Israel blev uafhængigt 1948 – hvem ønskede fred, hvem ønskede krig?

Colourbox

De jødiske indvandrere kom til Palæstina for at arbejde – ikke for at slås. Men det blev de tvunget til. I forvejen var de delt både kulturelt og politisk: en dogmatisk-religiøs, en borgerlig/konservativ og en socialistisk-ateistisk retning.

 

Den sidste dominerede i den faglige sammenslutning Histadrut og i Jewish Agency, hvis leder var den dynamiske polak David Ben Gurion (1886-1973).

 

Revisionister

Uenighed om holdningen til mandatstyret og forsvaret mod den tilbagevendende islamiske voldsanvendelse skabte en skarp politisk modsætning mellem venstrefløjens zionister og ovennævnte Zeev Jabotinsky (1880-1940).

 

Han var ashkenaz-jøde fra Odessa, og brød i 1925 med Ben Gurion og Chaim Weizmann. I stedet oprettede han Ha Tzohar, det “revisionistiske” parti, som krævede en jødisk stat, fordi håbet om samarbejde med briterne og araberne forekom urealistisk.

 

Pogromen i 1929 og briternes og Haganahs utilstrækkelige evne til at beskytte jøder resulterede i en vis sympati for Jabotinsky, som under stormuftiens oprør i 1937 organiserede en ny national milits Irgun Zvai Leumi (“Etzel”). Men også her kom det til splittelse, og i 1939 oprettede udbryderen Avraham Stern (1907-1942) milits nr. 2 – Lohamei Herut Yisrael (Israels frihedskæmpere – LEHI eller “Sterngruppen”).

 

Britisk “hvidbog” 1939

Frygt og desperation fik et endnu stærkere greb om Palæstina-jøderne efter de tyske nazisters magtovertagelse i 1933. Alene i året 1935 strømmede 62.000 jøder fra Tyskland til mandatet, og der var ingen tvivl om, at mange flere ville følge efter. Ligeledes var det klart, at zionisternes modstandere ikke ville acceptere, at de mange flygtninge kom til landet.

 

Som omtalt indvarslede rapporten fra Peel-kommissionen en afslutning på mandatet og en deling af landet mellem jøder og arabere. Men i maj 1939 udsendte den britiske regering et White Paper (faktisk det tredje om Palæstina). Her blev delingsplanen opgivet. I stedet skulle landet udgøre en samlet politisk enhed og overgå til selvstændighed inden ti år. Jødisk indvandring blev i de første fem år begrænset til 75.000 personer, og derefter skulle arabiske politikere godkende, om den kunne fortsætte.

 

D. 1. september 1939 udbrød Anden Verdenskrig. Jewish Agency og det zionistiske råd valgte i denne situation at støtte briternes kamp mod nazismen. De fordømte selvfølgelig “hvidbogen”, men Ben Gurion opfordrede til at “bekæmpe Hitler og glemme hvidbogen, men samtidig bekæmpe hvidbogen og glemme krigen” (https://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/whitetoc.html).

 

Det afviste LEHI eller Stern-gruppen, som insisterede på terror. Den koncentrerede sig om at røve banker og myrde britiske soldater og embedsmænd.

 

Læs også
EU-Domstolen foretager grov diskrimination mod Israel – kræver speciel mærkning af israelske varer fra besatte områder

Den tyske trussel

Truslen fra nazismen rykkede nærmere. I 1941 assisterede tyske agenter en iraqisk officerskonspiration, der forsøgte et oprør mod briterne. På samme tid besøgte den landsforviste Hajj Amin al Husseini Tysklands “Führer” og rigskansler Adolf Hitler i Berlin. Efterfølgende deltog stormuftien i organiseringen af en islamisk milits i det tyskbesatte Bosnien. Imens trængte de tyske tropper frem til Kaukasus, og Erwin Rommels panserstyrker stormede mod Ægypten.

 

Men kuppet i Iraq blev undertrykt, og Montgomerys 8. Armé slog Rommels “Afrika Korps” afgørende ved El Alamein. Et par måneder senere – ved udgangen af 1942 – tilføjede sovjethæren tyskerne et knusende nederlag i og omkring Stalingrad.

