Israel bliver gjort til syndebuk – Palæstinas næsten ukendte historie

Colourbox

Skriver sejrherren altid historien? Nej, ikke i tilfældet Israel, som har vundet mange regulære slag mod sine arabiske fjender.

 

Her bliver den tabende sides version godtaget af vestlige politikere, kirkefolk, universiteter og medier. Men de “faktatjekker” hverken zionismen eller Fatah/PLO og Hamas i fortid og nutid.

 

Den palæstinensiske side har tilkæmpet sig offerrollen, og Israel fordømmes uden videre som slyngelstat.

 

Hvordan skrives historien?

Fordømmelsen af Israel og offermyten om araberne bygger på tre antagelser:

 

For det første påstås det, at netop den jødiske indvandring til Palæstina var imperialistisk aggression, og at zionisterne stjal jord fra et oprindeligt, ældgammelt palæstinensisk bondefolk, som derpå blev udsat for “etnisk udrensning”.

 

Mahmoud Abbas, leder af Fatah/PLO og “Den Palæstinensiske Myndighed”, siger, at Israel begår “folkemord” på palæstinenserne, og hans forgænger Yassir Arafat (1929-2004), erklærede i 1974 i en tale til FN’s generalforsamling, at “Den jødiske invasion begyndte 1881 [ … ] Palæstina var dengang et grønt område, som fortrinsvis var beboet af arabiske folk, der var i færd med at bygge deres liv og på dynamisk måde berige deres indfødte kultur.”

 

Denne oplagte usandfærdighed gentages af “The Jerusalem Fund for Education & Community Development”, som på sin hjemmeside oplyser, at Palæstina i 1880’erne var “tæt befolket” med et “intensivt dyrket landbrug” (den arabisk-amerikanske Jerusalem Fund er et lobbyinitiativ, der udtrykker anti-israelske og pro-Hamas synspunkter).

 

For det andet skulle Israel praktisere apartheid og bliver derfor stemplet som “racistisk” – en parallel til Sydafrika før 1994.

 

For det tredje beskyldes Israel for at være en militaristisk besættelsesmagt, der “tæppebomber” Gazas civilbefolkning og i det hele taget terroriserer arabere og prøver at erobre nye områder.

 

Stemmer denne udlægning af over 100 års kamp mellem jøder og (nogle) arabere med dokumenterede kendsgerninger? Dette er temaet i den følgende oversigt.

Læs også
Christian 2. (1481-1559) – Bisgaards bog er et fornemt eksempel på historisk formidling, når den er bedst

 

Navnet Palæstina

Under Første Verdenskrig (1914-1918) slog navnet “Palæstina” an med en politisk betydning. Navnet blev formuleret i oldtiden af den romerske kejser Hadrian (som regerede 117-138) efter nedkæmpelsen af det andet jødiske oprør, anført af Bar Kokhba i år 132.

 

Kampene foregik også udenfor Palæstina, hvor fanatiske oprørere massakrerede et ukendt antal ikke-jøder. Historikeren Dio Cassius (164 -229) skriver, at romerne tog grusom hævn, ødelagde 900 landsbyer i Judæa og dræbte 580,000 jøder.

 

Den første opstand var blevet nedkæmpet af den romerske hærfører Titus, som år 70 ødelagde templet i Jerusalem

 

Romerne opkaldte det tidligere Israel efter dets fjender filistrene – “Syria Palæstina”. 1200 år senere var Erz-e-Filistin det osmanniske – tyrkiske – bureaukratis betegnelse på nogle distrikter i Syrien.

 

Også i andre dokumenter fra denne tid omtales et “Palæstina”, men ordet henviste ikke til befolkningens identitet eller til en politisk bevægelse.

 

Læs også
Hamas og Irans planer om at udslette Israel skal stoppes, inden det er for sent

Under det romerske – fra år 395 det “byzantinske” – herredømme var Palæstina frugtbart. Men efter den islamiske erobring i midten af 600-tallet forfaldt landbruget, og skovene blev forhuggede.

 

Især i Galilæa og på kystsletten nord for Jaffa / Tel Aviv blev vandingsanlæggene forsømt, og der dannedes sumpe, som var udklækningssteder for malariamyg.

 

De følgende mange århundreder var de fleste af verdens jøder spredt i “diaspora”. Men mindre grupper forblev i Palæstina, og omkring år 900 voksede deres antal. En beskeden, men konstant indvandring af jøder udefra bidrog til, at deres samfund overlevede.

 

De videreførte en religiøs og kulturel identitet og blev ikke assimilerede i de fremmede befolkninger, der dominerede landet. I mere end 3000 år har et jødisk folk levet i Palæstina.

