Fascister, nazister, racister og højrenationalister

Udskriv

Nazikortet trækkes flittigt i debatten om muhammedanere og grænsekontrol. Skældsord som “fascist” og “racist” benyttes også, og især journalister taler ofte om de “højrenationale”.

 

Dette ordvalg bruges af “multikulturelle“ indvandringsekstremister som hellere fremhæver “rigtige” holdninger fremfor at undersøge kendsgerninger – herunder de ulykker, der ramte Europa i første halvdel af 1900-tallet.

 

Begrebsforvirring

Hvad betyder “fascisme”? Her kommer først et eksempel fra Chile, hvor Salvador Allendes socialistregering blev væltet af et militærkup i 1973.

 

Mange i de ældre generationer husker et foto af kuplederen general Augusto Ramón Pinochet Ugarte med solbriller og sur mine. Han og hans kolleger fængslede og henrettede kommunister og andre revolutionære, og tortur blev også anvendt. Venstrefløjen kaldte de nye magthavere “fascister”. Men hvad kunne begrunde dette prædikat?

 

Det latinske ord “fasces” – et knippe – blev lanceret i italiensk politik efter Første Verdenskrigs afslutning (1918). Da var der kaotiske tilstande i landet, og Benito Mussolini samlede en massebevægelse, hvis symbol var et knippe af stave og økser – hentet fra øvrigheden i oldtidens Rom. Disse “fascister” med sorte skjorter organiserede tæskehold, der på italiensk hed “fascio di combattimento”. De sloges med “røde” kommunistiske tæskehold, og vandt til sidst, da Mussolini blev udnævnt til fører – “duce”.

 

Fascismens målsætning var erobringskrig mod andre lande, statsejet stordrift i industrien, politisk ensretning af undervisning og medier og førerdyrkelse i stedet for parlamentarisme og demokrati. Men styret var ikke totalitært, fordi der ved siden af “il duce” og hans parti fandtes tre magtcentre: Kongen, den katolske kirke og den militære ledelse. Det kom for en dag, da Mussolini blev svigtet af sine egne topfolk i 1943. En sammensværgelse af kongen og generalstaben afsatte og fængslede ham, og han blev henrettet af partisaner i 1945. Hans og Italiens sørgelige skæbne bekræftede Sun Tzus konstatering: “Den, der elsker krig, straffer sig selv!” (Sun Tzu virkede i Kina ca. 500 år før Kr.).

Læs også
15 minutter i Holstebro centrum viser, hvor hurtigt islamiseringen sker i Danmark

 

Det militærdiktatur, Pinochet oprettede, var autoritært og voldeligt, og som nævnt benyttedes tortur mod politiske fanger. Men ellers havde det intet til fælles med Mussolinis fascisme. Efter 1973 foretog Chile ikke imperialistisk aggression mod andre lande. I stedet for statslig styring tillod militærjuntaen kapitalistisk økonomi, og senere indførtes demokrati, ytringsfrihed – og massiv vækst og velstand, under påvirkning fra den såkaldte “Chicago-skole”.

 

Ordet fascisme er kun et skældsord i venstrefløjens sprogbrug. Det bruges som en politisk eller moralsk markering, men har ingen forklaringskraft.

 

Borgerkrig og diktatur i Spanien

Det samme gælder Spanien, der måtte gennemgå en borgerkrigs rædsler fra 1936 til 1939 og derefter Francos diktatur frem til 1975.

 

For at knuse sine fjender ansøgte han det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland om militær assistance, og herfra fik han – mod betaling – rigelige forsyninger. Noget lignende gjorde den republikanske regering, som modtog militært udstyr fra Sovjetunionen – ligeledes mod betaling.

 
Ved oprettelsen af den spanske republik i 1931 var Franco stærkt nationalt sindet og ikke partipolitisk, men han havde kontakt til moderate socialdemokrater. I foråret og sommeren 1936 benyttede socialistiske politikere deres magt over politiet til at myrde politiske modstandere, og samtidig begik venstrefløjen på gadeplan hærværk og mord over det meste af landet. Dele af oppositionen slog igen med våben, og terror og skyderier bidrog yderligere til at splitte landet.”

