2- og 3-partsforhandlinger og jobcentrenes spild af tid og penge

Colourbox

Stort set alle politikere taler om, hvor vigtigt det er at få flere mennesker i arbejde, og til daglig arbejder landets 94 kommunale jobcentre med denne opgave. De årlige driftsudgifter løber op i mere end 8 mia. kr., men man aner ikke hvor mange mennesker jobcentrene får sendt i arbejde. Den eneste sikre beskæftigelsesvirkning er, at systemet giver fast arbejde til mere end 9.000 mennesker.

 

Offentlig forsørgelse

Inklusive personer på arbejdsløshedsdagpenge og folk i forskellige former for støttet beskæftigelse er der i Danmark knap 800.000 på overførselsindkomst.

 

Her til kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer det samlede tal for personer der er afhængig af det offentlige op på knap 3 millioner. Strømmen af flygtninge og asylansøgere vil uvægerligt betyde, at antallet på offentlig forsørgelse vil stige i de kommende år.

 

Integration af flygtninge

Erfaringerne med integrationen af flygtninge og asylansøgere viser, at selv efter flere års ophold i Danmark kommer under en tredjedel i job. Tilstrømningen af asylansøgere er i øjeblikket på omkring 25.000 om året og integrationsudgifterne udgør 6,5 mia.kr. – i de kommende år stigende til over 10 mia. kr. om året.

 

Beskæftigelsesreform

Det er jo ikke fordi vi i Danmark ikke har et særligt system, der er etableret for lette adgangen til arbejdsmarkedet. Problemet er omfattende, bureaukratisk og dyrt, men det værste er, at det tydeligvis ikke virker. Der er udviklet allehånde ordninger: 80/20, job- og virksomhedspraktik og løntilskud, og  meget andet – men det virker ikke.

 

Systemet har ellers for nylig  været underkastet en grundig politisk vurdering i forbindelse med den ”reform” af beskæftigelsesindsatsen, der blev aftalt mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative i juni 2014.

 

En gennemgang af aftalen illustrerer hvorfor systemet leder tanken hen på et Kafkask bureaukrati og man får også et fingerpeg om hvorfor det ikke virker.

 

De første elementer af reformen trådte i kraft 1. januar 2015. Det drejer sig om:

 

  • Afskaffelse af gentagen aktivering
  • Styrket indsats sidst i ledighedsperioden
  • Omlægning af driftsrefusion
  • Målretning af offentligt og privat løntilskud
  • Målretning af jobrotationsordningerne
  • Regional uddannelsespulje
  • Ny ordning med ret til seks ugers jobrettet uddannelse
  • Målrettet voksenlærlingeordning
  • Styrkede muligheder for læse-, skrive- og regnekurser
  • Virksomhedsindsats og trainee-indsats
  • Kompetenceudvikling af medarbejdere i jobcentre og a-kasser
  • Otte nye regionale arbejdsmarkedsråd
  • Afskaffelse af G-dage for korttidsansættelser
  • Fokus på kvalitet i indsatsen for ledige i særlig risiko for langtidsledighed

 

Læs også
Danske virksomheder efteruddanner for 15 mia. om året

Allerede her må man give op; Hvad er jobrotation og hvad er G-dage? Om det sidste viser det sig, at en arbejdsgiver under visse betingelser betale for de første tre ledighedsdage – også kaldet G-dage.

 

1. juli 2015 trådte følgende elementer i kraft:

 

  • Nyt tidspunkt for første ret og pligt-tilbud
  • Kontaktforløbet i a-kassen og jobcentret (første fælles samtale 1. juli 2016)
  • Styrkede muligheder for opfølgning på rådighed
  • Pulje til uddannelsesløft
  • Ret til realkompetencevurdering
  • Nyt og styrket servicekoncept for virksomheder
  • Nationalt kontaktpunkt for store virksomheder
  • Koordineret virksomhedskontakt på tværs af kommuner

Trinvis ikrafttræden efter 1. juli 2015:

 

  • Digitalisering af voksenlærlingeordningen – træder i kraft medio 2016
  • Joblog for ledige – implementeres trinvis med fuld indfasning primo 2016
  • Selvbooking – træder fuldt i kraft primo 2016
  • Afklarings- og dialogværktøjet – implementeres trinvist frem mod fuld indfasning 1. januar 2017.

 

Produktionspanelet

I midten af maj 2015 afleverede det af den daværende SR-regering nedsatte ”Produktionspanel” deres anbefalinger til regeringen. Panelet, der havde Niels B. Christiansen fra Danfoss A/S som formand og CO-industris og Dansk Metals formand, Claus Jensen som næstformand, påpegede 3 vigtige forhold, der skulle gøres noget ved:

 

1) Produktionserhvervenes investeringer, der siden finanskrisen har været faldende.