 

Den nazistiske trussel var hermed afværget på tre fronter i Nærorienten og Nordafrika.

 

I maj 1945 sluttede krigen i Europa, og i oktober dette år indledtes i Palæstina et taktisk – men bestemt ikke hjerteligt – samarbejde mellem de nationale militser, Haganah, Irgun og LEHI. De to sidste angreb britisk militær og politi, mens den første koncentrerede sig om at opbygge et netværk i Europa og derfra indsmugle jødiske flygtninge.

 

FN beslutter at dele Palæstina

Det krigstrætte Storbritannien besluttede at opgive mandat-ordningen og overlod Palæstina-sagen til det nyoprettede FN, som var domineret af USA, Sovjetunionen og Storbritannien. Med udsigt til den britiske afmarch i maj det følgende år besluttede FN d. 29. november 1947 at dele Palæstina i en arabisk og en jødisk stat.

 

Læs også
De 4.006 palæstinensere som europæerne ikke har hørt om

Husseini-klanens Højkomité og de arabiske regeringer afviste denne delingsplan og truede med krig. Derpå udsendte ulema – de islamkyndige – i al Azhar-institutionen i Cairo en appel til alle verdens muslimer om at føre jihad mod jøderne. Opfordringen blev ikke fulgt i nævneværdigt omfang.

 

Krigens første fase

D. 11. oktober – altså før FN-vedtagelsen om deling – fremsatte Den Arabiske Ligas generalsekretær Azzam Pasha følgende trussel i avisen Akhbar al-Yom (“dagens nyheder”): “Dette vil blive en udryddelseskrig, der vil blive omtalt som tatarernes massakrer eller korstogskrigene” (http://blogs.timesofisrael.com/fairness-and-the-right-of-return-to-judea-and-samaria/).

 

Lignende advarsler om konsekvensen af at dele Palæstina kom fra Stormuftiens Højkomité og den iraqiske officer Fowzi al-Qawuqji, som var øverstkommanderende i ligaens Arabiske Befrielseshær.

 

I december 1947 indledte Qawuqjis mini-hær og den føromtalte Abd al Qader al Husseinis milits en terrorkampagne mod de palæstinensiske jøder – med det britiske militær som stort set passiv tilskuer. Hundredevis af arabere og jøder blev dræbt, men militserne blev gradvist nedkæmpet af Haganah.

 

Det blev fra israelsk side påstået, at briterne hjalp de arabiske militser med våben og logistik i foråret 1948, men dette var ikke tilfældet. Britisk politik var at opgive Palæstina og i stedet tilrettelægge et positivt forhold til Transjordanien og Iraq.

 

Bevæbning

Læs også
USA støtter Israel mod EU

FN – og dermed også USA – indførte en våbenembargo mod de kæmpende parter. Senere har arabiske propagandister hævdet, at USA i denne krig forsynede Israel med våben, men noget sådant fandt først sted mange år senere. Tværtimod lykkedes det FBI at standse transporter af våben til Israel, som derfor kun modtog ganske få kampfly fra private amerikanske foreninger.

 

I stedet fik israelerne moralsk og materiel støtte fra Sovjetunionen og dens vasalstater. Mens den spanske kommunistleder “La Pasionaria” (Dolores Ibarruri) fra sit eksil i Moskva opfordrede til kamp mod britisk imperialisme, tillod Stalin, at Tjekkoslovakiet sendte maskingeværer, titusindvis af lettere våben, betydelige mængder af ammunition plus 84 kampfly til israelerne. De betjente nu 30 Messerschmidt-9-jagere, der nedskød de ægyptiske Spitfires – til britisk græmmelse (http://www.sullivan-county.com/islam/israel1948.htm ).

 

Også “Bopa”, de dansk kommunisters modstandsgruppe under den tyske besættelse udleverede en mængde håndvåben til Israels kamp.

