Islamkritikeren Wafa Sultan kommer fra Syrien – sådan forklarer hun terrorens islamiske logik

Wafa Sultan er alawitisk muslim. Hun er født i Syrien og levede i dette land de første 30 år af sit liv. Allerede i denne periode vaktes hendes kritiske sans over for islamisk religion. Som 31-årig immigrerede hun i 1989 sammen med sin mand og sine børn til USA, hvor hun lever i dag. Hun er i dag en velkendt islamkritiker.

 

Hun vedkender sig sin syriske kulturelle arv; for hun har sagt: ”Jeg er en muslim, der ikke tror på islam” og ”Jeg er ikke imod muslimer, jeg er imod islam.” Men imod de mennesker, der mener, at vor tids terrorisme og de muslimske landes fattigdom og manglende udvikling blot bunder i et begrænset problem med særlige islamtilhængere, siger hun: Nej, problemet ligger i islam selv. Det beskriver hun i bogen A God Who Hates (2009) (En gud, der hader), hvorfra nedenstående uddrag bringes i dansk oversættelse.

 

Man kan spørge: Hvordan skal man ellers forklare terroren i Paris og andre steder? Hvordan skal man ellers forklare, hvorfor den store muslimske indvandring til bla Europa fører terror med sig? Hvordan skal man ellers forklare mange muslimers støtte til Islamisk Stat både herhjemme og i de øvrige europæiske lande? Hvordan skal man ellers forklare, hvorfor en stor del af tilskuerskaren på fodboldstadion i Istanbul forleden ikke ville holde et minuts stilhed i anledning af Paris-terroren, men i stedet spontant brød ud i en protest imod stilheden med hujen og piften og med de taktfaste råb: Allahu akbar; de markerede deres opfattelse af forbindelsen mellem terroren og Allah.

 

Wafa Sultan:

 

Livet på jorden har ingen værdi

Koranen siger: ”Det er det Paradis, som de retfærdige har fået løfte om. Dér er der floder af vand, som ikke er forurenet, og floder af mælk, der altid er frisk; floder af liflig vin og af den reneste honning. Dér skal de spise af al slags frugt og få tilgivelse fra deres Herre. Mon de kan sammenlignes med dem, der skal forblive i Helvede til evig tid og drikke skoldende vand, som vil sønderrive deres tarme?” (47,15).

 

Og et andet vers siger: ”Dette jordiske liv er kun tidsfordriv og morskab. Langt bedre er det hinsidige liv for dem, der frygter Allah” (6,32). Dette betyder, at for muslimer har livet i denne verden ingen værdi. De er kun midlertidigt her på jorden, og har intet ansvar ud over at dyrke Gud, så de kan nyde Paradiset i det hinsidige.

 

Jihad er adgangen til paradis

Kaldet til at føre krig på Guds vegne var den vigtigste del af dette ansvar, hvilket følgende Koran-vers klart viser: ”Lad dem, der vil bytte dette jordiske liv med livet i det hinsides, kæmpe for Allahs sag; uanset om de bliver dræbt eller sejrer, vil Vi belønne dem i rigt mål” (4,74).

 

Muslimer kan ikke forstå begrebet ansvar uden at forbinde det med kamp. De mener stadig, at jihad er den eneste måde, der garanterer deres adgang til Paradiset i det hinsides. Når mennesker ikke bærer ansvaret for deres handlinger, kan de ikke indrømme, at de har taget fejl; og kan, som konsekvens, ikke føle nogen skyld for deres fejltagelser.

 

Menneskets skæbne er forudbestemt

Islam betragtede alt, hvad der skete for en muslim ud over det afstukne ansvar for at kæmpe, for at være skæbne, som han ikke kunne have nogen kontrol over, og følgelig heller ikke kunne have noget ansvar for. Islamisk lære gav muslimerne den illusion, at deres skæbne var forudbestemt. Den overbeviste dem om, at hver eneste detalje i deres liv var fastlagt forud, og at de ikke havde nogen magt til at påvirke begivenhederne. Koranen siger: ”Sig: ’Intet andet vil ramme os end det, som Allah har bestemt for os’” (9,51).

Læs også
Forbyd muslimske bønnekald ved lov

 

Og Muhammed sagde i en hadith: ”Hvis noget hænder dig, så sig ikke: ’Hvis jeg havde gjort det og det, ville noget sådant ikke være sket.’ Sig hellere: ’Allah har bestemt det sådan, og Han gør, hvad der behager Ham’.”

 

Ude af stand til at se virkeligheden i øjnene

Dette kald til at underkaste sig, hvad som helst skæbnen bestemmer, har bidraget til at skabe en uselvstændig holdning, og har overbevist mennesker om, at alt, hvad der indtraf i deres liv, udelukkende skete som en del af Guds plan og på hans befaling.

 

Denne holdning sætter muslimer i stand til at undgå at se virkeligheden i øjnene, og bidrager for en stor del også til at berøve dem muligheden for at føle skyld over for de ulykker og den modgang, de ser i denne virkelighed. Muslimer har aldrig lært at ransage deres egen sjæl eller at bekende, hvilke fejl de måske har begået. For deres vedkommende er alt, hvad der sker, Guds vilje, og deres tro kræver hverken af dem, at de fortryder deres handlinger, og tillægger dem heller ikke noget ansvar for nogen af de konsekvenser, som disse handlinger medfører.

