Det er på tide at konkludere

Flygtninge og migranter fra alverdens lande med udemokratiske styrer strømmer til Vesten i hobevis.

 

Der er i de fleste modtagerlande i dag en udbredt forståelse for, at denne tilstrømning ikke kan fortsætte i al evighed uden nogen form for planlægning og kontrol eller sondring mellem flygtninge og migranter.

 

Omfanget af kontrol og planlægning afhænger af politisk farve. Er man rød, spænder ønskerne fra at være indstillet på at drøfte antal og tvungen fordeling af flygtninge og indvandrere til fortsat pivåbne grænser og dialogkaffe.

 

Er man blå, spænder ønskerne fra at ville hjælpe massivt i nærområderne til at begrænse indvandringen og indføre grænsekontrol eller totalt lukkede grænser. Vestlige borgeres indstilling til indvandring og årsagen hertil afhænger typisk af, hvor tæt inde på livet de pågældende borgere har problematikken. For problemer er der.

 

Hvem er de så, disse indvandrere, der volder problemer?

Indvandringen har stået på i 50 år. Den første bølge var ’gæstearbejdere’, som blev inviteret til Vesten, der manglede ufaglært arbejdskraft i de vilde 60’ere, hvor uddannelsestakten og industrialiseringen herhjemme tog fart.

 

Hensigten var vistnok, at de skulle rejse hjem igen – det lå ligesom i ordet ’gæstearbejder’. Men så fandt de ud af, at her var rart at være, her kerede samfundet sig om de svage, de syge, de små, de unge og de gamle. Og så kom den næste bølge i form af gæstearbejdernes familie, som blev hentet herop fra nær og fjern. Mange af dem analfabeter.

 

Men vi tog pænt imod dem og indlemmede dem i System Danmark, med alt hvad det indebærer af støtte, kontanthjælp, førtidspension osv. Det var jo det rene paradis: Her fik konerne penge for at gå hjemme og varte manden og familien op. Og børn, jamen halleluja, for hvert barn fik man automatisk penge hver tredje måned af. Med i gennemsnit 3 børn blev det oven i kontanthjælpen en ganske pæn ’månedsløn’. For at gå hjemme. De facto borgerløn. Og man fik lov at være i fred med sin tro. Uanset om man var muslim, jøde, buddhist, sikh, kristen eller noget helt andet.

 

Muslimerne er sværest at integrere

Vi har i Danmark tradition for at hjælpe folk i nød og har taget imod tusindvis af mennesker fra hele verden, som har integreret sig gnidningsløst i vores samfund.

 

Vi tog imod ungarere i 50’erne, flygtninge fra østblokken bag Jerntæppet i 60’erne, vietnamesere og chilenere i 70’erne og tamiler i 80’erne. Alle sammen med forskellige trosretninger, alle sammen velintegrerede grupper i dag.

 

Der er ingen overvægt af disse grupper i kriminalstatistikkerne, i socialstatistikkerne, i misbrug af sociale ydelser eller andet. De går vestligt klædt, respekterer danske traditioner og skikke, indgår i naboskaber, på arbejdspladsen og folkeskolen på helt almindelig vis uden særkrav. De lever måske i parallelsamfund, men gør det i ubemærkethed og holder det privat. Ligesom indremissionske, katolikker, buddhister, sikher, hinduer og andre trosretninger, som dyrker deres tro separat fra den sekulære verden og følger med i tv fra deres oprindelseslande, spiser den mad, de er vokset op med, fejrer deres kulturs helligdage. De fleste af dem har også sat en ære i at lære deres nye land at kende og at tale det nye sprog og blander sig gerne med deres medborgere på lige fod.

 

Der kom dog flest muslimer fra ikkevestlige lande. Empirien har vist, at denne gruppe generelt er den dårligst integrerede gruppe indvandrere – og ja, der er en masse velfungerende og velintegrerede muslimer i det danske samfund, hvoraf nogle gør en beundringsværdig indsats for deres tilvalgt bopælsland og i den grad har taget demokratiet til sig – jeg kan nævne Naser Khader, Özlem Cekic, Massoud Fouroozandeh og flere andre – men som gruppe betragtet fremstår de dårligst integreret sammenlignet med andre grupper. Ifølge seneste statistik fra Danmarks Statistik danner indvandrere typisk par med personer fra samme oprindelsesland, deltager ikke i fællesskabet, og engagerer sig kun sjældent i civilsamfundet. Imponerende, at de første, der fik borgerløn, altså var indvandrere.

 

Da Glistrup i 70’erne talte om ’muhamedanerne’ (muslimer) og advarede mod deres indtog, begreb de færreste danskere, hvad han fablede om. Siden da har vi alle set, hørt og læst om muslimer og deres historie, kultur, religion, samfundssyn og syn på menneskerettigheder. Og vi har fået øjnene op for deres hensigter.

 

Statistikker viser, at denne gruppe udgør en problematisk befolkningsgruppe. Ikke de første generationer fra 60’erne og 70’erne, men de efterfølgende grupper fra især 80’erne og frem og disses efterkommere og familiesammenføringer. Der er tale om mennesker tilhørende muslimske fraktioner, som per se er fjendtligt indstillet over for alt, hvad der ikke følger deres dogmatiske tros regler.