 

Kommunistisk sympati og bistand til zionismen var noget nyt. Palæstinas kommunistparti – hovedsageligt bestående af jøder – havde tidligere fordømt national identitet og loyalitet og opfordrede i stedet til klassekamp, hvor arabiske og jødiske arbejdere burde stå sammen mod imperialisme og kapitalisme. Derfor lovpriste den kommunistiske avis “Freiheit” (skrevet på jiddisch) i 1929 Stormuftiens sadistiske jødemyrderier i Hebron og andre byer.

 

I disse år beordrede den sovjetiske ledelse – d.v.s. Josef Stalin – international kamp mod det kolonialistiske Storbritannien og dets “zionistiske lakajer” i Palæstina (http://forward.com/culture/5186/remembering-the-hebron-riots-1929).

 

Det var Israels store held, at Sovjetunionen i 1948 stemplede de arabiske stater som tjenere for Vestens imperialisme. Senere blev kursen nemlig igen lagt om, og kommunistisk propaganda under “den kolde krig” fordømte Israel som USA’s redskab, mens arabiske militærdiktaturer og “befrielsesbevægelser” blev udnævnt til progressive anti-imperialister.

 

Læs også
Hamas og Irans planer om at udslette Israel skal stoppes, inden det er for sent

Krigens anden fase

D. 14. maj 1948 proklamerede de zionistiske ledere oprettelsen af et uafhængigt Israel indenfor de grænser, FN havde fastlagt. Dette udløste en krigserklæring fra Transjordanien, Syrien, Libanon, Iraq og Ægypten (en saudiarabisk styrke stod under ægyptisk kommando).

 

De arabiske politikere truede med at “kaste jøderne i havet”, men det var tom retorik fordi midlerne ikke var til stede, og den massive våbenforsyning til israelerne i sommeren 1948 ændrede styrkeforholdet i deres favør. Desuden undlod de arabiske regeringer at oprette en fælleskommando og handlede i øvrigt hen over hovedet på Husseini-klanen og Højkomiteen.

 

Anden fase i krigen varede fra maj til udgangen af 1948 og sluttede med israelsk sejr. Kampene skal ikke yderligere beskrives her, men et par aspekter og eftervirkninger bør omtales.

 

Jøder skød på jøder

Der var intern splittelse blandt både arabere og jøder. Men for jødernes vedkommende blev den hurtigt overvundet. Der var stadig vrede og had mellem Ben Gurion og Haganah på den ene side og Irgun og Stern-gruppen på den anden (Avraham Stern selv faldt i kamp med britiske soldater i 1942).

 

I sommeren 1948 kom det til skyderi mellem Irgun og Haganah i Haifa og Tel Aviv – med snesevis af dræbte og sårede. Herbert Pundik, den senere chefredaktør på avisen Politiken, deltog i denne begivenhed (beskrevet i Søren Espersens bog om danske frivillige i forsvaret af Israel, forlaget Hovedland, 2007).

 

Læs også
Tre tidligere udenrigsministrer advarer mod Trumps plan for fred – men fortidens Mellemøstpolitik var dødsensfarlig

Det blodige sammenstød fik dog ingen konsekvenser for krigen, men det var af betydning ved en bestemt lejlighed – nemlig striden om, hvad der skete under LEHI’s og Irguns angreb d. 9. april 1948 på landsbyen Deir Yassin (omtales nedenfor).

 

Israel mobiliserer

Det var en overraskelse for Israel, at de arabiske regeringer invaderede Palæstina. Israelerne regnede med en gentagelse af kampen fra 1936 til 1939. Men denne gang var deres beredskab stærkere – også politisk. Ben Gurion var deres ubestridte leder, og deres demokratiske nationalstat byggede på industri, teknisk ekspertise, arbejdsdeling og byens livsform (80 procent af jøderne levede i byer).

 

Da Israel var oprettet, begyndte et målbevidst arbejde på at indrullere de forskellige kæmpende enheder i en regulær hær og samtidig indføre værnepligt. Efter nogle måneders bestræbelser lykkedes det at skabe Tzahal (forkortelse for “Israels Militære Styrker” eller IDF, Israeli Defence Force), som i efteråret 1948 slog de syriske og ægyptiske hære tilbage.