 

Tyrkisk herredømme

I 1000-tallet invaderede tyrkiske nomader – frem for alt seljuqerne fra Centralasien – Iran, Iraq (Mesopotamien) og Syrien.

 

I forvejen havde missionærer omvendt dem til sunna-islam, og derfor var deres militære egenskaber til nytte i den arabiske herskerklasses konfrontation med shia-muslimer og kristne fjender – især det byzantinske rige og i 1100-tallet også korsfarere fra Vesteuropa.

Læs også
Bogen anbefales enhver, som gerne vil forstå baggrunden for nogle af de aktuelle problemer i EU

 

En del af Seljuq-stammen satte sig ca. år 1300 fast i det nordvestlige Anatolien på grænsen til Byzans. Fra byen Nikæa (i dag Isnik) indledte jihadkrigeren Osman erobringstogter. Hans efterfølgere, der kaldte sig “osmanner”, oprettede et sunni-islamisk imperium i Vestasien og Nordafrika.

 

I 1517 invaderede den osmanniske sultan Ægypten, og han proklamerede sig som khalif over alle sunni-muslimer. I 1516 havde hans hær besat Palæstina, som ikke var et velstående område, men dets betydning var militærstrategisk og religøst begrundet.

 

Det sidste skyldtes ritualerne på og ved Tempelbjerget (arabisk betegnelse: Haram al Sharif) og i Gravkirken i Jerusalem og pilgrimsruten til islams hellige steder i Mekka. Det store flertal af befolkningen var fellahin, fattige forpagtere og omstrejfende beduiner.

 

Horisontal og vertikal opdeling

De sunni-muslimske sultaner af Osman-dynastiet styrede deres rige ved hjælp af dekreter, samlet i en qanun (afledt af græsk “kanon”, rettesnor). De retfærdiggjorde deres magt og rigdom ved islams påbud og forbud – sharia.

 

Sultanens tjenere udgjorde en overklasse af osmanli – dommere, guvernører og ulema (“de lærde”, tekstkyndige). Under dem fandtes det produktive flertal raya, der i princippet bestod af ikke-muslimske befolkningsgrupper.

 

Læs også
Tre tidligere udenrigsministrer advarer mod Trumps plan for fred – men fortidens Mellemøstpolitik var dødsensfarlig

Men i praksis var muslimske bønder (efterkommere af kristne) ikke meget bedre stillet end ikke-muslimer. De var alle pålagt at betale afgifter til de herskende. Nederst i hierarkiet stod slaverne (ganske vist blev slaveri formelt afskaffet omkring 1890, men så sent som i 1908 solgtes slaver i Konstantinopel, i dag Istanbul).

 

En anden opdeling virkede i det såkaldte millet-system med organisering af religiøse mindretal. Dhimmier (eller “zemmi”) var betegnelsen for kristne, jøder og andre “vantro” – f.eks. druzer og yezidier.

 

De var ydmygede og foragtede afvigere, som blev tålt på betingelse af at betale en særskat, og de levede i enklaver med egen retspraksis. Henholdsvis biskopper og overrabbinere var deres repræsentanter, som på kollektivets vegne stod til ansvar overfor de islamiske magthavere.

 

Ved siden af dette system fandtes etniske og sproglige skel mellem tyrkerne, kurderne og araberne. For alle grupper gjaldt en nedarvet loyalitet overfor slægt, klan eller stamme.

 

Jødeforfølgelser i det kristne Europa

Jødehad hærgede det kristne Vesteuropa i senmiddelalderen. I 1290 udviste den engelske konge jøderne, og i 1391 blev de fordrevet fra Frankrig. På samme tid foregik pøbeloptøjer i Spanien, hvor tusindvis af jøder blev myrdet.

 

I 1492 gav Spaniens “katolske kongepar” ordre til, at jøderne skulle vælge mellem omvendelse til katolicismen eller udvisning.

Læs også
Video: Iran nærmer sig gradvist sit mål: “Fjern Israel fra kortet”

 

Historikeren Julio Valdeón Baruque anslår, at mellem 70.000 og 100.000 besluttede at udrejse. Mange af dem flygtede til havnebyen Thessaloniki, hvor den tyrkiske sultan gav dem dhimmistatus med egen ghetto. En del rejste videre til andre byer i riget, deriblandt Safed i Galilæa. Disse flygtninge blev kaldt “sefardim” – spanske jøder, og deres efterkommere taler stadig “gammeldags” jødespansk (ladino).

