Brexit afbryder EU’s nonchalante indblanding

Twitter

Resultatet af folkeafstemningen den 23. juni i Storbritannien om at forlade den Europæiske Union bør ses i sammenhæng med to andre nylige, europæiske begivenheder. Tre dage før, den 20. juni, besluttede EU’s udenrigsministerråd, med sin tilslutning til den franske præsident François Hollandes “fredsinitiativ”, at løse det palæstinensiske problem inden jul. Tre dage efter folkeafstemningen i Storbritannien, den 26. juni, mislykkedes det endnu engang, ved den anden folkeafstemning i Spanien inden for få måneder, at opnå flertal til en funktionsdygtig regeringsdannelse. Hvad værre er, de nationalistiske partiers stadigt voksende popularitet i Frankrig, Tyskland, Østrig og Holland tyder på, at der er en politisk lammelse undervejs også i andre EU-lande.

 

Kort sagt, den herskende, europæiske, politiske klikes ambitioner om at løse verdens problemer bliver undergravet af dens egne negligerede vælgere, som er tiltagende rasende over selvsamme klikes manglende evne til at løse Europas egne problemer. For fire år siden skrev vi om Europas forestående revolution. For to år siden om den nævnte klikes forsøg og fiasko med hensyn til at gøre EU til en skinkopi af USA. I dag kravler denne revolution fremad måned for måned.

 

Før EU’s udenrigsministre truede Israels sikkerhed og lokale overlegenhed, kunne de have mindet sig selv om resultaterne af deres tidligere så nonchalante indblanding i området. Vi blev alle med rette forfærdede ved Muammar Gaddafis trussel om, at han ville jagte sine fjender “gade for gade, hus for hus,” samtidig med at han begyndte at nedskyde i hundredvis af mennesker i sin hovedstad i februar 2011.

 

Hollandes forgænger, Nicolas Sarkozy, samlede de europæiske ledere — først og fremmest Storbritanniens David Cameron – om at gøre noget ved det. Præsident Obama ankom for at holde en tale, noget han er god til. Endnu vigtigere var dog, at Obama lovede deltagelse af krigsfly fra NATO’s base i Napoli. Tanken var at give de libyske oprørsstyrker mulighed for at sejre ved at lamme Gaddafis egne luftstyrker og bombe hans landstyrker.

 

Sejren blev opnået. Men oprørerne var udelukkende forenede i deres had til Gaddafi. Så Libyen er sunket ned i et kaos, som kun kunne være forhindret ved en massiv, langvarig tilstedeværelse af europæiske landstyrker, noget Europa — efter gentagne militære nedskæringer – ikke har. I dag er det blandt andet de lokale støtter af Islamisk Stat, som jagter deres fjender hus for hus.

 

Europa var ikke i stand til at opnå noget som helst i Libyen uden USA og var ude af stand til at erstatte et afskyeligt regime med et mere værdifuldt alternativ. Lektien burde være sivet ind med Irak. Her var en massiv, amerikansk, militær tilstedeværelse ledsaget af en forfatningsomvæltning og optakt til et parlamentarisk styre. Men hele denne bekostelige affære kollapsede, da Obama besluttede sig for at fjerne selv den sidste rest af den amerikanske, militære tilstedeværelse, som var nødvendig for at holde processen igang.

 

Når det gælder det palæstinensiske problem, besidder den europæiske, politiske elite kun midlerne til at destabilisere status quo uden at kunne opstille et alternativ. Men Israels ledere kan tage det roligt. Ved Hollandes konference i december vil Storbritannien være halvt inde og halvt ude, om overhovedet til stede. Hverken Obama eller hans til den tid valgte efterfølger vil ankomme for at holde tale. Enhver erklæring afgivet på Hollandes konference vil være umulig at håndhæve, fordi EU i sig selv mangler midlerne hertil, og fordi dets energi nødvendigvis må være koncentreret om at standse dets egen opløsning.

 

Blandt ophavsmændene til det libyske eventyr er David Cameron nu trådt tilbage efter afstemningen om Brexit. Obama vil om kort tid gå af og efterlade sig, hvad man mest velvilligt kan kalde for et blandet udenrigspolitisk ry. Sarkozys aspiration om at blive genvalgt og efterfølge den upopulære Hollande, hvis positivliste i dag blot ligger på 12%, er blevet udfordret af en nylig, fransk retsafgørelse.