 

Læs også
England i oprør: Lille pige blev påtvunget muslimsk plejemor, der forbød hende at være kristen og krævede, at hun lærte arabisk

Derfor prøvede Franco og en konspiration af ledende officerer at foretage et statskup, der dog kun lykkedes halvvejs. Spanien blev nu hakket over i to stater, der bekrigede hinanden.

 

Var Franco fascist?

Da militæret omsider vandt borgerkrigen i april 1939, overtog “caudillo” og “generalísimo” Franco nogle af Mussolinis økonomiske og politiske tiltag: Ideologisk ensretning, regeringsstyrede fagforeninger og organisering af statslige virksomheder. Udenrigspolitisk orienterede han sig først efter Hitler og Mussolini, som håbede, at Spanien ville kæmpe mod briter og amerikanere i verdenskrigen, der var begyndte et halvt år efter borgerkrigens afslutning. Men Franco skuffede dem og forblev neutral, og efter krigen indgik han en militæralliance med USA – rettet mod kommunismen.

 

Officielt hyldede regimet spansk imperialisme. Men det var kun nostalgi og retorik. Franco begyndte ingen krig, og fulgte ingen ideologi. Han afskyede og undertrykte kommunisme, socialisme, anarkisme og liberalisme, og satsede alt på at centralisere magten i sine hænder for at skabe ro og stabilitet og undgå klassekamp og separatisme. Derfor var landet “godt fortøjet”.

 

Men omkring 1960 overtalte hans rådgivere – især den katolske lægmandsbevægelse Opus Dei – ham til at afvikle statsstyring af økonomien, og efterfølgende buldrede spansk kapitalisme frem. Resultatet blev udbredt velstand og indirekte, at landet indtrådte i EF og NATO.

 

Franco indførte skrap censur i en årrække og beordrede henrettelser og fængslinger af politiske modstandere. Men at kalde ham og Pinochet fascister forkludrer analysen af politik i Chile og Spanien.

Læs også
SIDSTE NYT: Muslimsk byråd tvang kristen pige i muslimsk pleje – nu har dommer grebet ind, men uhyggen breder sig

 

Hitler über alles

I 1928 – længe før den spanske borgerkrigs udbrud – gik der inflation i fordømmelsen af angivelige fascister. Sovjetunionens “caudillo” Josef Stalin måtte erkende, at kommunisterne ikke kunne foretage revolutioner i Italien, Tyskland, Frankrig og andre europæiske lande. Derfor beordrede han en ny strategi, der gik ud på, at kommunister skulle opfordre arbejderne og andre befolkningsgrupper til at “kæmpe mod fascismen”. Det blev påstået, at den var et internationalt fænomen, og at også de socialdemokratiske partier – mange steder de stærkeste – var fascistiske.

 

Denne falske analyse medførte yderligere svækkelse af de kommunistiske partier. Et resultat af denne dårskab var, at den tyske arbejderklasse blev så splittet og svækket, at Hitler i 1933 let kunne gribe magten i Europas førende industriland.

 

Fiaskoen foranledigede Stalin til at udsende nye direktiver. Men at stemple alle politiske modstandere som fascister blev til en indgroet vane, der stadig gør sig gældende på den danske og internationale venstrefløj, skønt Sovjetunionen og de kommunistiske partier er forsvundet.

 

Nutidens daglige antifascistiske besværgelser og anklager – ofte fulgt op med trusler og voldsanvendelse – mod afvigere og kritikere har selvfølgelig det mega-onde ikon Adolf Hitler i centrum. Venstrefløjens ideologi ville blive endnu fattigere uden ham som fugleskræmsel. Som massemorder og bedrager slår han både Mussolini, Franco og Pinochet med flere længder.

 

Hitler overgåes kun af Stalin. Nazisme og kommunisme var totalitære katastrofer, men den sidste var værst, fordi dens gigantiske, altdominerende løgneindustri slog alle rekorder.

 

Nazismen var antinational og imperialistisk

Hitlers parti hed “Tysklands Nationalsocialistiske Arbejderparti”. Men det var hverken nationalt eller socialistisk. Hitlers mål var:

 

1) At blive “fører” og rigskansler for at annullere de ydmygende landafståelser og restriktioner, som Første Verdenskrigs sejrherrer havde dikteret i fredsbetingelserne (Versailles 1919).

