I slutningen af juni skulle nogle ambulancefolk hente en syg person i Stockholms tunnelbane. En ung fyr stod og kikkede på, mens de arbejdede.
En sygehjælper i ambulance-teamet sagde: ”Du må ikke ryge, når vi arbejder med iltmaske her og har en nødstedt, vi skal tage os af.”
Det var nok til, at fyren følte sin ære gået for nær, og så slog han sygehjælperen flere gange i hovedet. Situationen udviklede sig endnu mere skræmmende, da der kom flere aggressive unge til.
Ambulancefolkene måtte evakueres med hjælp fra flere politipatruljer.
Den dramatiske beretning bliver givet af Henrik Johansson. Han er formand for Alarm Ambulansförbundet, den største organisation for ambulancefolk i Sverige.
Volden er et stadig større problem
Johansson har arbejdet inden for ambulancetjenesten siden begyndelsen af 1990’erne. Han siger, at ambulancefolk i dag er langt mere udsatte for trusler og vold end i 1990’erne.
Ofte må syge vente længere på hjælp, fordi ambulancefolkene ikke tør rykke ind, før der kommer politieskorte.
Volden er psykisk meget belastende. Mange ambulancefolk frygter for at møde de samme voldelige personer og bander igen. En del af dem er også bange for at fortælle, hvad de har været udsat for af frygt for hævnakter.
”Mange kolleger begynder på det her job uden at være forberedte på at møde det samfundsklima, vi har,” siger Henrik Johansson. I storbyerne sker det flere gange om dagen, at ambulancefolk trues eller mærker vold, og volden er blevet langt grovere.
Det hænger sammen med, at ambulancefolkene ofte kommer ind i miljøer, hvor der findes våben.
Mange episoder bliver ikke indberettede på grund af frygten for hævnakter. Så det såkaldte mørketal er stort.
Samfund i samfundet
Problemerne er langt størst i forstædernes almennyttige boligområder, siger Johansson. Det er typisk de indvandrertætte områder, og dem er der mange af i Sverige. Men Johansson siger kun dette indirekte ved at tale om områder med mange dårligt integrerede og ”bandestrukturer”.
”Det er vigtigt, at folk forstår frygten for at stå op mod de her bander og den magtfaktor, som de udgør.”
Han føjer til, at han er meget forundret over, hvor deres had og aggressivitet kommer fra.
”Der har udviklet sig samfund i samfundet, hvor modsætningen til humanismens værdier synes at trives,” mener han.
Det rammer ikke kun ambulancefolkene. En del beboere i disse forstadsområder lever også i frygt. ”Det gælder ikke mindst kvinderne, som jeg oplever som særligt marginaliserede.”
Skudsikre veste og mordtrusler
Når ambulancefolkene angribes, begynder det ofte med, at nogle unge går i vejen for deres arbejde og begynder at sabotere. Hvis de bliver bedt om at flytte sig, reagerer de med skældsord og hånlatter, og stemningen bliver gradvist mere aggressiv.
”Det er meget stressende,” siger Henrik Johansson.
Nogle gange udarter det til regulære voldsomheder. Det har fået Alarm Ambulansförbundet til at foreslå, at man opretter specialuddannede ”taktiske enheder”, der blandt andet er udstyret med skudsikre veste, til at bistå ambulancefolkene i sådanne situationer.
Det virker næsten som en snert af borgerkrig.
Henrik Johansson beretter i interviewet om endnu en ekstrem voldsepisode:
En sygehjælper sad i en ambulance og tog sig af en patient. Pludselig pressede en anden bil ambulancen ind til siden. Under mordtrusler blev sygehjælperen tvunget ind i den anden bil for at tage sig af en patient, mens bilen kørte af sted i vanvidsfart.
En ny stemning baner sig vej i Sverige
I Danmark er ambulancefolk også blevet mere udsatte i nogle områder. Men situationen er ikke nær så ekstrem som i Sverige. Det hænger givetvis sammen med, at Sverige har ført en fuldkommen hovedløs udlændingepolitik, der har udviklet omfattende parallelsamfund med en stærk voldskultur.
Men nu er en ny stemning ved at bane sig vej i Sverige. Stadig flere svenskere vil ikke længere finde sig i den gradvise nedbrydning af deres samfund.
Henrik Johanssons ret klare meldinger synes at afspejle denne voksende protest. Som han siger:
”Det er skræmmende, at man ikke ser ud til at ville tage fat på det her i den politiske debat. Det er, som om de her problemer ikke findes, eller som om man forsøger at give indtryk af, at de ikke er noget særligt.”
Så føjer han til: Enhver, der havde været med under de to voldelige episoder, der omtales i interviewet, ville hurtigt finde ud af, at dette er alvor.
(Henrik Johanssons interview er givet til Paulina Neuding og bragt i Svenska Dagbladet)
