Vi har lige fejret en smuk 70års dag for Danmarks befrielse. Den dag er jeg altid i Mindelunden. Det har jeg været siden min fødsel. Det er der en grund til.
Jeg ejer ikke mange fotos af min far, Johannes Stefan Jørgensen, kaldet Johs. Jeg holder specielt meget af et, der stammer fra et BT-interview den 5. maj 1945.
Her ligger han i en hospitalsseng på Diakonissestiftelsen, hvortil han netop er blevet overført til fra tysk fangenskab i Vestre Fængsel.
Min farmor og farfar
På dette foto kan jeg i høj grad genkende hans eftertænksomme alvorlige blik og de dybe mørke øjne. Vi sagde, at det var ”farmors øjne”. Min farmor forlod sit land, Italien, for at blive gift med min farfar, Stefan Jørgensen, der dengang var læge i Gentofte. Hendes nye fædreland kom til at forvolde hende tab og give hende sorg.
Men det var godt, hun ikke som ung og nyforelsket havde nogen anelse om, at hun ville opleve at få sin mand dræbt af nazisterne i et af de clearingmord, tyskerne udførte som gengældelse efter sabotageaktioner. En af de deltagende havde få måneder forinden være med ved mordet på Kaj Munk. Knap et år efter blev hendes søn så skudt og taget til fange under en aktion, da han deltog i modstandsbevægelsen.
Min far døde desværre allerede, da jeg gik i gymnasiet i 1973. Vi drøftede ofte besættelsen, som jeg var meget interesseret i. I vores hjem kom der mange af hans venner fra modstandsbevægelsen i alle årene. De var også var åbne i forhold til at besvare spørgsmål og fortælle om det, de havde gjort og oplevet. Alligevel har jeg stadig mange spørgsmål. Nu er der ikke så mange mere, man kan spørge.
Et brev fra Krigslazarettet
I interviewet den 5. maj 1945 blev min far spurgt om, hvordan det går. Det går skidt, siger han, og forklarer, at han blev taget af tyskerne under en aktion, og har fået sat sit ene ben af. Men han tænker først og fremmest på sine døde kammerater, og trøstes af, at de ikke døde forgæves.
I et brev, han sendte fra Krigslazarettet på Nylandsvej 29. marts 1945, er tonen en smule mere optimistisk, men det er formentlig for ikke vække alt for meget ængstelse hos sin familie. Han har haft store smerter på det tidspunkt kort efter skuddet, hvor hans knæ blev knust, og han må have frygtet for tortur og siden dødsstraf. Jeg ved faktisk ikke, om han på det tidspunkt eller siden blev udsat for tortur. Måske udsatte tyskerne det trods alt til amputationsåret var mere helet, men befrielsen kom så forinden.
I brevet skrev han bl.a.:
”Hvor jeg længes efter jer. I må dog bestandig huske pa, at jeg har det godt. Jeg bliver behandlet godt og lider ingen Nød. Dog er helingen af saadan et Amputationssaar en langvarig Proces, og i hvert fald en Maaned endnu maa jeg vist tilbringe på Ryggen.
Hvordan jeg til sin tid kommer til at gaa, ved jeg ikke, men i vore Dage kan man vist lave storartede Proteser. … Det er en slem Omgang, det her, men jeg tror nu ikke, man bliver noget daarligere menneske af lidt modgang. Hvor jeg dog faar tænkt meget, paa mine egne fejl, paa min tro, paa Jer, jeg elsker.
Bed til Gud, som jeg gør, saa gaar det nok alt sammen. ”
To grunde til, at han overlevede
Han fortalte mig, at han især mente, han overlevede på grund af to ting.
Først og fremmest hans kristne tro, som han i bevarede hele livet.
Dernæst at der var en helt fantastisk og enestående antinazistisk tysk fangevogter, Karl Heinz Neumann, der med stor personlig risiko hjalp de hårdt sårede fanger og smuglede ekstra rationer samt medicin ind til dem mm. Jeg husker tydeligt Neumann, som vi kaldte ham. Han blev i Danmark efter krigen og besøgte os flere gange, da jeg var barn.
Sabotørernes svære minder
Min far kom aldrig til at gå ret godt og han havde hele livet igennem betydelige fantomsmerter. En kort overgang var han narkoman, da han ikke kunne holde smerterne ud. Som læge havde han let adgang til morfin. Men han stoppede og kom aldrig ud i dette misbrug igen. Som mange andre havde han desuden mareridt og søvnproblemer i perioder.
Nogle sabotører klarede eftervirkningerne af krigen bedre end andre. I den senere tid er der kommet øget fokus på, at sabotørernes oplevelser under krigen også i en del tilfælde har påvirket deres børn og ægtefælder i de familier, de siden fik.
Meget tyder på, at graden af skader også afhang af, hvor lang tid påvirkningen stod på, om sabotøren oplevede særligt belastende ting under krigen, såsom tortur eller frygt for tortur, tysk fængsel eller koncentrationslejr, at miste kammerater eller selv at have måttet tage andres liv. I nogle tilfælde klarede sabotøren det fint i de første år, men så kom der måske psykiske reaktioner senere.
