Tysklands økonomiminister (og vicekansler) Sigmar Gabriel er kommet med den vidtrækkende melding, at forhandlingerne mellem EU og USA om en handels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), er kuldsejlede. Da han sagde det affødte det applaus fra en lang række græsrodsorganisationer. (28.8)
Baggrunden for TTIP-forhandlingerne, der har stået på i næsten 3 år og omfattet 14 formelle forhandlingsrunder, er parternes påståede soleklare økonomiske interesser i en frihandelsaftale. TTIP-aftalen var skønnet til en værdi for EU på omkring 950 mia. kr. og omkring 760 mia. kr. for USA.
Folkelig modstand mod handelsaftaler
I Tyskland, Frankrig og andre EU-lande, har der været demonstrationer og folkelig modstand mod en TTIP-aftale.
EU står i oktober overfor at skulle underskrive en tilsvarende men mindre handelsaftale mellem EU og Canada – den såkaldte Comprehensive Economic Trade Agreement, CETA. Selvom der er stor lighed mellem TTIP og CETA har den folkelige modstand mod CETA være knap så voldsom – måske fordi EU-Kommissionen har gået mere stille med dørene, og måske fordi Canada ikke i protestorganisationernes øjne i samme grad som USA er “den store Satan”.
Frihandel fænger ikke
Problemet er under alle omstændigheder, at frihandel og globalisering ikke fænger i Europa. Fra organisationerne, der har påtaget sig at artikulere den folkelige bekymring, har det lydt, at man ikke vil have en handelsaftale, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.
Antiglobalisering i USA
I den amerikanske præsidentvalgkamp har frihandel ej heller været et vinder-tema. Republikanske kandidater har alle, herunder Donald Trump, haft store reservationer over for, at udenlandske konkurrenter i Asien, Europa og Sydamerika har fri adgang til det amerikanske marked. Ligeledes har Donald Trump truet amerikanske virksomheder som Ford, der har overvejet at flytte produktion (og arbejdspladser) til Mexico.
Det ser ud til at Trump høster stemmer på antiglobalisering i de områder, der tidligere var den industrielle base i USA. Nu omtales disse områder som ”Rust Belt”, der begynder i New York og strækker sig mod vest gennem Pennsylvania, West Virginia, Ohio, Indiana, den sydlige del af Michigan for at ende i det nordlige Illinois og den østlige del af Wisconsin.
Demokraterne og Hilary Clinton har ligeledes indrettet sig efter folkestemningen.
Økonomer forstår ikke hvad der sker
I begyndelsen var globaliseringen en god historie. Der var ligefrem begejstring og optimisme – lige frem til forhandlingerne i WTO om en omfattende global aftale kørte uhjælpelig fast. Herefter har det været forsøgt at komme igennem med mere begrænsede bilaterale og regionale aftaler. Også sådanne aftaler mødes af protester.
Tilhængerne af international handel forstår ikke hvad der sker: Har verden måske ikke brug for gode og sikre handelsaftaler, så erhvervslivet kan producere, importere og eksportere frit efter nogle aftalte retningslinjer? Og er USA måske ikke i gang med at færdigforhandle to store handelsaftaler – en med Stillehavsområdet – Trans-Pacific Partnership (TPP)- og en med EU Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP)?
Arbejdere og middelstand i industrilandene taber på globaliseringen
Realiteten er, at globaliseringen globalt set i første omgang især er til fordel for verdens fattigste og verdens rigeste. Mellemindkomstgrupperne, som især omfatter arbejdere og middelstand i industrilandene, har ikke haft udbytte af internationaliseringen – eller i hvert fald ikke endnu.
Forholdet kan illustreres i nedenstående såkaldte ”elefant-figur”:
Der er følgelig tegn på, at den folkelige bekymring ved globaliseringen skal tages alvorligt. I de gamle industrilande har millioner mistet deres arbejde på grund af globaliseringen, og selvom der samtidig er millioner af mennesker i udviklingslande og vækstøkonomierne, der har fået det bedre, er det svært at fortælle den gode historie. I hele den vestlige verden er den oppe imod helt forståelige argumenter og følelser, når konkurrencen og udflytningen af arbejdspladser rammer store områder med arbejdsløshed.
Situationen i Danmark
I Danmark har udviklingen siden den internationale finanskrise bekræftet, at danske investeringer især rettes mod udlandet. Samtidig kan der noteres et klart fald i udlandets direkte investeringer i Danmark. Resultatet er da heller ikke udeblevet. Mens virksomhedsejere og aktionærer har oppebåret pæne udbytter er BNP pr. indbygger faldet med 5,9 pct. i forhold til 2007:
Hvor er den gode historie?
Den gode fortælling om handelsaftalerne og frihandel mangler simpelthen både i Europa og i USA. Foreløbig er der ingen, der har kunnet fortælle vælgerne, hvorfor de skal tro på handelsaftalerne. Derfor er der også en gennemgribende bekymring for, hvad der kan komme til at ske, hvis der kommer krav om, at vi skal lukke os inde bag toldmure, der kan være begyndelsen til noget mere. Og det er vel ikke handelskrige vi har brug for?
Den gode historie er i øjeblikket helt fraværende – både i den amerikanske valgkamp og i Europa. Ingen kan vide, hvad der sker efter valget, men ikke alene de store amerikanske virksomheder holder vejret. Det gør Wall Street og de europæiske børser også.
