Efter at Højesteret tidligere på året fandt prof. dr. phil. Bent Jensen skyldig i at have injurieret journalist Jørgen Dragsdahl, har jeg prøvet at finde ud af, hvad det er i Danmarks injurielovgivning, der kan føre til hvad, der mest af alt ligner et justitsmord.
Og det har ikke været særlig nemt, fordi injurier er en ganske anden slags ”personvold” end simpelt overfald eller mord. Eller sagt på en anden måde: Hvad der krænker den ene, krænker ikke nødvendigvis den anden. Så der er tale om en gråzone åben for fortolkning, og fortolkninger kan svinge meget. Også mellem fornuft og ufornuft.
Før i tiden var det sådan, at den, der kom med et krænkende udsagn om en anden, blev frikendt, hvis han eller hun kunne bevise sandheden af sin påstand. Men nu synes der at være kommet andre juridiske boller på suppen.
”Det centrale er alene, om udsagn og adfærd efter almindelig bedømmelse har været egnet til at virke som ærekrænkelser”, siger netsiden Ret og Råd, hvilket også understøttes af straffelovens § 270 der giver mulighed for – uanset at der føres sandhedsbevis – at straffe sande udsagn, hvis udsagnet er ”utilbørligt fornærmende.”
Jamen fint. Så er det klart. Men der er bare det ved det, at straffeloven – så vidt jeg kan se – stadig har en § 269, der siger, at straf kan bortfalde, hvis man beviser sandheden af sit udsagn. Altså det modsatte af det lige nævnte princip. Så nu er der to principper. Hvilket måske forklarer, hvorfor en tiltalt kan blive frikendt i den ene instans, idømt straf i en anden, og atter bliver frikendt i den næste. Snart er man skyldig, snart er man ikke-skyldig og snart er man skyldig igen. Meget mærkeligt.
Men det er den slags, vi har fået et eksempel på i Jørgen Dragsdahls meget omtalte søgsmål mod professor Bent Jensen, en sag der som bekendt sluttede i Højesteret 3. juni med en delsejr til Dragsdahl. Året før havde han tabt sagen fuldt ud i Landsretten med tre dommerstemmer mod nul.
Men. hokus pokus, der blæste ganske andre vinde i Højesteret, hvor Bent Jensen tabte i relation til 7 ud af i alt 35 påklagede udsagn med fem dommerstemmer mod to. Her lagde de fem til grund, at KGBs og PETs omtale af Dragsdahl som “agent”, som Bent Jensen havde gengivet, var irrelevant. Javel? Og hvad var så det relevante?
Ifølge Højesteret var det almindelige menneskers opfattelse af ordet “agent”, der var relevant. Og det var dette princip – almindelige mennesker opfattelse – der blev dømt efter. I hvert fald denne gang. Men princippet er åbenbart meget elastisk, som det fremgår af en anden og mindre kendt injuriesag, Pia Kjærsgaards sag mod SF’eren Karen Sunds.
Denne sag endte også i Højesteret, efter at Sunds først var blevet dømt i byretten og derefter også i landsretten for udsagnet om, at Pia Kjærsgaard var ”racist”. Her – til forskel for dommen mod Bent Jensen – valgte Højesteret ikke at dømme efter fornærmelsesprincippet.
Nej, her brugte Højesteret en ganske anden tilgang, en tilgang der endte med frifindelse af Karen Sunds. Og hvorfor blev hun frikendt? Fordi ordet “racist” ifølge et responsum fra Dansk Sprognævn kan betyde mange ting også forholdsvis uskyldige ting – og det faktum, at ordet er en af sprogets allermest æreskrænkende gloser, betød ifølge Højesteret ikke ret meget. Hvorfor? Fordi offentligheden – der trods alt består af flinke mennesker! – sagtens kunne have valgt den blide fortolkning. Mente Højesteret.
