser (grækernes, romernes, babylonernes osv) havde fået adskillige andre navne i historiens løb?

 

Derboende “palæstinensere” opfattede sig selv blot som arabere, indtil bl.a. PLO fandt det opportunt at tale om”palæstinenserne”. Ikke fordi man ville have en palæstinensisk stat, hvilket araberne udtrykkelig afviste i 1947 (FN’s delingsplan); nej det var kun en taktisk manøvre, indrømmede bl.a. PLO¬lederen, Zohair Mohsein.

 

I virkeligheden var deres mål genforening med det Syrien, inkl. det område der i dag udgøres af staten Jordan, de derboende arabere altid havde ment de var en del af (interview i det nederlandske blad Trouw 31. marts 1977).

 

”Palæstina” var med andre ord et begreb, araberne var meget sene om at tage til sig.

Læs også
Metaldetektorer og palæstinensiske løgne

 

Men tilbage til de skæbnesvangre år lige efter Første Verdenskrig, hvor det nuværende

Mellemøsten tog form og Palæstina blev til som britisk mandatområde under Folkeforbundet. I dag er der ikke mange der ved, at det nuværende kongerige Jordan var en del af det britiske mandatområde Palæstina helt op til 1946. Men et område med særstatus, for i det østlige Palæstina blev jødisk bosætning i praksis forbudt allerede i 1922. Hvilket betød, at der side om side med det jødiske Palæstina vest for Jordanfloden også lå Transjordan, et arabisk Palæstina. Men begge under midlertidig britisk overhøjhed.

 

Denne ordning var oprindeligt resultatet af en aftale mellem Transjordans nye uofficielle statholder, emir – senere konge – Abdullah, og Storbritanniens koloniminister Winston Churchill. Denne aftale var jøderne godt tilfredse med. De troede ligesom Churchill, at ordningen ville løse den gordiske knude, fordi araberne ville være tilfredse med det meget de fik – 78 pct. af mandatområdet Palæstina samt hele resten af Mellemøsten og Arabien – og derfor ville unde jøderne det lidt, de fik: ca. én procent af Mellemøsten.

 

Churchill og Abdullah deler Palæstina

 

Hvad “Palæstina” angik gav Churchill/Abdullah-aftalen altså hele Transjordan til araberne, mens jøderne fik ret til at bo hvor som helst vest for Jordanfloden i ”jødisk Palæstina”, også kaldet Cisjordan. Denne ret blev nedfældet i mandatområdets Covenant (Grundlov, højtidelig aftale) og vedtaget af Folkeforbundet den 24. juli 1922. Medunderskriverne var samtlige medlemmer af Folkeforbundet (dengang bestående af 51 lande) og Covenant trådte i kraft den 29. september året efter.

 

Læs også
Video: Islamister står på åben gade i Danmark og opfordrer til jihad – ingen reagerer

Der stod ikke noget i mandatbestemmelserne om, at jøderne ikke måtte bo i det område man i dag kalder Vestbredden, og eftersom denne ret var garanteret af Folkeforbundet – og senere bekræftet af FN – var det et udtryk for international ret. Men det var dengang.

 

Hvordan er områdets juridiske status i dag?  Har udviklingen ikke gjort disse aftaler forældede? Briterne opgav deres Palæstina-mandat i forbindelse med oprettelsen af staten Jordanien i 1946 og staten Israel den 14.maj 1948, og jøderne selv accepterede FN’s forslag i 1947 om at dele det resterende Palæstina op i to stater, en jødisk og arabisk, inkl. en økonomisk union mellem disse to stater.

 

Havde jøderne herved ikke givet afkald på deres ret til at bosætte sig hvor som helst på Vestbredden?

 

Svaret er nej. I princippet var der ikke noget i vejen for, at jøderne stadigvæk kunne bosætte sig hvor som helst vest for Jordanfloden, og Jordans ulovlige besættelse af Vestbredden i 1948 ville ikke nødvendigvis udelukke, at jordanerne ikke ville respektere denne ret. Men i praksis gjorde de det ikke. Tværtimod. Jordanerne smed alle jøder ud af Vestbredden og overtrådte derved bl.a. FN-pagtens artikel 80.

