På torsdag den 3.12. skal vi stemme om retsforbeholdet, og dagligt er der på næsten hele sendefladen udsendelser om EU og afstemningen. Debatter om fordele og ulemper ved henholdsvis et JA og et NEJ kan vi følge bl.a. hos Ask Rostrup, i Deadline og hos Clement Kjersgaard.
Desværre er det danske debatklima så elendigt, at det er meget svært at følge med i argumenterne, hvis der er mere end én person i studiet. Alle råber i munden på og afbryder hinanden, og TV-værten er ofte den værste…
Mellemstatligt og overstatligt
Der er ét argument, jeg ikke har hørt, eller måske har jeg overhørt det på grund af debattørernes evindelige afbrydelser af hinanden, nemlig den signifikante forskel mellem mellemstatligt og overstatligt.
Af Grundlovens § 20.1 fremgår: ”Beføjelser som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.”
En betænkning til § 20.1 omhandler retten for Danmark til at opsige en sådan gensidig mellemfolkelig overenskomst.
Ved et ja på torsdag er der ikke længere tale om en mellemstatlig overenskomst, der kan opsiges, men om en overstatlig, der ikke kan opsiges.
For at pinde det ud: Grundloven giver alene mulighed for mellemstatlige overenskomster og præciserer, at de kan opsiges. Hvad Grundloven derimod ikke giver mulighed for er, at ”rigets myndigheder” kan overlade noget som helst af Danmarks suverænitet til en overstatlig myndighed. Og – værd at bemærke – som ikke senere kan ændres. Bordet fanger for alle generationer herefter.
Landets fremmeste jurister må være konsulteret, og disse må have givet grønt lys for overgivelse af snart sagt de sidste rester af Danmarks suverænitet. Men med hvilken hjemmel? Hvorfor er ikke en af disse lærde jurister blevet inviteret i et TV-studie for at forklare for al folket, på hvilket grundlag man har kunnet se bort fra Grundloven?
Ganske vist har nogle af nej-politikerne en passant nævnt, at et ja ikke senere kan trækkes tilbage, men det er ikke blevet uddybet. Så befolkningen har selv måttet forsøge at stykke det hele sammen: Grundloven, mellem- og overstatligt, opsigelser, ikke-opsigelser m.v.
Europol og Interpol
Der er under ja-nej debatterne talt rigtigt meget om Europol. Ja-partierne valgte den groveste metode til at sikre sig et ja, som sikkert endnu er set i en valgkamp. Både på plakater og på TV fik vælgerne at vide, at hvis de stemmer nej, elsker de pædofile, børnepornografi, kvindehandel og andre afskyelige forbrydelser. Hvis denne metode ikke giver bagslag, kan vi forvente endnu grovere metoder fremover, når vi skal til valg.
Stemmer vi ikke ja til Europol, går verden under. Fra den dag sidder vi på en lyd- og lufttæt ø, hvor vores egne forbrydere kan smutte i sikkerhed til et Europol-land, og Europol-landenes forbrydere er ligeledes i absolut sikkerhed her. Ingen af de 27 EU-lande, der alle er medlem af Europol, vil lege med vores politi, og det er helt slut med at opklare forbrydelser.
Ikke én har talt om Interpol. Af erfaring ved jeg, at samarbejdet med denne organisation er upåklageligt. Interpol omfatter 190 lande (2015), og samtlige EU-lande er i øvrigt medlem af Interpol.
Endvidere arbejder Interpol med nøjagtigt det samme som Europol, altså pædofili, børnepornografi, kvindehandel, narko, terrorisme, forbrydelser mod menneskeheden, våbenhandel og meget, meget mere. Organisationen har flere år på bagen (oprettet 1923) end Europol (oprettet 1998) og kunne måske derfor have meget mere erfaring med internationale forbrydere og forbrydelser.
Det er da muligt, at Europol er vigtigere for det danske politi end Interpol, men hvorfor har der så ikke været inviteret eksperter i TV til at forklare dette? Altså ikke manipulerende EU-embedsfolk, men vidende personer, som ville kunne oplyse befolkningen om, hvorfor samarbejdet med Europol er så meget vigtigere end med Interpol. I stedet er Interpol blevet tiet ihjel, mens Europol, som mange mennesker for få måneder siden knapt havde hørt om, er blevet fremhævet som det eneste saliggørende til at opklare forbrydelser.
Mens de politiske partier pusler om deres egen lille Hassan, og TV-værterne har svært ved at skjule deres eget politiske tilhørsforhold, inviteres såkaldte eksperter i studiet for at tilsløre mere end at afsløre. Men de virkelig vidende ser vi ikke skyggen af. Ikke så underligt, at der på dette sene tidspunkt inden valget er så stor en procentdel af ved-ikke vælgere.