 

Muslimsk kultur er uforenelig med vestlig kultur

Der er i årevis forsket i islam og muslimer, og der foreligger utallige rapporter, afhandlinger og disputatser, hvorpå vestlige regeringer kan basere deres beslutninger, hvad angår muslimsk indvandring til Vesten. Fortolkningerne af denne viden afhænger af, hvilken side af det politiske spektrum de befinder sig på.

 

Islam er religion for ca. 1,5 milliarder mennesker, som er spredt på 57 nationer fra Indonesien til Marokko. Hver eneste befolkning i de 57 lande, der bekender sig til islam, har sin egen kultur, sin eget sprog og sin egen race. Det, der binder dem sammen, er et stærkt fællesskab i form af islam. I det fællesskab er der et billede af en overkultur, som er fælles for alle muslimer – det, vi kalder den muslimske kultur.

 

Islam er opdelt i 72 forskellige religiøse fraktioner og praktiseres således på mange forskellige måder. Desuagtet de mange fraktioner er hovedforståelsen og det endelige mål stort set det samme for de 1,5 milliarder muslimer. Det er i den sammenhæng vigtigt at gøre sig klart, at islam ud over at være en religion også er en samfundsorden, som for en muslim er ufravigelig. Anerkendes dette ikke, bliver man af det islamiske trossamfund opfattet som frafalden, en vantro. Kommer det til konfrontation, må verdslig lovgivning vige. Koranen og dermed sharia er overordnet alle andre styresystemer.

 

Man kan således vende og dreje det, som man vil, men konklusionen er, at den muslimske kultur er uforenelig med den vestlige kultur, som baserer sig på ligeret, ytringsfrihed og demokrati – hvilket er i direkte modstrid med det religiøse hierarki, som dekreteres i de muslimske hellige skrifter: Der er kun en gud: Allah. Koranen er Allahs værk. Koranen er øverst i såvel det religiøse som det samfundsstrukturelle hierarki skrifter står over alt og alle. Integration af muslimer, som sætter Koranens ord højere end alverdens konventioner og demokratiske styreformer, er og bliver dermed utopi – en vestlig ønsketænkning.

 

Misforstået hensyn

I mine øjne gør vi anderledes tænkende en bjørnetjeneste ved at rykke dem op ved rode og omplante dem i et for dem så fremmed miljø som det danske. Det er misforstået hensyn at indføre særstilling for en tro, der dybest set ikke er kompatibel med demokrati. Der er i tidens løb brugt mange, mange milliarder i den gode hensigt at integrere de nye borgere, som er kommet hertil som migranter eller flygtninge, men desværre viser resultatet sig igen og igen forgæves.

 

Lad os eksemplificere: Enhver ved, at man som gæst til eksempelvis et bryllup ikke kan nå at spise sig gennem samtlige retter på en overdådig buffet, men må udvælge sig de godbidder, man føler for på dagen. De 72 muslimske fraktioner udgør tilsammen en kæmpestor buffet med et utal af ’retter’. Hver ret udgøres af tusindvis af religiøse skrifter, edikter, regler, love under paraplyen islam, som er formuleret af såkaldte hellige mennesker såsom Mohammed og andre høvdinge i Islams historie. I lighed med bryllupsgæster må en muslim vælge blandt de forskellige religiøse ’retter’ på buffeten, men lige meget hvilken ’platte’ han sammensætter, er og bliver han muslim.

 

Der er kun fem fælles ’retter’ – eller søjler – for alle 72 fraktioner: En muslim skal erklære, at der kun er én gud, og at Mohammed er hans budbringer, bede fem gange om dagen, faste i ramadanmåneden, give 2,5 procent af sin formue til de fattige og udføre hajj i Mekka en gang i livet (hvis muligt).

 

Ud over disse fem ’retter’, der definerer en person som muslim, er der ikke en eneste ’ret’, der er at finde på samtlige gæsters tallerkner. Derfor er der ufattelig stor forskel på, hvad hver fraktion inden for islam har på sin tallerken, og dermed hvordan hver fraktion praktiserer religion. Den ’ret’, der dikterer en muslim at myrde alle vantro, hugge en tyvs hånd af, at kvinder skal være tildækkede og bære tørklæde eller gå i burka, at kvinder ikke må gå i skole eller er manden underordnet og ikke har nogen rettigheder, indgår ikke i alle fraktioners ’retter’.

 

Derfor er der så stor forskel på muslimer og dermed, om vi opfatter dem som fredelige, moderate, islamister, rabiat eller fundamentalister. Blandt de 72 fraktioner er der heldigvis nogle, som med deres sammensætning af ’retter’ og dermed praktisering af islam er bedre egnede til integration i den vestlige verden end andre. Desværre er de få og små: Kun 2-3 fraktioner med nogle få tusinde medlemmer, altså en brøkdel af en promille af verdens muslimer, anslås at være egentlig ’kompatible’ med vestlige normer.

