Frygten for en “Beder-sag” ligger som en tung dyne over daginstutionerne og man vil for næsten enhver pris undgå lignende tilfælde. Derfor bøjes loven om ligestilling ud over grænsen flere steder.
I 95 ud af 1.457 adspurgte daginstitutioner er der nemlig indført særlige retningslinjer for mænd, viser en undersøgelse foretaget af Forskningsgruppen Paradox, som forsker i frygt for pædofili og pædofilianklager ved Aarhus Universitet.
Reglerne er for det først ulovlige, men de skaber også en unaturlig adfærd overfor børnene. For det er i sagens natur fuldstændig unaturligt, at mænd ikke må skifte ble eller sidde med et barn, der er ked af det, på skødet.
Hvis barnet har behov for hjælp til at gå på toilettet, må den mandlige pædagog afvise at hjælpe barnet, ligesom han må afvise tumlelege, som ellers er en naturlig del at især mænd og drenges adfærd.
Og ellers er der bare den konstante overvågning af hver eneste bevægelse, den mandlige pædagog gør, og det at man på forhånd føler sig mistænkt. Der er ikke noget at sige til, at det er så svært at få mandlige pædagoger.
Den adfærd som mændene kommer til at vise børnene, kan arves videre til børnene, der så opfatter det som naturlig adfærd og dermed normaliserer man på sigt diskriminering af mænd.
Den netop færdige ligestillingsrapport fra Odense kommune viser da også med al tydelighed, at mandlige pædagoger i den grad er en mangelvare, her er 77% af pædagogerne kvinder og kun 23% er mænd.
Man får næppe løst problemet ved at bøje ligestillingsloven og indføre særligt skrappe regler for mænd. Hvem siger iøvrigt, at det kun er mænd, der begår overgreb på børn?
Men disse særrestriktioner er ulovlige, fortæller Kirsten Ketscher, der er juraprofessor på Københavns Universitet. Det minder om Hotel Bella Sky-sagen, hvor hotelejeren ville lave en etage kun for kvinder. Det afslog Ligebehandlingsnævnet.
Det er direkte kønsdiskrimination, og det er stort set altid forbudt. Reglerne er opstået for at beskytte børn mod seksuelle overgreb, men det er jo de færreste mænd, der er pædofile. Det er det, man retsligt kalder stereotypisering, og det er helt utilstedeligt. Det går slet ikke. De regler er ikke lovlige, siger Kirsten Ketscher til Dr.dk
Men angsten for en ny Beder sag skræmmer åbenbart så meget, at man slet ikke ved, hvordan man ellers skal håndtere et problem, mange alligevel aldrig får.
Det fremgik tydeligt i Beder sagen, at der var tale om et ledelsesproblem, hvor lederen var for svag til at reagere korrekt og hvor personalet blot dækkede sig ind ved at fortie deres observationer.
Fire gange advarede forældrepar forgæves institutionen og ledelsen imod Martin, fordi deres børn havde fortalt, at han krænkede dem.
Personalet havde faktisk observeret Martins grænseoverskridende omgang med børnene. De syntes, at han var alt for tæt på pigerne, der hang på ham.
En ansat fortalte til politiet, at det gik over hendes grænser, og at det var lidt klamt at se på. Hun sagde også, at det snakkede de alle sammen om – men at ingen af dem gjorde noget. (tv2.dk)
Men kan vi som samfund og forældre acceptere, at ledelsen er for handlingslammet, når der sker noget så slemt? Og kan det virkelig passe at løsningen er den sædvanlige masse-afstraffelse ved at indføre regler, der rammer alle, istedet for at handle i den enkelte situation og tage hånd om den enkelte sag?
Den slags regler, der indføres for at imødegå en mulig situation og som rammer alle, også de mange uskyldige, er i virkeligheden et udtryk for en enorm konfliktskyhed og handlingslammelse, og det er faktisk et problem i sig selv, at man agerer sådan for at løse problemer.
Det skal vi væk fra. Pædagoger må tage de enkelte konflikter med de involverede parter og deres ledelse må være stærk nok til at kunne håndtere den slags.
Pernille Bendixen er børneordfører for Dansk Folkeparti
