En skraldebil blev taget ud af drift – man mente, at den kunne påvirke briternes holdning til EU

Colourbox

Byrådet i Brighton and Hove i det sydlige England har taget en skraldebil ud af drift. Kommunen havde hyret bilen fra et renovationsfirma, fordi flere af dens normale skraldebiler var til reparation.

 

Men så protesterede det store fagforbund GMB over lastbilen på Twitter. Man mente, at bilen kunne påvirke den kommende britiske folkeafstemning om medlemskab af EU.

 

Ifølge fagforbundet lignede skraldebilen nemlig noget, der var en del af kampagnen for et nej til EU-medlemskab – også kaldet Brexit.

 

Årsagen?

 

Bilen havde Det Forenede Kongeriges flag – Union Jack – på siden! Det kunne påvirke vælgerne …

 

Den beskyldning turde byrådet ikke stå model til. Så den famøse lastbil blev erstattet med en anden uden flag.

 

”Bilen skal jo bare samle skrald ind”

Brightons tidligere borgmester, Lynda Hyde, kalder forløbet for ”politisk korrekthed, der er gået amok”. (Daily Mail)

 

Hun fortsætter: ”Vi har brugt dette firma før, og det er simpelt hen deres logo. Under alle omstændigheder er det jo altså vores nationalflag. Jeg kan ikke se, at det viser nogen tilknytning noget parti, eller til Brexit eller kampagnen for at blive i EU.”

 

Chris Wood, chef for Trash UK, der udlejede bilen til kommunen, siger:

 

”Vi syntes bare, det så pænt ud. Det er aldrig faldet mig ind, at det kunne opfattes som en støtte til Brexit. Jeg har gennem tiden kun fået to klager over flaget på vores biler. Den ene var denne her fra Brighton, den anden var fra en oberst, der sagde, at flaget vendte på hovedet.”

 

Han føjer til: ”Bilen er der jo bare for at samle skrald ind. Logoet med Union Jack afspejler simpelt hen min stolthed over at være britisk i en branche, hvor de fleste lastbiler kommer fra andre dele af Europa.”

 

I øvrigt kan Chris Wood fortælle, at han har tænkt sig at stemme ja til at blive i EU.

 

Længere var den historie altså ikke.

 

Temmelig dumt

Krigen om skraldebilen giver en klar fornemmelse af, at nerverne er på højkant op til folkeafstemningen den 23. juni.

 

Meningsmålingerne viser stadig stort set dødt løb. Og folkeafstemningens resultat kan få vidtrækkende konsekvenser for både Storbritannien (UK) og EU.

 

Så kampen er hård, og den føres med stadig voldsommere trusler og beskyldninger mod hinanden.

 

Men selv det taget i betragtning må det siges at være langt ude, når man ikke kan tåle synet af nationens flag på en skraldebil.

 

Hvis protesterne mod bilen overhovedet har nogen form for virkning, kan det såmænd være at øge opbakningen til Brexit. Det virker i hvert fald temmelig dumt, at tilhængere af at blive i EU gør synet af nationens flag til noget stærkt problematisk.

 

Se den flotte men forbudte skraldebil her:

 

http://www.dailymail.co.uk/news/article-3592466/Council-BANS-bin-lorry-emblazoned-Union-Flag-case-influences-EU-referendum.html

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…