 

Disse tropper var uegnede til invasion af en fremmed stat, men var organiseret med henblik på at nedkæmpe interne oprør (http://www.israel-studies.com/anth-gelber), og de manglede også kamperfaring – med undtagelse af den transjordanske Arab Legion, som var trænet af britiske officerer. Denne styrke var disciplineret og effektiv og gik målbevidst efter at indtage Samaria og Judæa – “Vestbredden” – med Jerusalems gamle bydel, som blev erobret, tømt for jøder og var besat frem til 1967.

 

Arabernes nederlag kan et langt stykke af vejen forklares med en struktursvaghed. De arabiske regeringer og pal-arabernes militser kom fra et førmoderne konglomerat af patriarkalske klaner. Lederne havde delvist modstridende dagsordener og herskede i øvrigt med tvivlsom legitimitet, som de håbede at forstærke ved en militær sejr ( jvf. N.B. De Atkine: “Why Arabs Lose Wars” – http://www.meforum.org/article/441 )

 

Flygtningestrømme

I begyndelsen af 1949 gik de arabiske regeringer modvilligt med til en våbenhvile. En fredsslutning lå endnu langt ude i fremtiden, fordi de ikke ville give en formel anerkendelse af, at de mindreværdige israelere havde tilføjet dem et nederlag. Taberne var dog især de mere end halvanden million arabiske og jødiske flygtninge.

 

I de første måneder af 1948 flygtede især den pal-arabiske mellemklasse, og i tiden omkring evakueringen af de britiske tropper i april og maj forlod yderligere en kvart million arabere deres hjem (deriblandt mange, der blev afskediget, da mandatets administration blev afviklet). Hverken jødiske eller arabiske soldater havde tvunget dem, og de var heller ikke blevet opfordret til at flygte. De var simpelthen bange og regnede med at vende tilbage, når kampene standsede ( http://www.mideasttruth.com/YG.html ).

 

Men i krigens sidste fase – sommer og efterår 1948 – foretog både den israelske Tzahal og de arabiske hære fordrivelse og i flere tilfælde massakrer på ubevæbnede civile. Israelernes motiv var forebyggende. Det gjaldt om at sikre forbindelseslinjerne for hurtigt at kunne slå invasionsstyrkerne tilbage. Derfor ville de ikke risikere angreb fra lokale arabere, og de brugte terror mod flere “upålidelige” landsbyer i Galilæa for at få beboerne til at flygte.

 

Således blev mellem 200.000 og 300.000 pal-arabere fordrevet til nabostaterne, til det ægyptisk besatte Gaza og til “Vestbredden”, som nu var en del af Jordan. Herfra flygtede jøderne, og d. 27. maj kapitulerede også det jødiske kvarter i den gamle del af Jerusalem. 1.300 ældre og børn blev evakueret til de østlige bydele, der var under israelsk kontrol. I alt blev ca. 10.000 jøder fordrevet (http://www.mideastweb.org/refugees4.htm)

 

Jødeforfølgelser udenfor Palæstina

På samme tid begyndte pogromer mod 800.000 jøder i de arabiske lande. Initiativet kom fra politikerne. Under FN’s forhandlinger om Palæstina, advarede en ægyptisk repræsentant om de repressalier, der ville ramme disse jøder udenfor Palæstina, hvis delingsplanen blev vedtaget.

 

I 1947 og 1948 blev hundredevis af jøder myrdet, og af de overlevende flygtede ca. 200.000 til Europa og USA, mens Israel modtog en kvart million frem til 1951. De følgende års fordrivelser – især fra Algeriet – sendte yderligere en kvart million til Israel, så antallet i 1972 nåede op på 586.000.

 

Disse jødiske flygtninge fra den arabiske verden er gået i glemmebogen fordi de integrerede sig i de nye omgivelser – på linje med hundredetusindvis af kristne grækere og armeniere, der blev fordrevet fra “islams hus” efter Første Verdenskrig.

