SKAT svindlet for over 6 mia. kroner

SKAT har anmeldt en formodet svindel for 6,2 mia. kr. til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – i daglig tale ”Bagmandspolitiet”.

 

Ifølge SKATs direktør Jesper Rønnow Simonsen går mistanken på, at et internationalt netværk af selskaber har leveret falsk dokumentation for ejerskab af danske aktier.

 

Svindelen menes at have fundet sted i perioden 2012-2015 med accelererende omfang.

 

Ifølge reglerne skal der generelt tilbageholdes udbytteskat af alle danske aktier på 27% af det udbetalte udbytte.

 

I henhold til dobbeltbeskatningsaftaler mv. kan ejere af danske aktier, der er skattepligtige i udlandet, på visse betingelser kræve de 27% udbytteskat refunderet og udbetalt.

 

På den baggrund frygter SKAT, at det omtalte internationale netværk ved hjælp af falsk dokumentation har konstrueret refusionskrav på tilbageholdt udbytteskat for i alt 6,2 mia. kr.

 

Det er uklart, hvori den falske dokumentation består, og hvordan SKAT har kunnet overse den omfattende svindel.

 

Bagmandspolitiets chef, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, forudser en omfattende og kompliceret efterforskning af sagen.

 

Strafferammen for kriminalitet i omtalte kaliber er 8 – 12 års fængsel.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…