 

Læs også
En borgers nytårstale: Lad os tage et opgør med elitens kulturelle selvhad

2) Opprioritering af den tekniske forskning således at den udgør mindst 20 pct. af de samlede investeringer i forskning og udvikling.

 

3) Manglen på højt kvalificerede faglærte og folk med en videregående teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse en alvorlig barriere for danske produktionsvirksomheder.

 

Om det sidste forhold gjorde panelet opmærksom på, at alternativet til at løse denne udfordring er, at virksomheder og arbejdspladser flytter ud af Danmark. En stærk og veluddannet arbejdsstyrke, hvis kompetencer matcher virksomhedernes ønsker og krav, er en afgørende forudsætning for økonomisk vækst. Panelet var samtidig kritisk over for den nuværende beskæftigelsesindsats og ikke mindst AMU-systemet fik drøje hug: Det nuværende AMU-system tager udgangspunkt i et industrisamfund, der ikke længere eksisterer. AMU-systemet er forældet.  Der er brug for et efteruddannelsesudbud, der er mere fleksibelt og tilpasset i tid og sted til de behov, virksomhederne nu engang har.

 

Dagpengekommissionen

Dagpengekommissionen blev nedsat i juni 2014 af den tidligere regering. Den 19. oktober 2015 modtog regeringen kommissionens samlede anbefalinger til et nyt dagpengesystem, og meget hurtigt indgik regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i oktober 2015 en dagpengeaftale, som Radikale Venstre efterfølgende tilsluttede sig. Samme kreds af partier indgik i december 2015 i tillæg hertil en aftale om supplerende dagpenge og overskydende timer. Lovforslaget, der udmønter de to aftaler, er i øjeblikket i høring, men ændringerne ventes at kunne træde i kraft 1. januar 2017.

 

Målet med de to aftaler er angiveligt at understøtte, at forsikrede ledige får et tydeligere incitament til at stå til rådighed for alle typer beskæftigelse – også korttidsansættelser og laverelønnet arbejde på overenskomstmæssige vilkår. Samtidig styrkes incitamentet til at tage arbejde undervejs i ledighedsperioden. Det gælder også deltidsansattes incitament til at påtage sig fuldtidsarbejde.

 

Desværre er ændringerne i det nuværende system helt marginale og selve opbygningen af systemet med myriaden af jobcentre m.v. ændres ikke. Der er da heller ingen, der tror på at de aftalte ændringer vil påvirke arbejdsudbuddet i nævneværdig grad.

Læs også
Industriens mangel på medarbejdere overgår tiden før finanskrisen

 

2- og 3-parts drøftelser

Regeringen var oprindelig indstillet på at indkalde lønmodtagere og arbejdsgiverne til trepartsforhandlinger. Venstre-regeringen lagde oprindeligt op til at der skulle diskuteres en række emner vedrørende virksomheders konkurrenceevne, uddannelse, håndteringen af udenlandsk arbejdskraft og mulighederne for at flytte flere personer fra offentlig forsørgelse til job.

 

Regeringen har samtidig indbudt kommunerne til såkaldte topartsforhandlinger, hvor barrierer for kommunernes integrationsindsats skulle drøftes.

 

De seneste meldinger går på, at regeringen nu vil fokusere på få flere flygtninge i arbejde. Derfor vil 2-partsdrøftelserne med kommunerne og 3-partsdrøftelserne med arbejdsmarkedets parter starte ud med fællesmøder, der indledes torsdag den 11. februar 2016.

 

Resultater?

Det bliver helt sikkert vanskelige forhandlinger, og det er svært at se at der vil komme noget ud af de fælles anstrengelser.

 

På forhånd har såvel lønmodtagere som arbejdsgivere taget afstand fra tanken om at indføre en særlig indslusningsløn til arbejdsmarkedet. Det vurderes ellers at være det mest effektive middel til at få såvel flygtninge som andre introduceret til det normale arbejdsmarked. Om der findes alternativer, der kan øge den del af integrationen vil vise sig.

Læs også
Risiko for overophedning af arbejdsmarkedet inden 2020

 

For kommunerne er det ikke kun et spørgsmål om at få reduceret de forhindringer for integration som administrativt bøvl og bureaukrati indebærer. Kommunerne har også problemer med at skaffe boliger og uddannelsestilbud. Ikke mindst uledsagede flygtningebørn udgør en særlig udfordring. Kommunerne klager endvidere over manglende digitalisering og mangelfuld kommunikation med Udlændingestyrelsen.

 

Sammenfattende er kommunernes økonomi så presset på grund af de mange flygtninge, at regelforenklinger ikke er nok for kommunerne – der stilles håndfaste krav om penge på bordet.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…