 

2) At erobre Polen og Rusland.

 

3) At udslette jøderne.

 

Vold og løgn var de vigtigste midler i nazisternes politik, og i 1932, da partiet deltog i tre valgkampe, skjulte Hitler de to sidste punkter. Han var udmærket klar over, at et meget stort antal tyskere ikke var nazister. Hans parti fik først et flertal i Rigsdagen i 1933, da oppositionen – først og fremmest Socialdemokratiet – var i kz-lejre, myrdet eller flygtet.

 

Da Anden Verdenskrig blev erklæret i 1939, konstaterede de skuffede nazister kun ringe begejstring på Berlins gader, mens derimod en tidligere generation havde jublet og overdynget soldaterne med blomster ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914.

 

“Der Führer” ville gøre tyskerne til et herrefolk, men ikke beskytte landet. Tværtimod var folket og fra 1943 alle ressourcer i Tyskland og de besatte lande kun redskaber i hans vanvittige forehavende. Gang på gang resulterede hans absurde befalinger i blodige nederlag, men på grund af officerernes lydighed fortsatte krigen til den bitre ende i maj 1945. Da var landet en ruinhob, besat af fremmede magter, og Hitler begik selvmord. Patriotisk var han mindst af alt. Nazismen var dødskult.

 

National var derimod en sammensværgelse af militære og civile oppositionsfolk, der organiserede et attentat på Hitler. D. 20. juli 1944 fik Stauffenberg og en gruppe officerskolleger en bombe anbragt i et par meters afstand af føreren, som dog mod al forventning overlevede eksplosionen.

 

Et tysk nationalt sindelag kom til udtryk i dette forgæves forsøg, der udløste en ubeskriveligt brutal hævnaktion fra magthaverne.

 

Nationernes befrielse

Krigen mod det nazistiske tyranni blev overalt organiseret af nationale kræfter – fra Grækenland og Serbien til Frankrig og Norge. Amerikanske og britiske soldater kæmpede for deres nationers frihed. Det samme gjaldt Sovjetunionen, hvor Stalin kommanderede alle til at kæmpe for nationen – ikke kommunismen. Derfor er den russiske standardbetegnelse “Den Store Fædrelandskrig”. Danske kommunister, der først gik i aktion mod den tyske besættelsesmagt i 1941, udgav en illegal avis, der hed “Land og Folk”.

 

Erfaringen er, at de vestlige nationers befolkninger er fredeligt indstillede og giver plads til ikke-vestlige indvandrere, som er selvforsørgende og lovlydige. Men nu arbejdes der intenst på en ændring.

 

Nationernes fjender

Mere end 70 år efter Anden Verdenskrig har nationalstaterne fået nye fjender. En af dem er den kommunistiske multimilliardær George Soros, der bekoster indsmugling af illegale immigranter i Europe. Parolen er “no borders”.

 

I samme dur synger EU’s ledere. Federica Mogherini, som er udenrigs- og sikkerhedskommissær  opfordrede i juni 2015 til at bane vej for “politisk islam” i Europa. Kommissionens næstformand Frans Timmermans har i oktober og igen i december 2015 erklæret, at alle nationer skal indstille sig på fælles regler for modtagelse af asylansøgere og “diversity” – mangfoldighed. Timmermans fortæller, at Europas befolkninger leder efter syndebukke. Derfor er de tilbøjelige til at rakke ned på muhammedanere, men det kræver han standset.

 

Med 44 millioner muhammedanere i Europa og en stribe blodige terroraktioner foreligger der erfaring for, at en multikulturel, antinational politik fører til monokultur – altså ensretning og undertrykkelse af de indfødte befolkninger.

 

Læs og hør om Timmermans her, her og her:

 

I medier og undervisning hersker “politisk korrekthed”, som kommer til udtryk i ødelæggelse af sproget. EU-ideologerne påstår, at kun deres dekreter hindrer Europas nationalstater i at overfalde hinanden og skabe jugoslaviske tilstande. Derfor stemples patrioter og modstandere af EU som farlige “højrenationale”. Nation sættes lig med fascisme og massemord, skønt Anden Verdenskrigs forløb krystalklart viste det modsatte.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