 

Sarkozy forsøgte at få Mediapart, et fransk efterretningsagentur, retsforfulgt for at have offentliggjort et brev fra 2007 fra Gaddafis efterretningschef vedrørende en “principaftale om at støtte præsidentkandidat Nicolas Sarkozys valgkampagne med en sum svarende til 50 millioner euro.” (Det maksimale privatbidrag, der er tilladt ifølge fransk lov, er på 1500 euro.) Dommerne, som undersøger korruptionsanklagen mod Sarkozy, har vurderet brevet til at være ægte. Mistanken er derfor, at Sarkozys kampagne for at eliminere Gaddafi i det mindste delvist var motiveret af et behov for at eliminere den, der ydede bestikkelsen.

 

De bagvedliggende årsager til Brexit og EU’s opløsning bliver generelt stadig ikke forstået i bredere kredse. Brexit var ikke kun et mistillidsvotum til EU, men også til de herskende, britiske kredse. Af de 650 medlemmer af Underhuset skønnes kun omkring 150 – næsten alle konservative – at have stemt for Brexit. Modstanderne af Brexit omfattede tillige et klart flertal blandt lederne inden for handel, den akademiske verden og kirkerne. Lignende kløfter mellem de herskende kredse og vælgerne findes i dag også i flere andre større, europæiske lande. I nogle tilfælde står regeringen dog forenet med sine vælgere i en afsky for det diktatoriske EU i Bruxelles.

 

Læs også
EU-Domstolen foretager grov diskrimination mod Israel – kræver speciel mærkning af israelske varer fra besatte områder

Denne åbenlyse uoverensstemmelse mellem det britiske establishment og vælgerne forklarer regeringens hurtige accept af Brexit, af frygt for at miste den sidste rest af troværdighed. En bidragende årsag var den brede konsensus på begge sider af debatten om, at EU-institutionernes arbejdsstil har dybe brister og ofte direkte skader britiske interesser. De indrømmelser, som Cameron havde opnået fra EU inden afstemningen, blev i brede kredse mest opfattet som en hån.

 

Desuden havde Europaparlamentets præsident, Martin Schulz, højlydt erklæret, at han kunne samle flertal for en annullering af disse indrømmelser. Det egentlige spørgsmål var derfor, om et valgresultat til fordel for Remain-fløjen (som ønskede at forblive i EU) kunne bidrage til en fornyelse af EU i et samarbejde med andre medlemslande, eller om EU grundlæggende er uimodtagelig for fornyelse. De britiske vælgere besluttede sig for sidstnævnte synspunkt, og regeringen har pligt til at implementere det.

 

De to tidligere artikler, som blev nævnt i starten, spottede først det europæiske opløsningsfænomen og forklarede det efterfølgende. I dag har de mellemliggende begivenheder gjort forklaringen endnu mere enkel. Grundlæggende blev den europæiske, politiske elite for længe siden og med rette overbevist om, at en betydelig, europæisk integration var ønskelig, men deres succes på området fik dem til voldsomt at overvurdere, hvad der yderligere kunne og burde gøres.

 

Indtil for ti år siden så det ud, som om det samme mønster gentog sig i det ene EU-land efter det andet: parlamentet var domineret af et stort centrum-højreparti og et stort centrum-venstreparti, som på skift kom til magten ved valg efter valg. Parallellen til USA forekom tydelig, men denne parallel var en illusion, hvilket jeg skal vise her.

 

Opmuntrede begik de berørte, politiske partier den skæbnesvangre fejl, at de forsøgte at skabe en fælles forbindelse med henblik på valget til Europaparlamentet. Dermed dukkede der dels et pan-europæisk, centrum-højrepræget pseudoparti “Europæisk Folkeparti” (EPP) op, hvis oprindelse går tilbage til en forsamling af kristendemokratiske partier i 1976. Og dels et pan-europæisk, centrum-venstrepræget pseudoparti “Europæiske Socialisters Parti” (PES), grundlagt i 1992 som en alliance mellem de traditionelle socialdemokratiske partier og de tidligere, såkaldt eurokommunistiske partier. Disse sidste dukkede først op med Sovjetunionens svækkelse og miskreditering i 1970’erne og 1980’erne og ændrede navne efter dettes forsvinden i december 1991. Kernen i Italiens nuværende Demokratiske Parti stammer således fra det Italienske Kommunistparti (PCI), det største oppositionsparti i efterkrigstidens Italien.