 

Jøderne, der flygtede fra Vesteuropa til Polen og Rusland i senmiddelalderen blev betegnet som “ashkenazim” – d.v.s. tyske. Deres sprog var og er jiddisch (en tysk dialekt med hebraiske og slaviske ord).

 

En tredje gruppe er “mizrachim”, arabiske, persiske og kaukasiske jøder (jvf. arabisk “Mashreq” = øst, orient).

 

Jødeforfølgelser i det osmanniske rige

I slutningen af 1500-tallet svækkedes sultanens regering – “Den Høje Port” – både indadtil og udadtil. Den herskende klasse betragtede jøderne som nyttige og mindre besværlige end de kristne undersåtter og andre dhimmier, men i 1600-tallet udbredtes lovløshed og pøbelvold, næret af islamisk fanatisme, og det gik især ud over imperiets dhimmi-befolkning.

 

Jødehadet dukkede ofte op i islams verden. Koranen er fyldt med Allahs ordrer til morderisk forfølgelse af ikke-muslimer. I bogens allerførste afsnit Fatiha, “åbningen”, erklæres, at Allah er vred på jøderne.

 

Et af de første overgreb i det osmanniske imperium fandt sted i 1474, da en synagoge i Jerusalem blev ødelagt af en voldelig pøbel. Sultanen straffede de skyldige, men synagogen blev først bygget efter 50 års ventetid, og i 1629 blev jøder myrdet i byerne Safed og Tiberias. I 1828 fandt en massakre på jøder sted i Baghdad.

 

Der var et mønster i disse pogromer (et russisk udtryk, der blev benyttet om røveriske overfald på jøder i 1880’erne): En imam holdt en hadprædiken med citat af koranens og hadithteksternes forbandelser over jøderne. Derpå myrdede, voldtog og udplyndrede den muslimske pøbel de foragtede “dhimmier”, mens øvrigheden lukkede øjnene.

 

Napoleon angriber

En stor ulykke ramte hele befolkningen, da den franske hærfører og senere kejser Napoleon i 1798  besatte Ægypten og året efter angreb Palæstina. Kystslettens befolkning blev udsat for død og ødelæggelse. Byer, landsbyer og afgrøder på markerne blev brændt af, og de overlevende flygtede op i bjergene.

 

Der findes kun få og ufuldstændige statistikker fra denne periode. Beregninger vanskeliggøres desuden af, at der ikke var faste grænser omkring et “Palæstina”, og både muslimer og jøder anstrengte sig for at undgå at blive registreret af det osmanniske bureaukrati.

 

Motivet var at slippe for beskatning og værnepligt. Folketallet er derfor usikkert, men det var sandsynligvis omkring 250.000 i første tredjedel af 1800-tallet, og det kan formodes, at ca. 10.000 af dem var jøder.

 

Krig og oprør

Rejseskildringer og rapporter fra vestlige diplomater viser, at mange distrikter i nuværende Israel og Jordan var affolkede. Landsbyer var forladte og agerjorden lå brak. I første halvdel af 1800-tallet var Palæstina næsten “et land uden folk”.

 

Oven i dette forfald kom omvæltninger, frembragt af endnu en invasion. Efter den kortvarige franske besættelse blev Ægypten løsrevet fra Osmannerriget. To handlekraftige hærførere – Muhammad Ali og hans søn Ibrahim Pasha – oprettede et militærdiktatur i Cairo, og i 1831 fratog de også sultanen hele det syriske område.

 

I Palæstina udbrød en bondeopstand i 1834, fordi de ægyptiske herskere ville indføre tungere beskatning og almindelig værnepligt. Et blodigt kaos bredte sig, og ægyptiske soldater og druzere myrdede jøder i Safed og Hebron (El Khalil). Oprøret blev slået ned, men i 1841 tvang Storbritannien og Frankrig Ibrahim Pasha til at trække sig tilbage.

 

Jordbesiddere og forpagtere

Den osmanniske stat var den egentlige ejer af jorden, og i imperiets storhedstid blev en del af det dyrkede areal, de såkaldte timar-tildelinger, stillet til rådighed for militæret og embedsmænd, der tjente sultanen. Aflønningen bestod af afgifter fra forpagtere, fellahin.

 

Senere forsvandt dette system. I stedet dominerede indflydelsesrige jordbesiddere – effendier og pashaer – i landbruget. De fleste levede i byerne og deltog ikke selv i dyrkningsarbejdet. De blev betegnet som “fornemme”, ayan (“øjne”). Der var forskel på “store” ayan med regional magt og “små” ayan med lokale interesser.

