Kan Danmark blive ved med at være dansk, uanset hvor mange indvandrere, der kommer til landet?

Foto: Privat

De andre partier i Folketinget vil helst ikke tale højt om det, men det er og bliver den ikke-vestlige indvandring, som især belaster Danmark kulturelt og økonomisk. Dansk Folkeparti har en politisk målsætning om at bremse op for den ikke-vestlige indvandring, og den bør de andre partier forholde sig til.

 

Danskere er ved at komme i mindretal i flere postnumre

For nyligt viste nye tal fra Danmarks Statistik, at mange personer med indvandrerbaggrund klumper sig sammen i en sådan grad, at der i postnumrene 5240 Odense NØ, 2660 Brøndby Strand og 8220 Brabrand snart er ved at være et mindretal af etniske danskere. Også postnumre i København, Aarhus, Odense, Esbjerg og Aalborg har mange udlændinge valgt at slå sig ned.

 

Det fik den socialdemokratiske borgmester i Brøndby Kommune, Ib Terp, til at råbe vagt i gevær. “Borgere af anden etnisk herkomst har jo ofte en lav uddannelse, hvilket betyder, at de bliver hårdere ramt, når det går dårligt med beskæftigelsen.

 

Det giver et indtægtstab og nogle sociale udgifter, så det er jo i hvert fald en helt kontant udfordring. Det bestemt ikke en god forretning at have borgere med udenlandsk baggrund, selv om vi får et pænt stort tilskud”. Det er ærlige ord, men også ord som der næppe bliver lyttet til fra regeringstoppen. For det er en ubekvem sandhed. Og skal der gøres noget, så skal der drastiske metoder i brug.

 

Fordobling

Der vil ske noget nær en fordobling i antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, når vi når frem til 2050. Det har en tidligere befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik vist. Det vil uundgåeligt betyde et multikulturelt og delt samfund med eksempelvis indiske og kinesiske parallelsamfund (der kan også være tale om andre grupper) ved siden af de nuværende muslimske parallelsamfund. De nuværende muslimske parallelsamfund vil givetvis også vokse.

 

Det er på den baggrund, at Dansk Folkeparti foreslår en opbremsning, så de, der er her, kan nå at blive integreret og tilpasset til det danske samfund. Ja, de skal faktisk helst assimileres, så de bliver danske. Det er i sidste ende godt for dem, og det er godt for Danmark.

 

Regeringen og andre partier har for længst fundet ud af, at hvis man nu laver lidt om, så kan man få det til at ligne effektive stramninger, fordi den yderste venstrefløj og en lang række organisationer pr. automatik råber op om, at det her er for galt på grund af konventioner, menneskesyn eller hvad ved jeg. Og sådan kører debatten måned efter måned, år efter år, uden at den på nogen måde bliver grundlæggende og væsentlig.

 

For spørgsmålet er ganske enkelt og brutalt, om Danmark skal være dansk om 50 og 100 år, om vores land skal hænge sammen økonomisk, socialt og kulturelt. Om vores land stadigvæk skal være vores land. Det er essensen. Helt konkret bør de øvrige partier tage stilling til, hvorvidt de er enige i, at tilstrømningen og antallet betyder noget i forhold til samfundet som helhed. Og hvis de er det, så må de forholde sig til det.

 

For antallet er bestemt heller ikke uvæsentligt set i sammenhæng med den generelle integrationsproces – både i forhold til samfundets indsats og den enkeltes indsats. Der er også indvandrergrupper fra ikke-vestlige lande, der ligesom en del vestlige indvandrere tager hjem igen efter en årrække. Men en del bliver boende i Danmark, og ønsket om en ekstra arbejdsopholdstilladelse eller familiesammenføring med en person fra hjemlandet kommer efterfølgende helt naturligt for mange. Eksempler på dette findes bl.a. i forbindelse med tidligere tiders arbejdskraftindvandring. Det bør tænkes ind i integrations- og udlændingepolitikken.

 

Læs også
Racisme mod franskmænd – de kalder os “hvide svin”

Under VOK-flertallet fik vi faktisk via stramningerne i asyl- og familiesammenføringsreglerne bragt den muslimske indvandring ned. Det har den siddende regering så gjort et ihærdigt arbejde for at forpurre.  Meget problematisk, for der er ingen tvivl om, at størrelsen af den muslimske tilstedeværelse, diverse religiøse særhensyn i det offentlige rum og islamisk fundamentalisme udgør langt de største problemer i forhold til integrationen og vil gøre det i mange år fremover.

 

Den indvandring skal derfor yderligere ned, men det bør ske samtidig med, at den øvrige ikke-vestlige indvandring ligeledes bringes ned.

 

Derfor bør Folketinget i god tid reagere for ikke at gentage fortidens fejltagelser. Folk fra samme land og fra samme kulturkreds har en tendens til at søge hinanden. Det er der ikke noget unaturligt i. Men det kan skabe spændinger, adskillelse, parallelsamfund og national splittelse. Jeg håber, at der en dag kommer et politisk flertal, som afgørende vil ændre ved Danmarks indvandringspolitik.

 

Martin Henriksen, MF, udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…