 

Ejendommeligt nok, men også uundgåeligt, skete der det, at jo mere disse partier forsøgte at forene sig, desto større støtte mistede de i deres egne oprindelseslande. Partiet Hollandske Kristendemokrater (CDA) er i dag et lille parti på højrefløjen og Panhellenisk Socialistisk Bevægelse (PASOK) kommer lige akkurat over spærregrænsen på de 5%, der er nødvendige for at indtræde i det græske parlament. (Den sidste PASOK-premierminister i Grækenland, George Papandreou, er selvmodsigende nok fortsat præsident for Internationale Socialister.) Årsagen til denne udvikling behøver man imidlertid ikke at søge længe efter.

 

Læs også
De 4.006 palæstinensere som europæerne ikke har hørt om

Man glemte, at nationalismen er en væsensbestanddel af centrum-højres sindelag. Et centrum-højreparti, som foretrækker en international interesse på bekostning af dets eget lands nationale interesse, mister troværdighed blandt sine egne kernevælgere; det bliver sårbart over for nye, mere yderligtgående højrefløjspartier. Eksemplerne på denne proces i EU er i dag så tydelige, at vi ikke behøver at opregne dem her.

 

Man glemte også, at socialismens tiltrækningskraft består i, at dens kernestøtter forventer stigninger i statens udgifter på socialområdet på bekostning af økonomisk stabilitet. Dette bliver stadig vanskeligere, jo mere et land begrænses af sin deltagelse i et internationalt rammefællesskab. Og det bliver helt umuligt at opretholde, når først et land deltager i en fælles møntfod, eftersom det traditionelle middel til socialistisk overforbrug består i en devaluering af den nationale mønt. Dette er grunden til, at PASOK i Grækenland er blevet overskygget af det yderligtgående venstrefløjsparti SYRIZA, at den spanske vælgerstøtte til PES (PSOE) er dalet alvorligt til fordel for opkomlingen Podemos, og at socialismens hollandske vælgerstøtte til PvdA i dag ligger nede på omkring samme niveau som de to andre venstrefløjspartier.

 

Det er også grunden til, at man i Storbritannien, hvor valgsystemet lægger hindringer i vejen for opkomsten af nye partier, så Jeremy Corbyn blive valgt til leder af Labour-partiets medlemmer til skræk og rædsel for partiets establishment. Corbyn selv var, indtil for nylig, en udtalt euroskeptiker og talte offentligt kun halvhjertet for at forblive (Remain) i EU, hvorved han skabte mistanke om, at han i det skjulte stemte for at forlade (Leave) det.

 

Et højrefløjsparti som Østrigs Frihedsparti (OFP) har haft et nemt salgsargument. Det samme gælder ikke den yderste venstrefløj: når de kommer til magten, står det hurtigt og pinefuld klart, at de ikke har større evne end deres forhånede, socialdemokratiske forgængere til at unddrage sig de begrænsninger, som medlemsskabet af eurozonen påtvinger.

 

SYRIZA kom således til magten i Grækenland og vandt en folkeafstemning om at afslutte den finanspolitiske hestekur. Resultatet var, at alle grækere opdagede, at deres bankkonti i realiteten var indefrosset: de fik kun lov til at hæve tres euro om dagen. Dette splittede SYRIZA. Den største gruppe vandt det efterfølgende valg og accepterede de barske betingelser, som folkeafstemningen havde afvist. Det paradoksale resultat i Grækenland er, at den nuværende regering består af en koalition mellem opkomlingen på den yderste venstrefløj, SYRIZA, og en anden opkomling i form af et nationalistisk parti (Uafhængige Hellenere), som ligger til højre for Nyt Demokrati (den græske del af EPP).