Men i Jørgen Dragsdahls injuriesag mod Bent Jensen mente Højesteret det modsatte. Nemlig at offentligheden – der nu ikke længere bestod af flinke mennesker – netop ville vælge den strenge fortolkning, selvom ordet “agent” kan betegne noget så uskyldigt som en støvsugersælger eller en osterepræsentant. Hvilket en forespørgsel hos Dansk Sprognævn formentlig ville have bekræftet, hvis man også denne gang havde bedt nævnet om et responsum.
Så det er kringlede sager, kan man se. Men én ting synes at stå fast: Nu har Højesteret skabt præcedens for en nytolkning af injurielovgivningen, og det faktum at en injurierende påstand er sand, er ikke længere afgørende. Tværtimod. Nu er det den brede offentligheds opfattelse, der betyder noget. Så nu er der tilsyneladende rene linjer. Eller er der?
Efter hvad jeg har læst mig til, indeholder straffeloven (stadig) en § 269, der siger, at ”en sigtelse er straffri, når dens sandhed bevises, såvel som når den, der i god tro fremsætter sigtelsen, har været forpligtet til at udtale sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.”
Og videre i paragraffens Stk. 2. ”Straf kan bortfalde, når der oplyses omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen for sand.” Hvilket betyder, at ”krænkeren” alligevel kan slippe af sted med at sige en hel masse, uden at han ender i kachotten. Han kan yderligere få støtte i Den europæiske menneskeretskonventions (EMRK) artikel 10, der (ifølge nettet) ”har betydet en større vægtlægning af hensynet til ytringsfriheden på bekostning af tidligere tids vægtlægning af hensynet til det krænkede individ eller virksomhed. ” Så bang! Nu er det ytringsfriheden, der er trumf, og vi er tilbage til start. Blot med den forskel, at nu er der flere modsatte principper at dømme efter. Og i Bent Jensens og Pia Kjærsgaards tilfælde har de haft meget uheldige konsekvenser.
Lad os tage Bent Jensen først. Her er sagen lidt firkantet sagt følgende: Dragsdahl i sit søgsmål siger: ”BJ bagtaler mig. Og han lyver om mig”. Og når Højesteret svarer: ”ja, du har ret, han bagtaler dig”, så har den mere eller mindre også sagt, at Dragsdahl har ret i at BJ lyver. Ja hvad skulle folk ellers tro?
Almenheden aner ikke, at sandhedskriteriet i denne sag er blevet fundet irrelevant. Almenheden tror, at BJ uden føje har kaldt Dragsdahl “agent” (hvad han ikke har, han har kun refereret til KGBs og PETS betegnelse af ham), og så kan almenheden kun tro, at BJ er blevet dømt for at lyve. Hvad skulle den ellers tro? Jamen er det ikke temmelig ligegyldigt, hvad almenheden tror, kunne man indvende? Det er vel trods alt juraen, der afgør sagen? Nej, det er det ikke, for her skal man huske, at det netop er ”almindelige menneskers opfattelse”, der ifølge Højesterets egen begrundelse er det helt centrale, og ikke hvad der er sandt eller falsk. Så her er der noget. der ikke stemmer.
Og så sagen om Pia Kjærsgaard. Her brugte Højesteret det modsatte princip. Den sagde, at Karen Sunds anklage mod Pia Kjærsgaard for at være racist var lidt vag. Og derfor ikke rigtig injurie. Og så blev Karen Sunds frikendt. Hvilket for almindelige mennesker kun kan betyde, at eftersom Karen Sunds vandt, er det fordi hun havde ret i, at Pia Kjærsgaard vitterligt er racist. I begge tilfælde er dommene ikke blot et justitsmord men også et karaktermord
Og hvad er så konklusionen? Facit er følgende: Vinderne er Karen Sunds og Jørgen Dragsdahl. Taberne er Pia Kjærsgaard – som Højesteret indirekte antyder, er racist – og så Bent Jensen, som Højesteret antyder, er en løgner til trods for at både KGB og PETs arkiver har vist, at han talte sandt. Sådan siger juraen i dag. I hvert fald i Højesterets fortolkning af den.
