Valgkampen er i gang – Nu lover Socialdemokraterne igen!

Torsten Schack Pedersen på gaden med valgmateriale (Foto: Privat)

Regeringen startede med at bestå af tre partier. Så blev det til to, da SF forlod regeringen. Så kom der ny partileder for De Radikale.

 

I mellemtiden lå statsministeren nærmest i rutefart mellem Christiansborg og Amalienborg for at udnævne nye ministre, bytte rundt og skifte ud. På trods af det noget omskiftelige persongalleri står en ting fast: Regeringen er endnu en gang fuld af gyldne løfter til vælgerne.

 

Op til valget i 2011 var der nærmest ingen grænser for alt det, det kunne blive til med 12 minutters ekstra arbejde og ædle hensigter.

 

Tolærerordning, øremærket barsel til mænd, kvindekvoter, millionærskat, billigere offentlig transport, betalingsring, tilbagerulning af ændringerne i dagpengesystemet og meget andet.

 

Intet af det er blevet til noget. Og nu gør regeringen det igen!

 

Løfterne denne gang er lige så gyldne som første gang: 150.000 flere private jobs, 10.000 indvandrere i arbejde, 6½ mia. kr. til sundhed, Togfonden og bedre togtrafik – og man kunne blive ved.

 

Ligesom sidst gør man regning uden vært og betaler med dækningsløse checks. Togfonden alene er underfinansieret med mindst 15 mia. kr., fordi den olie, der ellers skulle betale for lidt hurtigere tog mellem de store byer, er faldet i pris på verdensmarkedet.

 

De ubetalte regninger hober sig op, og regeringen prøver at skubbe dem til efter valget. Det ser vi også nu med terrorpakken, hvor blå blok vil finde pengene nu og betale med det samme, mens regeringen løbende vil finde pengene og håber på en appelsin i turbanen, inden regningen dumper ind af brevsprækken.

 

Der ér forårsfornemmelser i dansk økonomi. Det skyldes ikke mindst VK-regeringens reformarbejde.

 

Regeringen vil gerne tage æren for de bedre tider og samtidig løbe ud og bruge pengene på dyre gaver og løfter, man ikke helt ved, om man kan holde. Det holder ikke.

 

Læs også
Hvis valgresultatet ligner meningsmålingerne, skal blå blok være parat til hård kurs

Torsten Schack Pedersen, MF(V), skatteordfører

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…