 

Dokumentation kontra polemik

“Mellemøsten” er blevet kode for israelsk ondskab mod pal-arabiske ofre. Mediernes udskamning af Israel og en absurd offergørelse af en udvalgt gruppe flygtninge og deres efterkommere resulterer i enorme udbetalinger fra USA, FN og EU til snyltersegmentet i toppen af Fatah og Hamas, hvis terror og dødskult i slutningen af 2014 blev belønnet med fem milliarder dollars – hovedsageligt fra Vesten (http://www.trykkefrihed.dk/dodens-triumf-ii.htm og http://www.ansa.it/sito/notizie/mondo/mediooriente/2014/10/12/conferenza-donatori-per-gaza-al-cairo_698cdeb9-ea45-42e4-b976-5bcda2a68bdc.html)

 

Derfor er der behov for en seriøs debat på basis af dokumentation, og efter frigivelsen af dokumenter fra Tzahal / IDF’s arkiver arbejder både arabiske og jødiske forskere med at kaste et kritisk blik på meninger og ytringer og revidere historieskrivningen om krigen og masseflugten.

 

Krig eller fred?

Den anti-israelske “fortælling” om krigen i 1948 indeholder også en anklage mod jøderne for at “erobre” det, der blev til Israel, og fordrive araberne. Men som nævnt accepterede Jewish Agency i 1947 FN’s delingsbeslutning, mens de arabiske regeringer afviste den. Disse ledere bærer det fulde ansvar for de efterfølgende begivenheder, fordi de begyndte krigen og truede med at udslette Israel – og tabte.

 

Fra israelsk side var der unægteligt tale om et forsvar, som i sagens natur indebærer uskadeliggørelse og fortrængning af fjendens styrker fra den angrebne stat. Derfor – og ikke på grund af en målsætning om territoriel udvidelse – besatte Tzahal nogle områder, som FN havde tiltænkt den palæstinensiske stat, der aldrig blev oprettet.

 

Påstanden om “erobring” dementeres eftertrykkeligt af Israels vilje til at trække sin hær ud af de besatte territorier, når der blev indgået en fredsaftale. Men de anti-israelske polemikere ignorerer (eller fortier) den procedure for krig og fred, den europæiske civilisation har fulgt siden den westfalske fred i 1648, og som også Israel konsekvent tilstræber: At slutte fred, fastlægge nye grænser og bygge stabile forbindelser mellem suveræne nationalstater.

 

Netop dette afviser PLO/Fatah og Hamas, og netop dette skete efter krigene i 1967 og 1973, da Israel fortrængte den jordanske hær fra “Vestbredden” og den ægyptiske fra Sinai. Derpå indgik Ægypten og Jordan indgik fredstraktater med Israel i hhv. 1979 og 1994.

 

Deir Yassin

Deir Yassin var en arabisk landsby vest for Jerusalem, og da kampene begyndte i vinteren 1948 holdt beboerne afstand til Højkomiteens og Den Arabiske Ligas militser, som sloges med jøderne. Men iraqiske krigere fra Qawuqjis “befrielseshær” overtog stedet, hvorfra den – for jøderne – livsvigtige trafik til Jerusalem kunne blokeres.

 

Derfor blev Deir Yassin d. 9. april 1948 angrebet af ca. 100 frivillige fra Irgun og LEHI. Haganah var indblandet, og dennes lokale øverstbefalende godkendte operationen. Under kraftig beskydning trængte jøderne ind i landsbyen. Det efterfølgende forløb blev senere gengivet i flere versioner. Men det står fast, at nogle arabere blev tvunget op på en lastbil, der kørte dem til Jerusalem – til opmuntrende fremvisning for de lokale jøder, som var nødlidende på grund af de jordanske soldaters blokade og angreb. Irgun og LEHI forsikrede, at ingen civile blev skudt.