 

Til gengæld er der et stort antal fraktioner, hvis medlemmer et umulige at integrere i demokratiske styrer, fordi de anser Koranen for loven over alle love. Det er blandt disse, vi finder de terrorister og samfundsskadelige elementer, hvis overbevisning er, at de er de sande troende, og at kun de har ret til liv på Jorden – alle andre må konvertere eller vige (aka dø).

 

Det er så godt som umuligt at overtale en muslim til at ændre sin religiøse overbevisning for at tilpasse sig den vestlige kultur. Kun de muslimer, der forlader islam eller hører til de to-tre fredelige faktioner, kan ændre sig. En muslim kan godt give udtryk for, at terrorister ikke er muslimer eller ikke repræsenterer islam – hvilket er absurd – men ingen muslim vil bekæmpe disse terrorister, da han per definition er bange for at gå mod sin religion. Kun Allah er perfekt. Kun Allah ved, hvad der er korrekt. Han kan ikke udfordres.

 

Så længe en muslim hører til en af de mange fraktioner, hvor kvinder skal iklæde sig tørklæde eller burka, hvor man ikke må give hånd til det modsatte køn, ikke må svømme med det andet køn, ikke må arbejde i samme rum som det modsatte køn, som kassemedarbejder eller tjener ikke må røre ved svinekød eller spiritus, ikke må gå på diskotek, ikke kan acceptere, at skolens cafeteria serverer svinekød, ikke kan acceptere andre religioners traditioner og bopælslandets helligdage, ikke må gifte sig med en partner af anden tro eller lade sine børn lege med børn af andre trosretning, ikke må gå til begravelse, vielse, dåb eller konfirmation i kirke og ikke deltager i det demokratiske fællesskab og normer med såvel pligter som rettigheder, ja, så kan vi spare os vores anstrengelser og integrationsbestræbelser.

 

Det er på tide, at vi i Vesten erkender dette.

 

Hjælpen skal udmøntes i nærområderne

Uanset hvor mange milliarder vi poster i ’projekt integration’, så vil vi ikke opnå nye resultater. Vi har nu forsøgt i 40 år. Får man nye resultater, hvis man bliver ved at gøre mere af det samme?

 

Det kan konkluderes, at vi nu kan tage de beslutninger, som bør føres ud i livet for at sikre vores fremtid som en nation, der stadig kan kalde sig Danmark i de næste millennier.

 

Vi skal aldrig acceptere at gå på kompromis med vores kulturarv. Vi skal aldrig give særhensyn på bekostning af vores frihedsrettigheder og kultur. Vi skal have nultolerance over for dem, der ikke vil følge vores love og regler.

 

Flygtninge bør hjælpes i nærområderne, så de er i deres vante kultur og sprogområde og hurtigt kan tage tilbage og deltage i genopbygningen, når freden kommer.

 

Alle indvandrere, der ønsker at komme til Danmark, skal være selvforsørgende, deltage i vores skolesystem, lære dansk (eller i al fald gøre sig den anstrengelse at forsøge), hvis de ønsker at være danske statsborgere med en statsborgers rettigheder og pligter, og respektere vores kultur. De, der vil selv og kan selv, skal være velkomne, men de, der ikke vil integreres i henhold til dansk lovgivning, bør afvises.

 

Vore love skal justeres, så landet kan konfrontere i danmarkshistorien hidtil usete trusler. Derfor bør vi tilbagerulle alle de særhensyn, vi gennem de sidste 40 år har tilkendt muslimer, der ikke ønsker at integrere sig. Det er vigtigt, at det sker i et nøje planlagt snuptag og ikke drypvis.

 

Og det er ikke staten, der skal integrere indvandrere og flygtninge. Det er indvandrere og flygtninge, der skal integrere sig i det danske samfund. Derfor bør Integrationsministeriet samt alle integrationsorganer og kontorer i staten, regioner og kommuner afvikles fornuftigt, og deres ansatte flyttes til ægte produktive sektorer. Der må sidde en masse kompetente mennesker, som kan gøre gavn andre steder – industrien skriger jo på kvalificeret arbejdskraft.

 

Vi ved dog godt, at vi uanset skadevirkning ikke kommer til at smide nogen af de uintegrerebare muslimer ud af landet – de er jo danske statsborgere. Kun de få, der ikke har dansk pas, kan efter lovovertrædelser og grov kriminalitet udvises.

 

Derfor bliver vi nødt til at slå en streg i sandet og nu fokusere vores bestræbelser på at lukke grænserne for indvandrere og flygtninge og se folk fra muslimske lande godt efter i sømmene, før vi lukker dem ind. Vi har ikke råd til at øge antallet af uintegrerbare personer og bagefter bruge vores dyrebare ressourcer på at rette op efter dem.

 

Lad os bruge vores ressourcer og gode vilje på at hjælpe krigsofre og flygtninge i nærområdet. Så kan vi hjælpe mange flere til et bedre liv.

 

Det giver mening.

 

Cherif El-Ayouty er udlændingeordfører for Dansk Samling.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…