Både den socialistiske regeringschef Manuel Valls og oppositionens førende talsmand, ekspræsident Nicolas Sarkozy fra det konservative parti UMP holder brandtaler i syd og nord op til anden runde af valgene til departementer og kantoner på søndag.
Men for nogle gemytter er det ikke nok med oratoriske brandtaler.
Brandattentat mod populær borgerlig borgmester
I byen Hénin-Beaumont, som er Front Nationals faste bastion i departementet Nord-Pas de Calais, forsøgte ukendte gerningsmænd natten til onsdag at sætte ild til rådhuset efter at have malet graffiti med dødstrusler mod byens borgmester Steeve Briois.
Han er ikke på valg på søndag, for Front National fik langt over halvdelen af stemmerne eller mere nøjagtigt 62 procent ved valget i første runde.
Men selv om mandatet er sikret, har den populære borgmester bedt politiet om øget overvågning, indtil valget er overstået og resultaterne gjort op i næste uge.
Sarkozy advarer mod arbejdsløshed
Nicolas Sarkozy nøjes ikke med at opfordre borgerlige vælgere til at boykotte socialistiske kandidater. I sin seneste brandtale erklærede han, at al tale om mindsket arbejdsløshed er tom valgpropaganda.
Arbeldsløshed forsvinder ikke, før Francois Hollande er afsat som præsident.
Manuel Valls advarer mod at stemme på Front National
Premierminister Valls går i de sidste taler før søndagens afstemning ikke helt så vidt. Hvis socialistiske vælgere ikke har lokale kandidater at stemme på, er det bedre, at de stemmer på borgerlige kandidater end på Front National.
I mange kommuner er stemningen så afslappet, at de politiske partier frygter, at stemmeprocenten kan tale yderligere i forhold til første valgrunde.
Regeringens mest trofaste tilhængere går fra dør til dør i mange kommuner for at overbevise vælgere i ellevte time. Det afføder sine steder små sammenstød og værtshusoptøjet, men intet som kan sammenlignes med ildspåsættelsen i Hénin-Beaumont.
Indvandrere frygter ikke Front National
I den parisiske omegnskommune, sovebyen Coulommiers, sikrede Front National sig en førsteplads foran den gaullistiske borgmester Franck Riester, som dermed ikke går videre til anden runde.
Men skulle Front National blive valgets endelige sejrherre over Socialisterne, tager byens indvandrere det tilsynelandende afslappet. I trafikavisen MetroNews siger Mustapha og Ayoub, der sælges brugttøj på byens marked, at de ikke frygter noget, hvis det yderste højre kommer til magten.
– Hvad kan Marine Le Pen udrette, spørger de retorisk. Selv hvis hun skulle blive præsident om to år, kan hun ikke forandre noget som helst.