Fem løfter som regeringen har holdt

Der hersker ingen tvivl om, at der udestår en stor opgave i at få genskabt tilliden til det politiske løfte. På denne baggrund er det glædeligt, at den nye V-regering allerede er i fuld gang med at opfylde valgløfterne, trods sommerferieperiode og kun to måneder ved magten.

 

For det første er Bolig-jobordningen blevet genindført med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2015. Derved sikres som lovet flere job og praktikpladser i hele landet, ligesom det sorte arbejde minimeres.

 

For det andet har vi taget de første konkrete skridt til en stramning af udlændingepolitikken. Med virkning fra den 1. september indføres en ny integrationsydelse på SU-niveau. Det vil bidrage til at få styr på tilstrømningen af asylansøgere. Ganske som lovet.

 

For det tredje er der tilført yderligere 155 mio. kr. til politiet for at nedbringe en stor overarbejdspukkel.

 

For det fjerde er regeringen i færd med at undersøge, hvordan fartkontrollen kan tilrettelægges bedre med fokus på trafiksikkerheden – fx ved opsætning af ubemandede stærekasser på farlige steder i trafikken – ledsaget af tydelige skilte med “Fartkontrol”.

 

Derved kan man også frigøre dygtige politifolk til andre vigtige opgaver.

 

For det femte er skattevæsenet på vej ud af folks private haver. En række andre eksempler kunne nævnes, men konklusion er klar: Danmark har igen fået en regering, der tager sine løfter dybt alvorligt. På under to måneder er der leveret en stribe konkrete resultater til gavn for danskerne. Og det vil fortsætte i de næste 3-4 år.

 

Kristian Pihl Lorentzen er medlem af Folketinget og transportordfører for Venstre.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…