 

Monopol på Gud

Lad mig give et enkelt eksempel: Hassan Nasrallah (oa.: Sayyid Hassan Nasrallah) er en libanesisk shiamuslimsk præst, som har overtrådt loven i sit eget land, har udfordret regeringens ønskede politik og samlet sine tilhængere i et politisk parti. Dette kan for visse mennesker måske synes meget fornuftigt, men jeg tror ikke, at der på jorden er noget menneske med en smule fornuft, der er enige med ham i det navn, som han har givet sit parti: Hizbollah, der betyder ”Guds parti”.

 

Det navn, han har givet sit parti, afspejler den måde, han tænker på. Om vi tror på Gud eller ikke, er her uden betydning. Det væsentlige i denne sag er, at en mand hævder, at han har et monopol på Gud, og at han stiller sig selv sammen med Gud i det samme parti. Denne mand respekterer ikke andre menneskers ret til at leve, og værdsætter ikke det menneskelivet. Han er overbevist om, at han blev sat i verden for at føre krig med det formål at udbrede Allahs religion, og at han vil blive belønnet med et evigt ophold i Paradis, uanset om han dræber eller selv bliver dræbt.

Læs også
Asger Aamund fylder 80 år: Islam er i krig med os – det er på tide at se virkeligheden i øjnene

 

Nasrallah vidste fra begyndelsen, at han indlod sig på en ødelæggende krig; alligevel førte han og hans tilhængere Libanon ud i den rene katastrofe i deres krig mod Israel. Hans resultater fra denne krig var 1000 døde og 1 million fordrevne mennesker; alligevel annoncerede han den aften, hvor våbenhvilen trådte i kraft, at han havde besejret Israel, og at han skænkede denne sejr til Libanon og den islamiske nation. Dér har man så den muslimske opfattelse af sejr.

 

Det er bedst at blive dræbt af fjenden

Det lykkedes Nasrallah og hans tilhængere at dræbe et hundrede jøder, og i hans opfattelse er der ikke nogen større sejr end dette. Koranen siger: ”Allah har købt de troendes liv og jordiske ejendom, og har til gengæld lovet dem Paradiset. De vil kæmpe for Allahs sag, dræbe eller selv blive dræbt” (9,111).

 

På denne måde er det en muslims mål i krig enten at dræbe sin fjende eller selv at blive dræbt af fjenden; og han betragter sig selv som sejrherre, uanset hvilken af de to udfald det ender med. Hvis muslimen dræber sin fjende, har han vundet; men hvis fjenden dræber ham, er muslimens sejr endnu større, da fjendens handling kun har tjent til at lade muslimen møde sin Gud så meget desto hurtigere.

 

Ønsker sin egen død højere end fjendens

Hassan Nasrallah er ude af stand til at påtage sig ansvaret for, hvad han gjorde, og kan derfor ikke føle skyld for det, hans adfærd førte med sig. Et tusind døde mennesker, 5000 sårede og en million mennesker kastet ud i hjemløshed – alt dette har ikke nogen betydning i forhold til den kendsgerning, at Israel havde et tab på hundrede døde. Dette er filosofien hos de mænd, som hævder at have monopol på Gud og at have dannet et parti i alliance med Gud. De har iklædt Gud en militær uniform, sat en hjelm på hans hoved og trukket ham med sig ned i skyttegravene, så han kan hjælpe dem med at udrydde deres fjender. Hvem kan konkurrere med en sådan mentalitet? Hvem kan bekæmpe en mand, der ønsker sin egen død mere, end han ønsker den for andre?

 

Krig mod terrorisme er nytteløs

Læs også
To bøger, der giver indsigt i muslimsk værdier og dannelsesidealer

Da vi var unge, bankede vore forældre et slagord ind i hovedet på os: ”Vi elsker død lige så meget som vore fjender elsker liv.” Et person, der er besjælet af en dødskultur, kan ikke være et menneske, da en persons menneskelighed ikke er fuldkommen, førend han respekterer menneskers liv og anstrenger sig for at beskytte det.

 

En libanesisk kvinde, der havde mistet to døtre, to søstre, sin broder og begge sine forældre i den sidste krig mellem Israel og Hizbollah, blev af Los Angeles Times citeret for at have sagt – ord for ord: ”Jeg er lykkelig nu, fordi de er i Paradis.” Krig mod terrorisme er nytteløs, med mindre verden arbejder sammen for at erstatte denne livsforagtende kultur, som ophidser mennesker til at ofre deres liv, med et mere menneskeligt og fornuftigt alternativ.

 

Begrebet ansvar har ikke nogen plads inden for islams traditioner. Fjorten århundreder senere ligger den muslimske nation på bunden af nationernes rangorden, men muslimske mænd nægter at anerkende deres ansvar for denne tilbagegang, som ville fremkalde skyldfølelse hos enhver fornuftsperson.

 

Dem og os

Mennesker føler kun skyld, når de påtager sig deres ansvar, og anerkender, at de har fejlet i at leve op til det. Den muslimske mand er produktet af en kultur, som ikke forstår, hvordan man tager sit ansvar på sig, og som ikke holder ham ansvarlig for hans fejltagelser. Hvis man skulle tilbringe hele sit liv i selskab med ham, ville man ikke se ham vise nogen form for skyldfølelse, uanset hvor slemt han havde fejlet. I et forsøg på at undgå at stå ansigt til ansigt med sine fejltagelser spiller den muslimske mand rollerne ”dræber eller offer.” Han er offeret, og hele verden er ude efter ham.

 

Lige siden islams opståen har muslimer altid opdelt verden i to – muslimerne selv og de andre – og dette fortsætter de med i dag.

 

(Wafa Sultan, A God Who Hates, 2009)

Læs også
Islamisk skilsmisselov skaber ulykke i Danmark

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…