 

En helt anden melding kom fra en Haganah-officer ved navn Meir Pa’il. Han digtede en historie om, at Irgun og LEHI havde massakreret 254 mænd, kvinder og børn i Deir Yassin. Denne forfalskede information gik videre til Jewish Agency og derfra til den internationale presse. Meir Pa’ils specielle opgave var nemlig at bekæmpe og sværte Irgun og LEHI, der af Haganah blev kaldt “fascister” (militærhistorikeren Uri Milstein, 1999, The Rabin file: An unauthorized exposé. New York. (p.357), citeret af Francisco Gil-White,

http://www.hirhome.com/israel/deir-yassin.htm + http://www.jewishpost.com/archives/news/dr-uri-milstein-israels-most-cherished-and-hated-revisionist-military-historian.html).

 

Stormuftiens version

Den følgende måned blev kampen i Deir Yassin omtalt i den pal-arabiske radio, der var talerør for Højkomiteen og Haj Amin al Husseini. I 1944 havde Stormuftien selv medvirket til at indfange 400.000 ungarske jøder og ekspedere dem til udlettelseslejre – først og fremmest Auschwitz (http://www.pipelinenews.org/2012/mar/06/dutch-holocaust-survivor-i-saw-how-the-mufti-of-jerusalem.html). Hans budskab var, at zionister havde myrdet og voldtaget Deir Yassins pal-arabiske mænd, kvinder og børn og efterladt 254 døde.  Derfor opfordrede han til flugt.

 

Dette forsøg på at presse de arabiske regeringer til invasion af Palæstina var arrangeret af Højkomiteens pressesekretær Hussein Khalidi. Han havde afhørt nogle øjenvidner fra Deir Yassin og insisteret på at høre anklager om zionistiske grusomheder (http://www.hirhome.com/israel/deir-yassin.htm  + https://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/deir_yassin.html).

 

Denne version blev godtaget i utallige avisartikler og bøger (også på s. 82 i førnævnte bog af Søren Espersen). Deir Yassin er et ikon, der skal gøre Israel til syndebuk. Sidenhen har Fatah/PLO og Hamas med stort held fabrikeret lignende fiktive rapporter og videoer med grundløse anklager, som vestlige medier sædvanligvis viderebringer kritikløst.

 

Historikernes version

Kampen i Deir Yassin d. 9. april 1948 er blevet undersøgt gennem interviews med overlevende beboere, og arabiske medarbejdere i Højkomiteens radio supplerede med information om stormuftiens tale d. 15. maj samme år. Beskyldningen om, at israelerne begik voldtægt var grundløs, forsikrede alle de udspurgte. Hazam Nusseibi, der var ansat på Højkomiteens radiostation indrømmede, at Hussein Khalidi havde fabrikeret denne historie, som stormuftien brugte.

 

En massakre på civile havde heller ikke fundet sted. Jøderne lod en korridor stå åben, hvor 200 beboere slap ud. Senere blev 40 kvinder, gamle og børn kørt i sikkerhed, men fordi flere af de iraqiske krigere forklædte sig i kvindetøj, og fordi en af dem skød og dræbte en jødisk officer, begyndte en Irgun-kriger at skyde vildt omkring sig – og dræbte nogle rigtige kvinder. Antallet af døde var 107.

 

Undersøgelsen blev foretaget af det arabiske universitet i Bir Zeit (på “Vestbredden”).

 

FN-resolution 194

 

D. 11 december 1948 – i krigens sidste fase – vedtog FN’s generalforsamling resolution 194 med henstilling til “regeringerne” (underforstået Israel og de arabiske stater), om at “flygtninge” – uden specificering – fik lov at vende hjem, hvis de ville “leve i fred med deres naboer” (http://www.zionism-israel.com/issues/return_detail.html).

 

De arabiske ledere afviste denne opfordring, fordi den ikke fastslog, at de pal-arabiske flygtninge havde ret til at vende tilbage, og fordi de nægtede at anerkende den israelske stat.

 

I stedet organiserede FN en række konferencer efter kamphandlingernes ophør. Den arabiske side ville kun forhandle indirekte med israelerne, så FN-diplomaterne fungerede som mellemled. I maj 1949 underskrev de to parter den såkaldte Lausanne-protokol, der fastlagde en midlertidig grænsedragning – “den grønne linje”.