 

I andre EU-lande har den typiske udvikling imidlertid været modsat: De i begyndelsen rivaliserende medlemmer af EPP og PES er gået i koalition imod den brogede blanding af frembrydende partier, som vil ud af EU, eftersom ingen af de to længere har absolut flertal i parlamentet. Det vil sige, at de to gruppers tidligere raison d’être som rivaliserende alternativer er blevet forladt ud fra et behov for overhovedet at overleve ved magten. Lammelsen i Spanien skyldes det faktum, at de to lokale parter dér nedstammer fra de to parter i den brutale borgerkrig i årene 1936-1939. At indgå i en regering er stadig næppe noget, som de tabende socialister, der fortsat blev udsat for forfølgelse længe efter krigen, kan forestille sig.

 

Læs også
USA støtter Israel mod EU

Ved valget til Europaparlamentet i maj 2014 vandt EPP og PES ligeledes blot henholdsvis 221 og 191 pladser ud af 751, hver for sig langt fra en majoritet. Så de slog sig sammen for at gøre EPP’s topkandidat, Jean-Claude Juncker, til formand for EU Kommissionen og for at bibeholde topkandidaten fra PES, Martin Schulz, som formand for parlamentet. Junckers utrolige reaktion på Brexit har været at kræve endnu strammere integration: han ønsker at tvinge de otte EU-medlemsstater (ud over Storbritannien), som stadig har selvstændig møntfod, ind i eurozonen. Han har også gentaget et forslag, som han oprindelig fremsatte i marts sidste år, om at samle alle væbnede styrker i medlemslandene (minus Storbritannien, som er ude) i én europæisk hær. Heri bliver han støttet af Schulz’ hjemlandsparti, det tyske SPD. Det vil sige, at de ønsker sig mere og mere af det, som de europæiske vælgere ønsker sig mindre og mindre af.

 

Især i Østeuropa er der nu regeringer, som afskyr de ubønhørlige centraliseringskrav fra EU’s herskende kredse. I Ungarn har regeringen for eksempel afvist EU Kommissionens krav om, at de skal modtage en kvote af de immigranter, som for tiden strømmer ind i Europa; landet har fastlagt en folkeafstemning om spørgsmålet til den 2. oktober. Samme dag vil Østrig afholde et fornyet præsidentvalg, hvor Frihedspartiet vil kunne vinde snævert, efter at det tabte snævert i første omgang.

 

Disse regeringer figurerer blandt Israels nye venner, som blev beskrevet i en nylig artikel fra Reuters med overskriften “Diplomatiske bånd hjælper Israel med at tage brodden af international kritik.” Der står blandt andet:

 

“Mens Israel for bare få år siden stort set var afhængig af, at Tyskland, Storbritannien og Tjekkiet forsvarede landets interesser i EU, kan det i dag tælle Italien, Grækenland, Cypern, Østrig, Ungarn og en håndfuld andre blandt sine potentielle allierede.”

 

Disse allierede har intet ønske om at straffe Israel på vegne af de stadig mere trættende palæstinensere. Tværtimod:

 

“Ligesom Tyrkiet, der i sidste uge indvilligede i at genoprette de diplomatiske forbindelser med Israel efter seks års afbrud, øjner de en fremtid præget af en ekspanderende forretningsverden, handel og energiforbindelser.”

 

Læs også
Erdogan vil ødelægge kurderne – EU og FN er magtesløse

Med “energiforbindelser” hentydes til Israels nyfundne, kolossale naturgasfelter, et fænomen vi tidligere har kaldt “Israel som Golfstat.” Det vil sige: ligesom regeringer ikke bekymrer sig synderligt om menneskerettigheder i f.eks. Qatar i deres iver efter at købe naturgas fra landet, så afholder det Palæstinensiske Selvstyres selvretfærdige jamren heller ikke disse regeringer fra at gå efter det, Israel har at tilbyde. Eller som Reuters-artiklen citerer en europæisk ambassadør for at sige: “Der er simpelthen ingen, der har lyst til at gå i konfrontation med Israel og levere en virkelig barsk anklage. Ingen ser en fordel i det.”

 

Israels regering fryder sig selvfølgelig ikke over den utilfredshed, der breder sig i EU. Men man påskønner helt sikkert nogle af bivirkningerne.

 

Malcolm Lowe er en walisisk akademiker med speciale i det Ny Testamente og mellemreligiøse relationer.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat fra engelsk til dansk af Mette Thomsen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…