I går var det kvindernes internationale kampdag. Det medførte en masser af debat om kvindernes position i det danske samfund.
Ligestillingsdebatten nu til dags handler næsten kun om danskfødte kvinder, hvad end der bliver diskuteret barsel, sexisme, ligeløn osv.
Jeg skal ikke sige, at der slet ikke eksisterer problemer for ligestillingen blandt kvinder med dansk baggrund, for det gør der helt sikkert, men alligevel virker det på mig som om, at fokus i ligestillingsdebatten er ret skæv.
Danmark ligger nummer fem i FN’s opgørelse over lighed mellem kønnene i alle verdens lande. Vi har altså et af verdens mest lige samfund, men alligevel skal vi bruge tid på at diskutere, om danske kvinder er undertrykte.
Kun 45 procent er i arbejde
Jeg synes derfor, at det er meget mærkeligt, at debatten aldrig omhandler det emne, hvor vi for alvor har problemer med ligestillingen, nemlig blandt indvandrerkvinder.
Her har vi tale om en gruppe, hvor rigtig mange ikke har kontakt med arbejdsmarkedet. I 2013 var det kun 45 procent af indvandrerkvinderne, der havde et arbejde, og i december sidste år kom det frem, at indvandrerkvinderne tegner sig for hele 25 procent af alle langvarige kontanthjælpsmodtagere.
Her kan man da for alvor tale om et ligestillingsproblem!
Det siger sig selv, at hvis man som indvandrerkvinde går derhjemme hele tiden, får man ikke nogen kontakt med det danske samfund. Dermed får man ikke mulighed for at blive integreret og lære om dansk kultur og det danske sprog.
Hvis vi skal have indvandrerkvinderne med på arbejdsmarkedet, kræver det handling fra os politikere. Vi så f.eks. hvordan den såkaldte 300-timers-regel, som vi indførte, da vi sad i regering, havde den effekt at rigtig mange kom i arbejde. Det er et eksempel på, at der skal være et økonomisk incitament for at gå på arbejde for denne gruppe.
Mor er rollemodel
Samtidig skal vi huske på, at det ikke kun er for kvindernes egen skyld, at de skal med på arbejdsmarkedet. Hvis de som mødre får et arbejde og bliver integreret, betyder det også at deres børn får lettere ved at integreres.
Hvis ens mor kan tale dansk og ved hvad der rører sig i samfundet, kan hun tale med børnene om det ved middagsbordet. Det er langt sværere, hvis hun kun taler modersmålet og går hele dagen derhjemme.
Når vi i Venstre siger, at det skal kunne betale sig at arbejde, handler det derfor ikke kun om at mennesker skal bidrage til samfundet. Det er også et redskab til både bedre integration og mere ligestilling.
Mit håb for denne 8. marts er derfor, at vi i den kommende tid virkelig får gjort noget ved de indvandrerkvinder, der er det største ligestillingsproblem, vi har i Danmark.
I modsætning til kvindekvoter, tvungen barsel og anden symbolpolitik vil det for alvor være et skridt i retning mod ligestilling i Danmark.