Debat om stikkerlikvideringer
Allerede kort efter krigens afslutning opstod der en del debat om modstandsbevægelsens rolle i Danmark, herunder om de stikkerlikvideringer, som blandt andet Holger Danske, min fars gruppe, havde udført. Hartvig Frisch rejste en kritik af sabotagen og mente især ikke, at likvideringerne skulle have været foretaget.
Det var naturligt med en debat, og den danske regering havde jo endda på et tidspunkt direkte opfordret danskerne til at anmelde sabotørerne. Men det må have været meget vanskeligt for de modstandsfolk, der følte, at de under stor risiko havde gjort et nødvendigt arbejde for landet, at opleve at blive beskyldt for at have udøvet landskadelig aktivitet og blive kaldt for mordere, sådan som de blev.
Min far følte sig ramt og skrev i september 1945 et indlæg i Berlingske, hvor han gik i rette med Hartvig Frisch og fremførte, at stikkerlikvideringerne var fuldstændigt nødvendige for at modstandsbevægelsen kunne overleve og fortsætte. Og modstandsbevægelsen aktivitet og dens aktioner var jo også nødvendige, argumenterede han. Nogle var enige med ham, andre ikke.
I indlægget skrev min far:
”Ingen af os, der fik vores Fædre og Venner myrdet, ønskede af den Grund kampen opgivet. De Maal, materielle og etiske, Tyskerne kunne have opnaaet, hvis vi var bukket under for Terroren, var værre end Terroren selv.”
Her står der, hvad kampen drejede sig om.
De kæmpede mod en totalitær ideologi: Nazismen
Målet var nazismen, en menneskefjendsk totalitær ideologi. Terroren var våbnet, som det jo også i dag er for enhver totalitær ideologi.
Frihedsbevægelsen ønskede fred, frihed, Danmarks selvbestemmelse og demokrati – derfor kæmpede de mod nazismen. (Jeg ved godt, det kan diskuteres om den kommunistiske del af frihedsbevægelsen også kæmpede for demokratiet. Men de fleste var meget unge og ofte ikke fuldt ud klar over, hvad den virkeliggjorte kommunisme stod for).
Min far var i en speciel dobbeltrolle, idet han var et af de ofre, som Hartvig Frisch omtalte, hvis far blev myrdet pga. et af de gengældelsesmord, clearingmord, som Frisch mente burde have været undgået ved, at modstandsbevægelsen skulle have undladt deres aktioner eller i de mindste en del af dem. Men min far var samtidig en del af modstandsbevægelsen, som jo gav anledning til eller forårsagede disse mord. Eller gjorde de? Hvem var de skyldige?
Jeg står her på min fars side, som det vist er fremgået.
Min far kritiserede Hartvig Frisch
Efter min farfar var blevet dræbt i sin konsultation, der lå i hjemmet på Vældegårdsvej i Gentofte, fortsatte min far sit arbejde i modstandsbevægelsen. Han deltog faktisk allerede i den næste aktion fire dage efter.
Han skrev til sidst i indlægget:
”Alt vort arbejde, hele vor indsats i disse år med alle sorger og lidelser for os selv og vore kære er den gave fra os, der lå på Danmarks Fødselsdagsbord om morgenen den 5. maj. … Men gaven skal forvaltes og frugtbargøres af danske politikere, og vi må udtale det håb, at de ikke alle vil gøre det så skidt som Hartivig Frisch.”
Ikke alle så måske indsatsen som en gave. Eller måske ønskede de blot, at det var de allierede lande, der skulle bære tabene og yde ofre, inden de kom og befriede Danmark. Krigen kunne jo ikke vindes uden.
Danmark deltog dog i nogen grad. Ikke mindst takket være modstandsbevægelsen, som min far ikke var i tvivl om havde ydet et væsentligt bidrag. Også uanset den debat, der opstod i årene efter. Men han var derimod af og til i tvivl om, hvor godt gaven siden blev forvaltet.
Lene Kattrups far hed Johannes Stefan Jørgensen, kaldet Johs, var født 20.10.1921 døde 3.12.1073. Han deltog først i modstandsbevægelsen Bopa og siden i Holger Danske, hvor han var i Hans Edvard Teglers gruppe (Hans Edvard Teglers var fra chefredaktør på Information 1959 – 1966.). Johs blev sabotør kort efter sin studentereksamen. Efter krigen genoptog han sit medicinstudium og blev læge som sin far. Lenes farfar, kommunelæge Stefan Jørgensen, døde 24.4.1944. hvor han blev myrdet i sin konsultation af Petergruppen, som stod for nazisternes gengældelsesmord i Danmark. Gruppen foretog også drabet på Kaj Munk.
Johs’ indsats under besættelsen og drabet på hans far er bl.a. omtalt i bøger af Peter Birkelund, Hans Edvard Teglers og Jørgen Røjel.
