Had eller fakta?

Had eller fakta?

 

I den sidste uge er jeg desværre blevet udsat for voldsomme verbale overfald på facebook. Jeg blev kaldt ved sprogets værste gloser og der blev fabrikeret billeder af mig som nazist og jødehader.

 

Alt dette skete, fordi jeg har kritiseret islam. Hadprædikant blev jeg kaldt. Og hvis man udgyder had, har de gode ligefrem pligt til at svine en til på den mest modbydelige måde. Sådan kunne jeg forstå, at logikken er blandt dem, der væltede deres verbale skraldespande ud over mig.

 

Men er det had at kritisere islam? Er det had at gøre opmærksom på, at der er problemer med integrationen, – særligt for de muslimske minoriteter? Det er det selvfølgelig ikke. Det er jo bare at påpege fakta. Islam skal ligesom alle andre religioner og ideologier naturligvis udsættes for kritik, hvis og når der er uheldige konsekvenser ved at leve efter den religion, og selvfølgelig skal man have lov til at påpege de faktiske forhold i samfundet. Man skal vel ikke lyve. Eller skal man?

 

 

I ugens løb har jeg deltaget til mange debatmøder om den kommende folkeafstemning om retsforbeholdet. Til disse møder fremhæver jeg hver gang, at det er problematisk at overdrage folketingspolitikerne så stor magt, at de i fremtiden kan overdrage flere områder af retspolitikken til EU uden at spørge vælgerne først. Det er overdreven tillid. Det er bedre at have mistillid til politikerne og nøjes med at overdrage det, som vælgerne selv siger ja til.

 

For det man overdrager, kan ikke trækkes hjem igen. Efter mødet spiste jeg frokost med nogle af arrangørerne af mødet. En dame spurgte mig, om jeg virkelig mente, at det var godt at have mistillid til politikere.

 

 

Ja, sagde jeg. Demokrati bygger på mistillid. Vi har valg mindst hvert 4. år, så vi kan skifte folk ved magten ud, og vi har delt magten op i tre afdelinger, der skal holde hinanden i skak. Hvis vi havde fuld tillid kunne vi have fortsat med systemet med en enevældig konge. Men vi har ikke fuld tillid til nogen. Derfor har vi demokratiet, der hele tiden kontrollerer magthaverne. Det er folkelig kontrol – og det er faktisk mistillid.

 

Det måtte damen give mig ret i. Men hun ville ikke have, at at jeg brugte ordet mistillid. Det skal ikke siges lige ud. Hvad jeg så skulle sige, fik jeg ikke at vide. Men damen syntes tydeligvis at det var helt forkert at sige det direkte, at demokrati er systematiseret mistillid til magtens folk.

 

Jeg tror, det er på samme måde i integrations og islam debatten. Alle ved, at der er problemer. Alle ved, at de udspringer fra religionen. Men ingen vil sige det. Dem der siger det, bliver kaldt hadprædikanter. For det er så ubehageligt at høre sandheden. Sandheden punkterer drømmen om det problemløse multikulturelle samfund. Sandheden punkterer drømmen om, at religionens magt forsvinder og vi alle bliver sekulære.

 

Læs også
Forbyd muslimske bønnekald ved lov

Sandheden er alt, alt for ubehagelig. Så hellere lyve og have det godt.

 

Men naturligvis kan vi ikke leve på en løgn. Naturligvis er vi nødt til at få problemerne frem i lyset. For ellers får vi dem aldrig løst.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…