Ny bog: “MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark”

Hvem orker at læse en bog på næsten 1100 sider om ytringsfrihed, hvor alene de sidste 150 sider  består af noter og litteraturliste? Den samvittighedsfulde anmelder har pligt til det.  Men det har nu ikke været en lidelse at komme igennem bogen. Tværtimod. Men rolig: man kan sagtens nøjes med at læse udvalgte kapitler. For den er en bog, der er god at få forstand af.

 

Luther tilhørte ikke oplysningstiden!

Bogen gør med rette opmærksom på, at reformationen og den lutherske ortodoksi på ingen måde er forløber for frie ytringer i samfundet. Det var en tid med hekseprocesser og forfølgelse af folk, der brød med den officielle kirke. Der var perioder, hvor kongen frygtede et katolsk statskup.

 

Christian IV dekreterede således dødsstraf til alle fremmede katolikker, der kom til riget, samt til alle sekter, der ikke fulgte den augsburgske bekendelse. Majestætsfornærmelse blev regnet som den alvorligste forbrydelse i Danske Lov. Man levede i et par århundreder under et strengt statsstyre, som slog hårdt ned på alle divergerende meninger.

 

Trykkefrihed med forhindringer

Langsomt sker der i løbet af 1700-tallet en svækkelse af den lutherske ortodoksi. Holberg rettede en indirekte kritik af religionstvangen. Mindre moderate oplysningsfolk gik flere skridt videre i deres angreb på selve religionen. Der var oaser med svækket censur, hvor rationalistisk teologi og fritænkeri udfoldede sig. Et fristed i helstaten var Altona (”all zu nah” til Hamborg) med skikkelser som Dippel, Lau, J.L. Schmidt og Struense. Sidstnævnte fik indført trykkefrihed i Danmark, som levede en tid, indtil begrænsninger blev indført. Der var perioder med ”dansk perestrojka”, som blev afløst af perioder med tilbageskridt.

 

En vis Muhammedkrise

Bogens mest interessante kapitler vil nok for mange være dem, der omhandler tiden efter 1849. Bogen påviser, at demokratiets indførelse ikke var ensbetydende med ubegrænset ytringsfrihed. På ingen måde. Der var forfatningskampen mellem Højre og Venstre. Der var kampen mod den gryende arbejderbevægelse, mod blasfemi og sædelighed. Langt op i vor tid var der kulturdebattører, der ville forbyde tegneserier!

 

Aktuelle sager behandles indgående. Slagsmålet mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen. Frank Grevil- og jægerbogssagen. Terrorpakke I-II. ROJ TV. Og så selvfølgelig sagen om Muhammed-tegningerne. Den røde tråd gennem de mange sider er, at der er afgørende forskel på, hvad man må sige, og hvad man må gøre. Altså forskellen på ytrings- og handlefrihed. Forfatternes holdning er klar: et ubetinget ja til ytringsfriheden – uden et MEN.

 

Det, som nogle lidt nedladende kalder for ytringsfrihedsfundamentalisme. De, som støttede op omkring Salman Rushdie-sagen, svigtede fælt i 2005-6. Der er smæk til Thøger Seidenfaden, Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg og Uffe Ellemann. Hvorfor ændrede de holdning? På grund af fremkomsten af Dansk Folkeparti! Som dog også får en på hatten p.gr.a. ønsket om forbud mod parabolantenner vendt mod Mellemøsten.

 

De to forfattere har gjort et prisværdigt og stort arbejde med at give en samlet fremstilling af trykkefrihedens historie i Danmark. Respekt! Deres værk fortjener at blive læst og diskuteret af mange. De mange gode illustrationer er med til at gøre det hele lidt mere spiseligt.

 

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt, MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark.

Gyldendal 2016, 1.082 sider, ill., 400 kroner.

Torsten Dam-Jensen.

Del på Facebook