 

Den jordanske besættelse varede dog kun 19 år, for i forbindelse med seksdageskrigen i 1967 fordrev israelerne jordanerne fra Vestbredden. Samtidig blev egypterne fordrevet fra Gazastriben, som de også holdt besat i 19 år, så nu var lov og ret genetableret og International Court of Justice (ICJ) har bekræftet artikel 80’s gyldighed i tre forskellige andre tilfælde. Den nu afdøde juraprofessor Eugene Rostow har citeret tre eksempler, der alle kan ses på nettet:

 

Rådgivende udtalelse af 11. juli 1950 vedrørende tysk Sydvestafrika, idag staten Namibia.

 

Rådgivende udtalelse af 21. juni 1971 vedr. FN’s videreførelse af det opløsteFolkeforbunds forpligtelser, herunder forpligtelser angående overtagne mandatområder (FN¬pagtens artikel 80).

 

Rådgivende udtalelse af 9. juli 2004 vedr. Israels sikkerhedsbarriere på Vestbredden.

 

Professor Rostow påpegede, at hverken ICJ eller FN’s generalforsamling kan ændre den ret, jøderne fik til at bosætte sig overalt vest for Jordanfloden, som Folkeforbundets Palæstina-mandat havde givet dem ret til, og som bekræftedes af FN-pagtens artikel 80.

 

Denne ret er aldrig trukket tilbage. Den gælder stadig.

 

Derfor er FN’s påstand om, at de israelske bosættelser er illegale selv i strid med international ret, en ret som FN nu – under indflydelse af 56 islamiske stater og deres olieafhængige klientstater – fortolker yderst selektivt. Se blot på FN’s stiltiende anerkendelse af Kinas indlemmelse af Tibet, Tyrkiets besættelse af Nordcypern og Marokkos besættelse af Vestsahara.

 

Alt sammen hændelser FN sjældent taler højt om, men snarere accepterer som et fait accompli i håb om, at de bliver glemt og at problemet derved ville blive “løst”. Men for Israels vedkommende gælder åbenbart andre regler. Her puster FN sig op med en bølge af fordømmelser og indirekte sanktioner. Og karakteristisk nok overfor et af de få lande, hvis eksistens har et retligt grundlag.

 

Begrundelsen for at bosættelserne kaldes ”illegale”

Men FN har vel en begrundelse for at udpege de israelske bosættelser som roden til alt ondt? Ja, den består i en henvisning til Genèvekonventionen af 12. august 1949 – dog uden at forholde sig til, at denne konvention taler om besættelse af andre staters område i forbindelse med krigshandlinger.

 

Og eftersom Vestbredden ikke er en stat og aldrig har været det, er Vestbreddens og Gazastribens folkeretlige status stadig uafklaret, indtil der er indgået en fredsaftale mellem Israel og PLO. Eller en aftale mellem Israel og Jordan om disse områders fremtid, sådan som f.eks. israelske arbejderparti Mapai forslog i 1970’erne.

 

Ifølge Mapais formand – Israels daværende premierminister Yitzhak Rabin – er der ingen saglige og folkeretlige grunde til at have to palæstinensiske stater i området! Men Rabins fredsaftale blev forkastet. Så hvad nu? Måske vil der aldrig komme en løsning – udover en stiltiende accept af status quo, eftersom også fredsplanen fra 2003 (Road Map to Peace) synes at have lidt skibbrud, primært på grund af PLO’s stædige fastholdelse af gamle, ultimative krav angående bl.a. grænser, flygtninge og spørgsmålet om Østjerusalems status. Hvortil kommer den mangeårige magtkamp mellem de to største palæstinensiske organisationer al-Fatah og Hamas, som har forhindret dannelsen af en stabil og repræsentativ regering under selvstyret.

 

Det er der fortsat ikke udsigt til, og det er selvfølgelig heller ikke holdbart, at selvstyrets overlevelse er stærkt afhængig af økonomisk støtte fra bl.a. EU og USA. Derfor burde bl.a. udenrigsminister Kristian Jensen undersøge alternativer til fredsplanen fra 2003, f.eks. den nævnte Rabin/Mapai-plan.

 

Indtil da kan de israelske bosættelser på Vestbredden ikke anses for ulovlige efter folkeretten, hvis de i øvrigt ikke er i strid med de foreløbige aftaler, der er indgået mellem Israel og PLO som opfølgning på Oslo-aftalen fra september 1993 – og hvis arabiske grundejere på Vestbredden får sædvanlig kompensation (efter israelsk lovgivning), hvis deres ejendomme eksproprieres af Israel af f.eks. sikkerhedsgrunde.

 

Så bolden ligger på arabernes banehalvdel. Tiden vil vise, hvordan de spiller den tilbage. Med vold – eller med dialog og vilje til kompromis. Vi må håbe på det sidste

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