 

Der kunne dog ikke opnåes enighed om flygtningene. Israels regering foreslog en fredsslutning og erstatning til de jøder, der var fordrevet fra Samaria, Judæa og Gaza, som betingelse for at modtage pal-arabiske flygtninge. Men dette blev afvist.

 

Flygtninge vendte tilbage

I 1953 tillod Israel alligevel familiesammenføring for en udvalgt gruppe, og over 50.000 pal-arabere (tal fra israelsk side) eller 25.000 (tal fra arabisk side) kom tilbage til deres hjem i Israel. Desuden fik 75.000 tilladelse til at flytte til “Vestbredden” og Gaza i årene mellem 1967 og 1993.

 

Den såkaldte “Oslo-proces”, der begyndte 1993, medførte endnu en israelsk åbning for flygtninge, der ønskede at vende tilbage. I denne aftale accepterede Israel Yassir Arafat som pal-arabernes repræsentant og fik til gengæld anerkendelse som en stat med ret til at eksistere plus et løfte om standsning af terror.

 

Ganske vist brød Arafat sit løfte, men Israel lod yderligere 90.000 slå sig ned i det område, der administreres af den Palæstinensiske Autoritet – d.v.s. Fatah / PLO (http://www.science.co.il/Arab-Israeli-conflict/Refugees.asp).

 

Kompensation

De flygtninge, som vendte tilbage, fik mulighed for at få kompensation for den israelske stats beslaglæggelse af indestående på bankkonti, biler og fast ejendom, som de havde efterladt i 1948. Frem til 1993 indsendtes 14.692 ansøgninger, og et beløb svarende til ti millioner dollars blev udbetalt for båndlagte bankkonti, og tabt ejendom blev erstattet med 23 millioner israelske pund (https://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/refugees.html).

 

Disse beløb er ikke imponerende, men jødiske flygtninge fra arabiske stater og arabisk besatte områder har ikke kunnet gøre sig håb om erstatning for tab.

 

Ikke-jødiske mindretal

Israels befolkning er i 2015 vokset til 8.345.000 personer, hvoraf 1.730.000 er arabere. I 1948 var deres antal 160.000. Denne ikke-jødiske gruppe er ikke et nationalt mindretal, da den er opdelt i religiøse og etniske subkulturer: kristne, druzere og beduiner. Udover jøder og arabere lever 364.000 ikke-arabiske kristne, muslimske tjerkesser og Bahai-tilhængere i et land med et areal på 21.643 kvadratkilometer – mindre end Jylland (https://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/Society_&_Culture/newpop.html).

 

Målt med parametre som produktion, uddannelse, hospitalsvæsen og borgerettigheder ligger Israel på et niveau langt over de omgivende stater. Alligevel anklager israelske og vestlige kritikere regering og parlament (Knesset) for at praktisere “apartheid”. En sådan ordning fandtes tidligere i Sydafrika, hvor sorte og hvide var adskilt i adgangen til offentlige faciliteter. Men Israels skoler og hospitaler er ikke opdelt efter race eller nation, og alle er borgere med stemmeret til parlamentet.

 

Det særlige ved den israelske stat er, at den er konstrueret som forudset i Balfour-erklæringen. Jøderne er statsfolket, der lever fredeligt sammen med ikke-jødiske mindretal. For disse grupper gælder nogle særregler, der måske kan beskrives som moderat kommunitarisme. Men regering og lovgivning er “res publica” – et offentligt anliggende. Israels politiske kultur er europæisk.

 

Omkring Israel styrter den ene stat efter den anden i et blodigt kaos. Af 350 millioner arabere lever kun de 1.658.000 i frihed – i Israel ( http://www.frontpagemag.com/2013/dgreenfield/israeli-arab-pol-among-350-million-arabs-only-1658000-israeli-arabs-have-freedom/). Den ene meningsmåling efter den anden viser, at mere end tre fjerdele af de israelske arabere bestemt modsætter sig at skulle leve i en anden stat (http://politicalmavens.com/index.php/2008/06/23/77-palestinian-arabs-we-like-living-in-israel-best/).

