Donald Trump, USA’s 45. præsident, fremlagde inden valget en handlingsplan eller arbejdsprogram for de første 100 dage som præsident i form af en kontrakt med de amerikanske vælgere ”Donald Trump’s Contract with the American Voter”.
Det fremgår tydeligt at Trumps primære målgruppe er den amerikanske middelklasse (”middle class”). Kontrakten er fuld harmoni med den strategi, Donald Trump har forfulgt gennem hele valgkampen, hvor han dygtigt har gjort sig til talsmand for den amerikanske middelklasses og det tavse flertals krav om forandring. Et krav, der udspringer af middelklassens historisk dybe mistillid til det politiske system. Slagordet ”Drain the swamp” var billedet på det folkelige krav om et opgør med det politiske system og den politiske elite i Washington, der ikke udspringer af folket og ikke tjener folkets interesser, men først og fremmest varetager deres egne særinteresser.
Kravet om forandring gælder også handelspolitikken, hvor den folkelige opfattelse er, at naiv globalisering har sendt tusindvis af gode amerikanske arbejdspladser ud af landet, og hvor truslen om yderligere ”offshoring” af produktion er en helt konkret bekymring i hverdagen for mange industriarbejdere og andre i den amerikanske middelklasse.
Velkendte politiske mærkesager
I kontrakten med vælgerne giver han en række løfter til USA’S befolkning. Blandt de politiske løfter er præsentationen af en ”Clean Up Corruption in Washington Act”, der skal bidrage til at ”dræne sumpen” af politisk korruption og varetagelse af særinteresser i Washington. Der skal desuden indføres af ”term limits”, dvs. en begrænsning på hvor længe politikere kan sidde i Kongressen. Krav om, at hver gang der indføres ny lov eller regel, skal der fjernes to eksisterende samt en ophævelse af alle “forfatningsstridige” dekreter udstedt af præsident Obama.
Andre velkendte Trump-initiativer omfatter færre offentligt ansatte og allokering af flere midler til ordenshåndhævelse og militære investeringer.
Det er ligeledes almindeligt kendt, at Trump vil opføre en mur til Mexico og kræve refusion af udgifterne fra Mexico. Trump er indstillet på at deportere mere end to millioner (ikke 11 millioner!) kriminelle, illegale immigranter. Såfremt deres oprindelsesland ikke vil have dem, skal der ikke udstedes visa til de pågældende lande. Desuden skal der indføres strenge straffe til tidligere udviste, der igen pågribes i USA, og til illegale immigranter, der begår kriminalitet. Immigration fra regioner, der er “plaget af terror”, og hvor der ikke kan udføres “sikre” baggrundstjek af personer, skal helt suspenderes. Alle personer, der skal ind i USA, skal igennem et “ekstremt baggrundstjek”.
På sundhedsområdet skal ObamaCare afskaffes og erstattes af ”Health Savings Accounts”. Den amerikanske sundhedsstyrelse, FDA, skal afbureaukratiseres og godkendelsen af livsvigtig medicin skal fremmes.
Konkrete økonomiske initiativer
Donald Trump er kritiseret for at have været upræcis vedrørende hans økonomiske politik. Denne usikkerhed skulle igen have bidraget til uro på de internationale finansielle markeder.
Det er muligt, men i kontraktens afsnit ”Seven actions to protect American workers” er han dog ganske konkret:
1. NAFTA-aftalen skal genforhandles og USA vil eventuelt trække sig fra aftalen.
2. USA skal trække sig fra TPP, Trans Pacific Partnership-aftalen.
3. Finansministeren vil blive beordret til at betegne Kina som ”a currency manipulator”.
4. Handelsministeren og amerikanske handelsrepræsentanter vil blive beordret til at identificere og med alle lovlige midler ufortøvet bremse tilfælde, hvor udenlandske handelspartneres ageren på en unfair måde rammer amerikansk arbejde.
5. Restriktionerne på udnyttelsen af amerikanske energireserver, herunder skiferolie og –gas, naturgas og ”clean coal”, vil blive ophævet.
6. De begrænsninger, som Clinton og Obama har lagt på vitale energiinfrastrukturer, som f.eks. Keystone Pipeline, vil blive ophævet.
7. USA vil indstille betalingen af milliarder (”billions”) af dollars til FN’s klimaprogrammer og anvende midlerne på renovation af amerikansk vand- og miljøinfrastruktur.
Lovgivning i samarbejde med Kongressen
I ”kontrakten” bebudes også præsentationen af ”Middle Class Tax Relief and Simplification Act” som rammerne for en økonomisk plan, der vil skabe en årlig vækst i amerikansk økonomi på 4 pct. og skabe mindst 25 millioner nye jobs gennem massive skattelettelser og regelforenkling kombineret med handelsreformer, afbureaukratisering og ophævelse af restriktioner på den amerikanske energisektor.
Middelklassen skal have de største skattelettelser – en middelklassefamilie med 2 børn vil få en skattereduktion på 35 pct. Antallet af trin i det amerikanske skattesystem vil blive reduceret fra 7 til 3, og selvangivelsen vil blive mere enkel.
Selskabsskatten vil blive sænket fra 35 pct. til 15 pct., og de billioner af dollar, som amerikanske virksomheder har placeret i udlandet, vil kunne hjemtages til en moderat beskatning på kun 10 pct.
Donald Trump bebuder tillige en ny lov – ”End the Offshoring Act” – der vil indføre importtariffer, der skal afskrække amerikanske virksomheder fra at flytte (offshore) produktion til udlandet og herefter afsætte produkterne skattefrit på det amerikanske marked.
En anden ny lov – ”American Energy and Infrastructure Act” skal med provenuneutrale skattemæssige begunstigelser fremme offentlig-private partnerskaber og private investeringer med sigte på over 10 år at generere infrastruktur-investeringer på 1 billion dollars (1000 milliarder).
Nærmere oplysninger
Nærmere oplysninger om Donald Trumps kontrakt med de amerikanske vælgere kan findes på hjemmesiden: www.donaldjtrump.com
Kontrakten kan downloades som PDF-dokument fra:
https://assets.donaldjtrump.com/_landings/contract/O-TRU-102316-Contractv02.pdf