 

Disse ayan eller effendier udlånte penge, og havde myndighed over omegnens forpagtere, der betalte afgifter til dem. De “store” foretog skatteopkrævning og organiserede eksempelvis politimæssig indsats mod røverbander eller oprørere.

 

Også islamiske stiftelser – waqf / awqaf – krævede afgifter af bønderne. Her gik en del af udbyttet til ulema (de shariakyndige).

 

Landbrugsreform fik utilsigtet resultat

I 1858 dekreterede “Den Høje Port” – regeringen i Konstantinopel (Istanbul) – en omlægning af disse ejendomsforhold.

 

Hensigten var dels at stække de store jordbesidderes magt og at opmuntre forpagterne til at lade den jord, de dyrkede, registrere. Dels håbede regeringen, at landbruget ville blive mere rentabelt og produktionen af fødevarer kunne forøges.

 

Men reformen fik ikke den tilsigtede konsekvens. Problemerne med retten til of udnyttelsen af jorden blev tværtimod forværret, fordi bønderne frygtede, at matrikulering ville føre til hårdere beskatning og værnepligt (hvilket også var motivet for oprøret mod Ibrahim Pasha i 1834).

 

I stedet søgte de beskyttelse under større jordbesiddere, som overtog jorden med skøde og fortsat opkrævede afgifter (høstudbyttet blev delt mellem fellah’erne og effendierne).

 

I øvrigt var landbruget kendetegnes at store variationer – både med hensyn til jordens kvalitet og ejerforholdene. Der fandtes småbrug med selvejere, som havde skøde på deres ejendom og kunne overleve økonomisk.

 

En anden dyrkningsform var endnu mere udbredt – den såkaldte mesha’a med kollektivt ejerskab. En landsby med mesha’a var typisk blevet oprettet af klaner, hvis respektive andele gik i arv til den nye generation.

 

En jordlod blev dyrket i to år, og derefter “flyttede” ejerskabet til en anden mark, så alle fik nogenlunde samme udbytte. Konsekvensen blev, at bønderne ikke var motiverede til at forbedre jorden og dyrkningsmetoderne og forøge produktionen.

 

I sagens natur var det vanskeligt at matrikulere denne ejendomstype. Almindeligvis fandtes ingen dokumentation, da alt var blevt aftalt mundtligt (og iøvrigt var de fleste bønder analfabeter).

 

Ingen selvejerbønder

Den nye lov skabte således ikke en stabil og selvejende bondestand som i datidens Frankrig eller Danmark. I stedet opstod utilfredshed og uro i landdistrikterne.

 

I forvejen blev bønderne overfaldet af sultanens irregulære tropper, de såkaldte bashi bouzouk (“rådne hoveder”), og røveriske beduiner. I ekstreme tilfælde optrådte nomaderne som hærgende horder med tusinder af bevæbnede ryttere, som de osmanniske myndigheder ikke turde konfrontere.

 

I Jordandalen, på Sharonsletten og Esdraelonsletten ødelagde de omkring 1850 vidtstrakte kornmarker, der blev omdannet til græsningsareal for dyrene. Mængder af desperate forpagtere kom i økonomisk klemme ved forøgede afgifter til jordbesidderne og til waqf-ejendommene eller ved at tage lån, udstedt til ågerrenter.

 

De brød op fra deres hjemegn og søgte til andre distrikter i håb om bedre vilkår – eksempelvis fra det vestlige Palæstina til den østlige del, der senere fik navnet Transjordanien.

 

Fordrivelse af bønder i 1800-tallet skyldtes således ikke indtrængende jøder, men andre arabere – røveriske beduiner og de større jordbesidder i byerne. Store landområder lå derfor stadig brak.

 

Befolkningsvækst

Som nævnt var der en stigning i Palæstinas folketal, og det antages, at det i 1865 var steget til 360.000 og 20 år senere til 470.000 (men tallene er usikre). Hvad var årsagen til denne stigning i en tid med elendige sanitære forhold, kolera og udbredt fattigdom?

 

Kun et fåtal af de historiske fremstillinger stiller dette spørgsmål. Mange artikler og bøger om Palæstina og Israel er nemlig skrevet på den fejlagtige antagelse, at befolkningen blev forøget ved egen vækst, og at indvandringen i sidste fjerdedel af 1800-tallet kun bragte jøder til landet.

 

Her er begyndelsen til myten om zionisternes fordrivelse af en “palæstinensisk nation”. Men kendsgerningen er, at befolkningsvæksten især skyldtes indvandring af ikke-jøder.

 

 

Torben Hansen fortsætter sin beskrivelse af Palæstinas og Israels historie i de kommende  dage.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…