 

Emir Hussein Ibn Ali af Hedjaz ville modernisere islam, ikke islamisere moderniteten. Som nævnt kom han for 100 år siden med følgende forudsigelse: “Når de eksilerede [ jøder ] vender tilbage til deres hjemland, vil de udgøre et materielt og åndeligt eksempel for deres brødre [ arabere ] …”

 

Prognosen var korrekt. Hvem kan argumentere imod, at zionismen er en klar succes for jøder og ikke-jøder?

 

Medier og menneskerettighedsaktivister mangler proportionssans

 

De pal-arabiske flygtninge og den permanente kamp mellem deres ledere og Israel er blevet “Mellemøsten” i mediernes jargon.

 

Kendsgerninger kan tale for sig selv, men de udvælger ikke sig selv. Når det drejer sig om Israels oprettelse og dets efterfølgende kampe med arabere, undlader medierne og politikere at finde årsagssammenhænge. De har mistet enhver proportionssans og stirrer kun på det billede, polemikere og fiktionsleverandører som Yassir Arafat, Edward Said og i dag Hamas viser dem.

 

Andre begivenheder i “Mellemøsten” ignoreres.

 

20 års folkemord i Darfur i Sudan – muslimer mod muslimer?

 

De seneste 15 års udryddelse af en million kristne i Iraq og Ægypten?

 

Hamas’ straffepraksis, som foregår ved at slæbe modstandere til døde efter motorcykler i Gaza?

 

Over 1000 fremmedarbejdere, der mistede livet ved opførelse af Qatars stadion, der skal rumme idrætsarrangementet “World Cup” i 2020? Er det et emne, der berettiger til boykot af oliestatens herskere?

 

Redaktionerne og menneskerettighedsaktivisterne er ikke interesserede.

 

Et lille pip kunne dog præsteres i juni 2015, da Amnesty International omsider fik nok og kritiserede Hamas’ morderiske opførsel mod Gazas befolkning. Men ellers har journalister og politikere leveret rungende tavshed.

 

Tankeløs fordømmelse og opfordring til boykot af Israel udsendes rutinemæssigt, og fra Vestens skatteydere flyder pengestrømmen til topfolk i Fatah og Hamas (http://israel-info.dk/default.asp?id=172#penge) og til at aflønne en hær af funktionærer i den særlige arabiske flygtningeindustri, der går under navnet UNRWA – FN’s “relief and works agency”.

 

Dagligt indoktrineres pal-arabiske børn med jødehad på niveau med den nazistiske avis “der Stürmer”, mens terrorister angriber jøder i indkøbscentre, cafeer og børnehaver.

 

Denne terror har stået på i mange år, men omtales sjældent i vestlige medier. Derimod hagler anklagerne ned over Israels blokade af våbentilførsler til Gaza og opførelse af et hegn, der hindrer snigskytter i at få ram på tilfældige trafikanter.

 

Israel må ikke forsvare sig

Udtalelser som “et undertrykt folk har altid ret!” er de vestlige menneskerettighedsaktivisters carte blanche til jihadister. Medier, politikere, universiteter og kirkelige organisationer lader sig trække rundt ved næsen af ritualmordere. Den terror, der rettes mod Israel anerkendes ikke som undertrykkelse. Men jødisk blod flyder alligevel.

 

Udskamningssegmentet vil ikke tillade Israel at forsvare sig og udsteder dermed en dødsdom:

 

I må ikke leve blandt os som jøder.

I må ikke leve blandt os.

I må ikke leve.


Artiklen er den 5. og sidste i Torben Snarup Hansens gennemgang af historien bag Palæstina og Israel:

De fire første kapitler blev bragt mandag, tirsdag, onsdag og torsdag:

http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-palaestina-i-osmannerriget/

http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-2-jodisk-indvandring-til-palaestina/

http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-3-britiske-mandatstyre-oprettes/

http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-4-islam-kontra-joderne/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…