Den nye energikommission bør være visionær og inkludere kernekraft med thorium – ellers vil det nok være umuligt at droppe de fossile brændstoffer i 2050

Klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt har nedsat en energikommission til at udarbejde en plan, så Danmark bliver fossilfri i 2050. Forhåbentlig har denne kommission mod til at tage fat på myten, at såkaldt vedvarende energi kan dække energibehovet.

 

Vindkraft dækker i dag ca. 42% af elenergien, som kun er 20% af al energi – så 42% svarer reelt til ca. 8% af al energi. Skibstrafik er udenfor. Vind og sol er ustabile og dyre energiformer, der kun leverer, når vinden blæser, og solen skinner. Det giver ikke forsyningssikkerhed men afhængighed af nabolande og gas fra Rusland.

 

Energikommissionen bør tænke visionært i en tid, hvor ikke blot økonomi og forsyningssikkerhed men også frygten for terrorisme spiller en rolle. Derfor er kernekraft med thorium ideel og kunne have været i brug globalt i år 2000, hvis ikke den amerikanske præsident Nixon i 1973 bremsede forskning i en thoriumreaktor, der var færdigudviklet af Alvin Weinberg i 1960erne.

 

Det var under den kolde krig, så Nixon foretrak uran, der også kunne anvendes til bomber. I dag er situationen en anden og i en verden med terrorisme bør vi bruge thorium, der ikke kan bruges til ’dirty bombs’ og ikke kan nedsmelte eller eksplodere. Thorium findes overalt og bliver billig energi, så fattige lande kan komme ud af deres elendighed. Uden rigelig og billig energi dur det ikke!

 

Den første formand for en dansk atomenergikommission var Niels Bohr, der var fortaler for kernekraft til fredelige formål, og den sidste formand for atomenergikommissionen, der aldrig blev nedlagt, var tidligere nu afdøde professor i geologi ved KU Henning Sørensen, der gik ind for thorium og udtalte, at hvis vi havde haft thorium som energi, havde vi ikke haft de nuværende klimaproblemer pga. udledninger af CO2 i atmosfæren.

 

Nu står verden i en situation, hvor en global opvarmning er en større trussel end IS (Islamisk Stat).

 

DONG burde benytte lejligheden i en olienedgangstid til at blive partner med Thor Energy A/S i Norge – som er klar med thorium i 2018 – og udnytte Grønlands thoriumressourcer til at udvikle en reaktor – en waste burner med thorium, som kan omdanne det gamle uranaffald til ren energi. En ren win-win situation, som Danmark bør udnytte ved at ændre beslutningen fra 1985 og støtte de unge danske forskere, der pt. på privat basis bruger alle deres kræfter på at følge efter Niels Bohr.

 

Danmark kunne igen blive førende indenfor ren og billig energi ved kernekraft med thorium!

 

global-alarm.dk

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…